Læsetid: 3 min.

Da sandheden ramte Aarhus

Ibsens ’Gengangere’ får fornyet oprigtighed i den følelsestroværdige opsætning på Aarhus Teater. Ikke mindst takket være spontaniteten hos Thomas Levin, der spiller den dødsmærkede søn over for Inge Sofie Skovbos raffinerede fru Alving
Thomas Levin har en følelsesladet umiddelbarhed som Osvald i ’Gengangere’, så man mærker, hvilken kraft Ibsens stykke også har haft for 120 år siden, da ingen teaterdirektør turde binde an med det: En afslørende sandhedskraft.

Thomas Levin har en følelsesladet umiddelbarhed som Osvald i ’Gengangere’, så man mærker, hvilken kraft Ibsens stykke også har haft for 120 år siden, da ingen teaterdirektør turde binde an med det: En afslørende sandhedskraft.

Rasmus Baaner

25. april 2012

Endelig en Ibsen, der lykkes. Aarhus Teaters fortolkning af Gengangere er ramt så præcist i balancen mellem kølig tanke og flammende følelse, at man som tilskuer næsten ikke kan holde ud, at forestillingen flyver så ubønhørligt frem mod slutningen. Fem kvarter. Så er dramaet om gentagelsens forbandelse forbi.

Det Kongelige Teater spillede denne vinter Gengangere i en opsætning af tyskeren Michael Thalheimer. Her var der regn og stilisering, men hverken Gud eller kærlighed. På Aarhus Teater er Gengangere iscenesat af ireren Mick Gordon, men her siler regnen ned uden for vinduerne, så personerne kan blive indenfor og tale sammen i sofaen, mens kærligheden blusser. Akkurat sådan som de gør det hos Ibsen.

Ægthed i seler

Inge Sofie Skovbo hersker over scenen som en intellektuel fru Alving. Hendes glæde over den hjemvendte søn er boblende. Hun er fuldkommen forelsket i sin egen søn, og når man ser Thomas Levin træde ind og kindkysse hende, så forstår man hende godt.

For Thomas Levin brænder virkelig som Osvald. Han gnistrer, når han taler om at leve livet. Men snart efter tværer han desperat sine hænder rundt i ansigtet. Her slår Levins realismetalent til med orkanstyrke. Glem Ibsen og den omdiskuterede syfilis. Her er et øjeblik, hvor en søn betror sig om sin egen dødsangst til sin mor, så både han og hun får våde kinder. Og så publikum sidder helt tyst af angst for at hoste nærheden væk.

Hvor Inge Sofie Skovbo har sin konsonantflotte dronningeudtale, så har Thomas Levin sine dagligdags stemmespring med replikker, der lyder som virkelig tale. Og hvor Inge Sofie Skovbo står majestætisk i sin fornemme, sorte skønhedskjole med slæb og tyngde, så lader Thomas Levin selerne kratte snalret op ad væggen efter for megen champagne. Vidt forskellige, men begge i drabelig kamp for livsglæden. Og lige magnetiserende.

Falskhed i velour

Mellem dem stråler de tre andre spillere. Bue Wandahl bygger sin pastor Manders oven på sit uhyggelige præsteportræt fra Fanny og Alexander, men her som en usikkerhedsfigur. Hans Manders er akkurat så nørdet, at han ikke fatter, at verden bedrager ham. Men han er også akkurat så bange, at han hellere end gerne pakker ærligheden sammen for at beholde sin prestige. Ingen kontakt til livet er der mellem benene på denne pastor. Højst den bløde knitren fra en nydelig Maja Mirkovic-frakke af velour, der symbolsk kun tåler at blive børstet den ene vej.

»Har du glemt, hvor ulykkelig jeg var?« spørger fru Alving ham vantro. Men denne Manders nægter at forstå. Og så råbe-hvisker han ellers bare urimeligheder tilbage ind i ansigtet på hende. Rædselsslagent og rædselsfuldt.

Kim Veisgaards fortolkning af snedker Engstrand er som håndskåret til denne drukmås af en lystløgner. Veisgaard tager æren for sine egne fuskerier med snuhed og rund stemme. Han spiller ulykkesfuglens rolle så ægte, at man næsten bliver utryg – iført en garvet læderjakke, der kan klare selv de stærkeste beskyldninger. Og med et skamløst voldeligt kys på sin datter: et overgrebskys, der giver kvalme. Datteren tørrer til gengæld bare munden og taler videre. For i rollen som Regine spiller Mette Døssing netop så sikkert over for sin tølperfar, at man forstår, at dette overgreb ikke er det første. Men også så påtaget verdensdameagtigt, at man præcist kan se, hvad hun har lært derhjemme af forlorenhed – og hvad hun har drømt om, siden hun mødte Osvald hos fru Alving og mærkede verden åbne sig.

Skæbnen i loftet

Disse fem Aarhus-skuespillere gør Ibsen dirrende levende. De går ind i Rufus Didwiszus’ elegante dagligstue med 1880’er-møbler og videoudsigt til bølgeskvulp ude i den store verden, som de alle sammen længes mod. Og med et løstflyvende loft, der fint skaber en følelse af påduttet skæbnetvang. Samtidig får Kim Engelbredts mix af minimalistiske klaverbidder med strygerstrejf og Mark Howlands symbolske gentagelseslys netop det ’gengangeragtige’ hos Ibsen til at sætte sig i kroppen på tilskueren.

Er den trist, denne Gengangere? Nej, ikke et øjeblik. Snarere morsom i sin barskhed og ubændig i sit indre stormvejr – og med den mest vellykkede Gengangere-slutscene, jeg kan mindes.

Gengangere er måske Ibsens strammeste skuespil. Og på Aarhus Teater er der dækket op til dramaet ved mahognibordet, så der ikke en eneste fold på dugen.

 

’Gengangere’. Tekst: Henrik Ibsen (1881). Oversættelse: Thomas Bredsdorff. Bearbejdelse og iscenesættelse: Mick Gordon. Scenografi: Rufus Didwiszus. Kostumer: Maja Mirkovic. Lys: Mark Howland. Lyd: Kim Engelbredt. Aarhus Teater Scala kr. 120-270. 1 time 20 min. www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu