Læsetid: 5 min.

I solidaritet med Europas spøgelser

I W.G. Sebalds særegne og fortryllende rejseskildringer er Europa et permanent limbo og historien en permanent katastrofe
I W.G. Sebalds særegne og fortryllende rejseskildringer er Europa et permanent limbo og historien en permanent katastrofe
13. april 2012

Den tyske forfatter W.G. Sebald skrev doku-fiktive rejseberetninger, hvor både personer og sætninger bevæger sig labyrintisk og hvileløst rundt i et europæisk landskab befolket af skeletter fra slagmarkerne og spøgelser fra både kongehuse og gaskamre. Det kommer der en ganske særlig prosa ud af, med en egen forunderlig melankolsk ukuelighed, som man kan blive helt afhængig af. Med oversætterparret Preis & Monrads fordanskning af Schwindel. Gefühle. kan man nu få mere af den på dansk. Højde. Skræk. er den kommet til at hedde, og jeg kan ikke komme på nogen anden løsning, men den tyske titels ’svimmelhed’ og ’følelser’ slår alligevel bedre bogens univers og tone an.

Plagede mænd

Bogen består af fire fortællinger om plagede mænd, der foretager rejser på det europæiske kontinent, som Sebald selv eksilerede sig frivilligt fra ved at emigrere til England.

Først hører vi om Henry Beyles (Stendhals) rejser i Italien, først som ung og længselsfuld soldat i Napoleons hær, siden som syfilisplaget (stadig længselsfuld) kvindeelsker. (Dette med ’først’ og ’siden’ er min genfortællings konstruktion; hos Sebald er tiden aldrig en linje, men lag på lag.) Dernæst får vi en lang pseudodetektivisk jeg-fortælling om to rejser, som Sebald, til dels i Kafkas fodspor, foretog til Wien, Trieste, Verona og Gardasøen med syv års mellemrum. Tredje fortælling træder direkte i Kafkas fodspor og lader ham (under navnet Dr. K) bære perspektivet i en beretning om hans rejse til sanatoriet ved Gardasøen. Med fjerde fortælling vender vi tilbage til jeg-fortælleren Sebald, som opsøger barndommens landsby i Bayern. Dér hvor han blev født i 1944 og voksede ud af de store krigs-ødelæggelser, som ingen fortalte barnet om, men som så meget desto mere kastede deres skygge over ham.

Spøgelser

Sebalds Europa er befolket med spøgelser. Konstant dukker afdøde personer op på foruroligende vis, men også med et strejf af komik. I bussen til Riva »steg en femtenårig dreng ind, der på foruroligende vis lignede Franz Kafka«. I Wien sidder Dr. K på hotellets restaurant »som et spøgelse«, og ved siden af ham sidder … Grillparzer! I jeg-fortællingen fra Italiensrejserne sidder Kong Ludvig på en vaporetto i Venedig.

I Sebalds hovedværk Austerlitz (betitlet efter sin hovedperson, hvis navn spiller både på Napoleonskrigenes slagmark og på Auschwitz) er der en fantastisk scene, hvor en flok turister er faldet i søvn i bussen på vej fra Theresienstadt tilbage til Prag. De dinglende, sovende turistkroppe bliver i fortællerens vision en slags aftryk af lejrfangernes kroppe; som flimrende spøgelsesfilm projiceres de døde ofre på de levendes kroppe og er blandt os endnu.

Skygger

Sådanne visioner findes også i Højde. Skræk. Turisterne, der hver aften promenerer i Limones havn, kaldes »feriefolket på vandring«: »Alle som én ulykkelige, tvunget til at vandre her nat efter nat.« Sebalds medrejsende i fyraftenstoget fra Liverpool Street Station hænger »som en slagen hær på deres sæder«. Når passagererne kører ind på banegården i Milano, bliver »alle forvandlet til skygger«.

I Sebalds vision er Europa en slags permanent limbo. En emblematisk figur for det permanente limbo bliver jægeren Gracchus, som Sebald henter fra Kafkas fortælling af samme navn, hvor den stakkels jæger efter et dødbringende klippestyrt sejler omkring på verdenshavene i århundreder, fordi færgemanden farer vild på vej til Dødsriget. Kafkas jæger dobbelt- og trippeleksponeres med døde tyrolerjægere fra Sebalds barndom; den ene faldet ved slaget i Marengo, den anden styrtet i afgrunden som Gracchus.

Det kan måske lyde dystert, men ligesom der er et blidt strejf af komik over Sebalds spøgelseshær, er der også et strejf af forsoning. Ikke forsoning med de store krigsforbrydelser, de er og bliver ubodelige hos Sebald. Men en slags forsoning med ofrene og med de levende, for så vidt som de bliver til lærred for ofrenes spøgelser, for så vidt som de lader sig invadere af den skrøbelighed og udsathed, som gør os alle til potentielle lidende. Den trætte passagerflok i undergrunden udviser for fortællerens blik en slags solidaritet med spøgelserne, næsten som om de stakkels hvileløse her for en stund kan stedes til hvile. Samtidig med at visionen selvfølgelig også går den anden vej: Der er noget stakkels og lidende over en flok trætte funktionærer på vej hjem fra arbejde; der er en infernalsk gentagelsestvang hos de turister, som ferieindustrien producerer.

Kærlighedens rædsler

Det, som måske er allermest skyggeagtigt til stede hos Sebald og er med til give hans univers dets særlige melankolske farvning, er seksualiteten. Stendhal og Kafka, skørtejægeren og asketen, er tilsyneladende hinandens modsætninger i den henseende, men i Sebalds fremstilling bliver der noget beslægtet mellem Stendhals syfilitiske kærlighedslidelser og Kafkas kvaler med kvindens nærvær.

Bogens eneste sexscene er den lille drengs urscene-agtige beluring af jægeren, der som bølger slår mod en ung kvindes underliv, »indtil de, jægeren og Ramona, til sidst dannede én eneste ikke mere adskillelig form«. Skildringen ligner en scene fra Sebalds Saturns Ringe, hvor den rejsende fra et højdepunkt ser et mangebenet misfoster på stranden, som viser sig at være et elskende par. Fremmedgørelsen over for seksualiteten bliver en ingrediens i Sebalds særlige melankoli.

Billeder

Sebalds rejseberetninger er også en slags scrapbøger, isprængt postkort, bykort, reproduktioner af malerier og sågar billetter og kvitteringer. Illustrationerne bliver et indslag i tekstens bestandige diskussion af, hvordan det oplevede overhovedet fastholdes og erindres, hvordan det bliver del af en bevidsthed.

Billederne kan være skygger af skygger, men de kan også være beslægtede med spøgelserne i skyggeriget, som fortæller om vold og død midt i den tilsyneladende europæiske idyl. Således billederne på væggene og gavlene og kirkemurene i Sebalds barndomsby. Den lille dreng glaner over helgeners dragekamp og martyrers lidelser, og i et stilfærdigt gammeljomfruhjem kan der ske de drabeligste ting hen over kagefadet: »På væggen over anretterbordet hang et billede, der forestillede to elskende, som var ved at begå selvmord.«

At samle billeder og lægge dem oven i hinanden er og bliver Sebalds skrive-, rejse- og erindringsform, hvor dobbelteksponeringerne fremkalder det usynlige frem for at tilsløre det synlige. Det er ikke bare fantastisk at læse, det er også vigtigt at læse. I solidaritet med Europas spøgelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu