Læsetid: 4 min.

Superhelten, der blev til skurk

’Chronicle’ er en spændende og forbløffende vellykket blanding af hverdagsrealistisk ungdomsdrama og superheltefilm
19. april 2012

»Med store kræfter følger stort ansvar.«

Sådan siger Peter Parkers døende onkel Ben til sin nevø, som indirekte er skyld i, at onklen bliver skudt, fordi Peter som sit alter ego, superhelten Spider-Man, og i et anfald af ren arrogance undlader at stoppe den røver, som ender med at skyde Ben.

Og sådan vil man ønske, at en eller anden havde sagt til de unge hovedpersoner i Josh Trank og Max Landis’ usædvanlige superheltefilm, Chronicle. Det var tegneserieforfatteren Stan Lee, der i 1960’erne – og begyndende med Spider-Man – forsynede superheltene med en ganske almindelig hverdag og lod den kollidere med den krævende superheltegerning.

Peter Parker var en ung mand med penge-, arbejds- og kæresteproblemer, der blev bidt af en radioaktiv edderkop og nu pludselig kunne de mest utrolige ting. Spider-Man blev født, uden at det dog gjorde Peter Parkers hverdag mindre problemfyldt. Snarere tværtimod.

Chronicle, som Trank har instrueret og Landis skrevet – på baggrund af en fælles idé – går et skridt videre end Stan Lee. Filmen handler om tre meget forskellige gymnasieknægte, Andrew (Dane DeHaan), hans fætter, Matt (Alex Russell), og dennes ven, Steve (Michael B. Jordan), der en nat efter en fest finder et hul i jorden med en mærkelig krystalagtig tingest, som, viser det sig, giver dem superkræfter.

Utilpasset ungdom

Inden da har vi fået slået fast, at hvor Steve og Matt er et par populære herrer, så er Andrew en socialt handicappet, utilpasset enspænder, hvis mor er dødssyg, og hvis fordrukne far lader al vrede over sin egen og morens skæbne gå ud over sin søn. Andrew mobbes i skolen, og han anskaffer sig et kamera, så han kan dokumentere – og gennem linsen måske læg-ge en distance til – sit alt andet end lykkelige liv.

Det er således Andrews evigt tilstedeværende kamera og mange optagelser, som udgør broderparten af filmen, der i stil med The Blair Witch Project og Cloverfield fortæller sin historie via såkaldt found footage. Det virker forbavsende godt, selv om der også i Chronicle er enkelte øjeblikke, hvor det ikke virker logisk, at Andrew ville blive ved med at filme, og selv om det aldrig bliver forklaret, hvem der har sat materialet sammen til en film.

Nyt liv

Da Andrew, Matt og Steve opdager, at mødet med den underjordiske krystal har forvandlet dem, givet dem evnen til at flyve og flytte ting ved tankens kraft, går de straks i gang med at afprøve deres nye superkræfter. Det begynder uskyldigt og sjovt – boldspil flere hundrede meter oppe i luften, practical jokes med forbipasserende – og pludselig og enorm popularitet til Andrew, da han foran hele skolen giver den som illusionist, så selv David Copperfield ville blive misundelig.

Men superkræfter heler ikke et skrøbeligt, ustabilt sind eller de sår, Andrew har på sjælen. De forstærker snarere ens væsen og naturlige sindsstemning, og Chronicle bliver mørkere og mørkere, i takt med at Andrew bruger sine kræfter på knap så pæne ting og siden i Nietzsches ånd begynder at tænke overmennesketanker og opfatte sig selv som en gud; vel at mærke en hævngerrig én af slagsen, der slår igen på sin far og straffer dem, der stiller sig i vejen for ham.

Matt og Steve forsøger at hjælpe, men Andrew er sunket så langt ned i afgrunden, at han også langer ud efter dem, hvilket både får fatale konsekvenser og fører til et opgør af monstrøse proportioner, som i voldsomhed og omfang af ødelæggelser ikke lader noget tilbage at ønske i forhold til andre superheltefilm.

Begavet præmis

Det er ikke helt forkert at beskrive Chronicle som en fantastisk udgave af Gus Van Sants Elephant, der handlede om et high school-skyderi i USA, og der synes da heller ingen tvivl at være om, at Josh Trank og Max Landis – søn af genremesteren John Landis – har villet give ungdomsfilmen og superheltegenren nyt liv. Og det lykkes dem.

Det er en fascinerende og begavet præmis, filmen er baseret på, og fordi den i udgangspunktet er så realistisk, giver den i endnu højere grad end f.eks. Spider-Man mulighed for at identificere sig med de tre hovedpersoner og sætte sig ind Andrews ulykkelige situation og forstå baggrunden for hans destruktive adfærd.

I superhelteoptik vækker i øvrigt Chronicle mindelser om Peter Snejbjerg og John Arcudis læseværdige tegneserie Almægtig, der også fortæller historien om, hvordan et almindeligt mennesker får superkræfter, tror, han er en gud, og ender som superskurk.

De tre unge skuespillere, der har hovedrollerne i filmen, er glimrende, men det er trods alt Dane DeHaan i rollen som den plagede Andrew, der løber med de fleste af de scener, han er med i. Man har ondt af ham, og forfærdelsen over hans hensynsløshed er stor. Man tager sig selv i at ønske, at Andrew havde haft en faderskikkelse, der ligesom Peter Parkers onkel Ben kunne have lært ham at bruge sine mægtige kræfter i det godes tjeneste.

 

Chronicle. Instruktion: Josh Trank. Manuskript: Max Landis. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu