Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ti år, der ændrede nationen

Kritisk krigskrønike giver overblik over Danmarks ti år som krigsførende nation og indblik i krigens politiske maskinrum. Men når man breder sig for meget, går det som bekendt ud over dybden
Hverken politikerne eller generalerne havde nogen anelse om, hvad det var for en opgave, de danske soldater skulle løse i Helmand, hvor lokale magtkampe og narkoøkonomi spiller mindst lige så afgørende en rolle som Taleban.

Hverken politikerne eller generalerne havde nogen anelse om, hvad det var for en opgave, de danske soldater skulle løse i Helmand, hvor lokale magtkampe og narkoøkonomi spiller mindst lige så afgørende en rolle som Taleban.

Søren Bidstrup

Kultur
24. april 2012

Overblik, sammenhæng, perspektiv, analyse.

Det har været ambitionen med krigskrøniken Et land i krig, som udkommer i dag.

Over mere end 700 sider tager de to Politiken-journalister Lars Halskov og Jacob Svendsen læseren med på en samtidshistorisk tour de force gennem de seneste ti år, hvor Danmark for alvor har været en krigsførende nation.

Fortællingen strækker sig fra chokket over 11. september til specialstyrkernes jagt på al-Qaeda i Afghanistan, fra Danmarks deltagelse i krigen mod den irakiske diktator Saddam Hussein og den langtrukne kamp mod Taleban i Helmand til sidste års vellykkede lynkrig mod Libyens enevældige hersker, Muammar Gaddafi. Det hele er med.

Og samtidig forsøger de to forfattere at kaste lys over den politiske beslutningsproces, der førte til beslutningerne om gå i krig, og ikke mindst forsøger de at afdække nye sider af den danske krigs-indsats. Et på alle måder ambitiøst projekt.

Vil det hele

For den læser, der gerne vil læse én enkelt bog om Danmarks krigsdeltagelse, er denne mammut et oplagt valg. Referatet af de mange sager, som har været fremme i medierne de seneste ti år, giver i sig selv et glimrende overblik over en æra, der begyndte med Jægerkorpsets indsættelse i Afghanistan i januar 2002 og meget vel kan være overstået, når den sidste danske kampsoldat rejser hjem fra Helmand ved nytårstid.

Scene for scene gennemgår forfatterne i strikt kronologisk orden alle de vigtigste sager, udviklinger og diskussioner fra de seneste ti år; fra debatten om grundlaget for Irak-krigen over FE-sagen til balladen om DR-dokumentaren Den Hemmelige Krig, til Hommel-sagen, lækagesagen og Wikileaks-afsløringerne af dansk fangepolitik i Irak.

Genfortællingerne hviler tungt på skuldrene af bl.a. Informations journalistik gennem hele perioden, men journalisterne har også gennem aktindsigter og interview med en række politiske nøglepersoner og topfolk i forsvaret bidraget med en række sammenhængende beskrivelser af de svære og ofte kontroversielle beslutninger, som ministre, embedsmænd og officerer har truffet på nationens vegne de seneste ti år.

Blindebuk

Bogens præmis er, at Danmark har ført krig i adskillige år, uden at de ansvarlige reelt har vidst, hvad de foretog sig. Hverken politikerne eller forsvarets ledelse anede tilsyneladende, hvilket sekterisk morads de sendte de danske soldater ned til i Basra i 2003. Og det samme gjorde sig tilsyneladende gældende, da de tre år senere sendte soldaterne til Helmand for at tage kampen op mod Taleban.

Præmissen er hverken ny eller banebrydende; f.eks. udgav de tre Berlingske-journalister Bjerre, Larsen og Stougaard allerede i 2008 fortællingen Blindt ind i Basra med samme pointe.

Til gengæld er det en behagelig undskyldning for de politikere og officerer, der set i bakspejlet synes, at prisen for det gode forhold til USA har været lidt vel høj.

Bredde eller dybde

Et Land i krig er generelt en kritisk og omhyggelig krigskrønike, men når man vil have det hele med, går det som bekendt ud over dybden – og skarpheden. Også selv om man har 702 sider til sin rådighed.

De fleste sager får tildelt i omegnen af to-tre sider, hvilket betyder, at de fleste sager fremstår som lige vigtige – eller lige gyldige. Også rent fortælleteknisk giver den slaviske gennemgang af samtlige sager en vis monotoni. Synd, at der ikke er flere rekonstruktioner a la den af slaget ved Musa Qala, hvor læseren møder Thomas og Georg, mens kugler og murbrokker fyger gennem luften, og blodet siler.

Selvfølgelig har et afgørende møde mellem Per Stig Møller og Mogens Lykketoft ikke samme dramatiske fascinationskraft, men stilistisk ville den meget lange beretning have haft godt af et mere sprudlende sprog, en mere varieret fremstilling og færre referater af allerede offentliggjorte artikler og bøger.

Og så kunne man ønske, at forfatteren havde gjort mere ud af det mønster af fortielser, vildledning og misinformation, som fremgår af bogen. På forhånd er det ganske vist velkendt, at forsvaret og politikerne aldrig har villet oplyse, hvor mange irakiske oprørere og talebanere de danske soldater har dræbt.

Det er også velkendt, at forsvaret og politikerne har forsøgt at minimere antallet af fanger, skjule risikoen for tortur og fangemishandling, at de har forsøgt at undgå offentliggørelsen af de kontroversielle dele af dokumentaren Armadillo, at der blev udfoldet ekstreme kræfter på at afbøde skadevirkningen af Den Hemmelige Krig, at oplysninger om døde fanger i Irak blev hemmeligholdt osv. osv.

Men når de mange eksempler på fortielser og spin strikkes sammen, tegner der sig et særdeles foruroligende billede af et årti, hvor både offentligheden, medierne og Folketinget igen og igen er blevet ført bag lyset. Alt sammen for at sikre fortsat opbakning til krigen. Det kunne derfor have været rigtig interessant med et frisk bud på, hvad de ti år ved krigsfronten har gjort ved Danmark – ved beslutningstagerne, ved demokratiet og ved dem, der har været i krig.

 

’Et land i krig. Hvordan Danmark blev krigsførende – og politikere og generaler famlede i blinde’. Lars Halskov og Jacob Svendsen. 702 sider. 350 kr. Politikens Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Det er en dybt sørgelig udvikling.
Ikke mindst, når man husker i hvor høj grad, Danmarks deltagelse i krige er baseret på løgne, uansvarlig kynisme og uvidenhed om de lande og befolkninger langt fra Danmark, Danmarks såkaldte forsvar fører krig i og mod.

I krig er det første ofre sandheden. Det er værd at huske når politiker og medier begynder at slå på tromme for endnu en krig. Iran, Syren eller andre.

Endelig syntes jeg det er værd at overveje som ikke det netop var invasionen og den del og hersk taktik der fulgte med, der skabte den sekteriske vold i IIrak.

Inden krigen var der masser af blande ægtesakber og ingen vold.

Christian de Coninck Lucas

Hvad med et "friskt bud" på hvorfor det var så nemt for Cheney, Bush, Blair et al at den lille wannabe Anders Fogh Rasmussen med på en aldeles ulovlig invasion af Irak baseret på løgne og skjulte dagsordner, der leder langt ind i det amerikanske olie og sikkerhes dynasti. Hush på, Bush Snr, var CIA-Director i den periode hvor Saddam Hussein kom til magten og han begyndte straks at modtage våben fra "Team B" kliken - Rumsfeld, Cheney osv.

Også var der den der bullshit historie med at Saddam Hussein kørte et assassination plot mpd George Bush Senior, men det var nok mest af indenrigs årsager da Bush familen som bekendt ses som Pavens private udsending i det land - med god grund.
Det ser ikke ud som om det var særlig seriøst, men George W. Bush kørte en del på det, men nvner naturligvis aldrig at Snr. er en karriere "covert operator", ligesom sin far Prescott. Han løj endda for Kongressen under bekræftelses høringen til posten som CIA director. Og han var i Dallas den 22. november 1963. And this is just the beginning...

Alt dette har INTET med rebuplikken USA at gøre, men alt med et privat "corporate empire" baseret på olie, "private fractional central banking" især omkring Rothcshild, Rockefeller, Gammell og Morgan familierne), militær industri og ultra hemmelig forskning.

Kom den MEGET lange undersøgelse af krigene i forkøbet.

Bekymrer det Information at AFRs navn er på den liste fra 1999 for medlemmer af det fordækte Commitee of 300? Bekymrer det jer, at han tager krigen, ulovlighederne, sit begestring for Bush, Ayn Rand osv. med et kæmpe smil til trods for at alt hvad disse dikterer modarbejder menneskerettigheder og national suverænitet?

Det burde det i mine øjne.

Mikkel Hansen

@ Jakob Krogh

"Inden krigen var der masser af blande ægtesakber og ingen vold."

Var der ingen vold i Irak inden krigen Jakob Krogh?
Er du nu sikker på at shiamuslimerne og kurderne er af samme opfattelse???

Nicolai Hansen

Ja, Irak var i sandhed et fredeligt og idylisk sted, hvor fuglene kvidrede og idyllen kunne findes på hvert eneste gadehjørne. Assyrianerne, shabakerne, yazidierne, jøderne og mendeanerne havde det specielt godt. Irak var jo under Hussein i en guldalder. Specielt for disse minoriteter.

Andreas Trägårdh

Fortæller bogen om CIA mordet på bla. Robin Cook og Dr. Kelly?

http://the-tap.blogspot.com/2011/05/robin-cook-revealed-falsehood-of-al....

Ib Christensen

Begynder næsten at tro der er lys forude, når man i en dansk avis kan læse "prisen for det gode forhold til USA " nævnt som årsag til krigsdeltagelse.
En skam, at jeg ikke tror, at bogen nævner noget om hvordan opiums valmuerne nu frodigt blomstre i afghanistan og også i Irak. Blomsten må efterhånden betragtes som symbol for det Demokrati der plantes.

Flemming Adelskov

At Irak ikke var idyl under Sadam Hussein, ændre ikke ved faktum, at krigen blev sat i gang på et falsk grundlag. Frankrig, Tyskland og Rusland modsatte sig for 10 år siden Irak-krigen, men det kunne ikke stoppe, at England, USA og lille Danmark indledte en krig, som mere og mere ligner en 20-30 års krig mellem angelsaksiske etniske grupper på den ene side og den muslimske verden på den anden. Artiklen konkluderer iflg bogen, at de ansvarlige politikere ikke har været klar over hvad de foretog sig, at offentligheden er blevet ført bag lyset gennem fortielser og spin. Tilslut spørges der om hvad ”sådan en gang rod (og vel nok spild af ressourcer) har gjort ved Danmark og beslutningsprocessen.
Selv mindes jeg, at Lene Espersen som udenrigsminister udtalte sig sådan nogenlunde: når vi er færdig i Irak og Afghanistan er der nye opgaver for os i Afrika, er det blevet et mål at være krigsførende?. Derfor var det forfriskende at de konservative mistede indflydelse, men det første HTS og Nick Hækkerup gør som ministre er at rejse ud til fronten og ”ved selvsyn forsikre sig om at krigen må og skal fortsætte så længe det er muligt”.

Beslutnings processen bliver ikke ændret før, at det bliver nedfældet i en ny grundlov, at Danmark ikke kan sende tropper og materiel til en krig i andre lande, uden det er vedtaget ved en folkeafstemning.

Ib Christensen

@Flemming Adelskov

Absolut helt enig, på nær et punkt.

Det er for farligt at bakke op om grundlovs ændringerne, da nuværende forhold gør det mere end sandsynligt, at en sådanne opbakning vil blive spinnet og misbrugt. Så de ændringer det bliver til slet ikke vil ligne dem vi håber på.

Husk på, at der var ingen grådige mennesker der naivt genvalgte venstre i håb om skattelettelser. Alle genvalgte VKO fordi de bakkede op om krigen.

Andreas T,
Der står intet i kapitlet "Krigsforberedelserne" om hverken Robin Cook eller Dr. Kelly, ej heller andetssteds i bogen, med mindre jeg har overset noget.

Linker til Robin Cook's fremragende og afbalancerede tale, da han trådte tilbage 17.3 2003:

http://video.google.com/videoplay?docid=7345986942222242060

Jens Thorning

Jeg undrer mig umådeligt, når det siges, at man bevarede Armadillo-basen af hensyn til opinionen, og når man af samme grund med alle midler søgte at skjule overgivelse af fanger til tortur.

Mit indtryk er nemlig, at danskerne (de helt almindelige, hårdtarbejdende, lovlydige, kronisk glade og tilfredse danskere) går ind for krig af princip - formentlig fordi det altid går ud over muslimer med Kosovo som bemærkelsesværdig undtagelse.

Nej, det var ikke sådan i 1980'erne, men da gik medierne og deres røde lejesvende heller ikke ind for krig. Drag selv konklusionen. Det er ikke svært.

Per Dørup Jensen

Ja, men man ikke glemme at Danmarks såkaldte aktivistiske udenrigspolitik tog sin begyndelse med Nyrup FØR VK-regeringen, tog over.
Den Socialdemokratisk- ledede regering støttede jo Nato´s FN ulovlige krig mod det halv-socialistiske ex-Jugoslavien gennem 1990 érne - også selvom Danmark ikke direkte tog del i massedrabet på de jugoslaviske sikkerhedsstyrker, som tilfældet var i libyen i 2011.
Danmarks følgende meddelagtighed i det ligeledes FN-ulovlige overfald på Irak under VK-regeringen skete ydermere, som bekendt på på et konkret falsk grundlag.
Danmark har altså bidraget til at det meste af ex-Jugoslavien, inklusiv Kosovo, idag fortsat er ødelagt og forarmet:, mens det ellers blomstrende Irak idag, omend muligt er endnu mere ødelagt - og hærget af de shiamuslimiske bander Saddam holdt i ave.
I Libyen spillede Danmark som bekendt rollen som Nato`s front-terrier, der fra 5 kms højde begik teknologisk præcisions-massedrab på pansrede libyske enheder. Det er ikke sikkert, at de pårørerende til Libyens forsvarsstyrker, hylder Danmarks indsats som herhjemme.
Angrebs-påskudet, som selv Enhedslisten købte, var, at Benghazis 2 million-store befolkning stod umiddelbart foran udryddelse - selvom det naturligvis kun var rotterne Gaddafi gik efter,, og som tilmed var blevet lovet en flugt-korridor.
Danmark har altså med sin fuldgyldige udenrigspolitske tilslutning til USA- og EU-imperialismen særdeles aktivt medvirket til at Libyen idag ligger komplet i ruiner. Og at det sorte Afrika nu kan sejle sin egen sø.
Men nu har de vestlige medier naturligvis mørkelagt hvad der sker i Libyen og hvilke konsekvenser det har fået for det sorte Afrika, som "tyrannen" støttede med rund hånd.
Og den dag idag fører den "røde regering"" krafigt støttet af Socialistisk Folkeparti, en kontinuerlig borgerlig, imperialistisk udenrigspolitik vendt mod Syrien, hvis befolkning sandsynligvis, nar Nato og dets FN lakaj har færdigspillet sit politiske refærdiggørelses-teater, kan se frem til et Irak og Libyens-scenarium, hvor landet, ledes af et islamisk styre og hærges af dets lovløse bander.

Anders Jensen

Er der noget nyt i bogen, eller er den blot et genoptryk af de sidste ti års avisartikler ?

Thorsten Lind

10 år?
De tæller vist ikke særlig godt,
de to journalister fra Politiken!

@Per Dørup Jensen har ret i,
at det var SR-regeringen,
der reintroducerede dansk militarisme
tilbage i 90´erne.

Poul Nyrup & Marianne Jelved,
fortjener bestemt også credit,
for den militante voldsspiral,
som Kongeriget DK bliver suget ned i....!!
Mvh Th

Steffen Gliese

En nation, der fører angrebskrig, kan ikke undgå at forrå de unge mænd, der i stedet burde forestå samfundets drift og udvikling. Vi skaber en folkekarakter, som vi ellers var godt på vej til at udradere i de gode år, hvor der næsten var flere militærnægtere end afsonere.

det lyder, alt i alt, temmelig romantisk. og der er ingen grund til at tro, at fogh ikke vidste alt om de løgne der skulle serveres op for befolkningen

Anders Jensen

Hvad er det for en folkekarakter Peter ?

Der er et par ting, der virker underlige i artiklen. Forestillingen om ar den tidligere regering skulle have forsøgt at skjule det virkelige antale fanger og tilbageholdte virker ulogisk. Det var jo meddelt, at der var videreleveret 195, senere 198, fanger til briterne og irakerne. At der så også var tilbageholdt ca 300 i kortere eller længere tid i forskellige mere dagligdags situationer, hvorfor skulle det være kontroversielt? Det er vel blot et udtryk for de danske soldaters aktivitetsniveau, og til benefice for skatteyderne kunne de have udleveret en liste over de situationer, hvopr de havde tilbageholdt irakere: mistænkte snigskytter, grupper der havde opført sig mistænkeligt, ved vejspærringer etc. Det virkeligt kritiske var da de videreleverede fanger.
Der blev ikke brugt ekstreme kræfter på at afbøde skadevirkningerne efter Den Hemmelige Krig, det var ikke nødvendigt, dertil var den for tendentiøs, for ensidig og for dårlig. Som jeg husker det, var den meget nem at skyde ned. Armadillo er en helt anden sag, den opfattes vel nærmest som en realistisk hverdagsheltesaga, og er meget populær, den sælges som dvd i Blockbuster. Forsvaret kunne formentlig bruge den som rekrutteringsfilm.
Hvor ser Charlotte Aagaard egentlig nødvendigheden i at lyve om fangetallene og i at redigere i Armadillo for at sikre opbakningen til krigen? Det virker ikke sandsynligt, at det skulle være afgørende.

"Bogens præmis er, at Danmark har ført krig i adskillige år, uden at de ansvarlige reelt har vidst, hvad de foretog sig. Hverken politikerne eller forsvarets ledelse anede tilsyneladende, hvilket sekterisk morads de sendte de danske soldater ned til i Basra i 2003".

Ja, det kan undre, at Anders Fogh Rasmussen, der normalt var velforberedt, tilsyneladende ikke havde større viden om Irak, men valgte at følge USA.

Amerikanerne fejlbedømte opinionen i Irak og ignorerede underretninger om det politiske og psykologiske stemningsleje, skriver en tidl. svensk ambassadør i Bagdad i sin bog "Vägval Irak", 2008: "Dette förklaras i sin tur delvis av att de förlitade sig på rådgivare och irakier i exil som antingen själva inte följt utvecklingen eller var ute i egna syften. Men det som framför allt saknades var rådgivare insatta i Mellanöstens historia". p.154

Og p. 155: "Den andra stora felbedömningen består i att ha underskattat patriotismen hos irakierna och deras väl dokumenterade motstånd mot varje form av ockupation, utländsk dominans och utländskt inflytande överhuvudtaget. De irakier som aktivt bekämpar ockupanterna och den politiska processen är ganska få, men de skulle inte kunna verka utan passiv medverkan av befolkningen. Den amerikanska administrationen borde ha lyssnat til den expertis på Mellanöstern som misstrodde talet om att trupperna skulla hälsas som befriare".

t.o. Två perspektiv på Irakkriget, Sydsvenska Dagbladet, 2008 og 2010.

Og Bo Elkjærs bog “Kære statsminister! Løgnen om krigen i Irak” kan læses på nettet. Linker til kapitlet : “FN-Chef: Rasmussens krig er min største skuffelse”.

Peter Pedersen

Delvist en Vrøvle-historie !

Der er reelt ikke ændret et eneste komma fra tiden i 1990'erne med Nyrup / Niels Helvegs
udsendelse af "fredsbevarende" FN styrker til Balkan-området, til en fred, der ikke eksisterede -
og uden nogen form for træning eller mental forberedelse på at skulle være passivt vidne til de nedslagtninger af tusindvis af civile bogere,
som mange danske soldater, politifolk eller beredskabs-folk på dybt forræderisk vis blev udsendt til af den populistisk-humanitær-militaristiske S/R regering.

Danskerne var udsendt til FN-tjeneste på Balkan uden mandat, bevæbning, beskyttelsesforanstaltninger, militær rygdækning eller andet, til at forbedre den stedlige situation - uanset Nyrup/ Jelved regeringens konsekvente løgnehistorier om det modsatte.

Uanset, at dette har kostet hundredvis af disse danske medborgere invaliderende psykiske skader, massevis af selvmord , og forsøg på samme,
er der ikke en eneste af de" kloge" populistiske forfattere, der mener de kan tjene penge på at skrive bøger om at undersøge den tid.

Desuden er der heller ikke populisime nok i sagen til at politikerne nedsætter kommissioner til at undersøge Nyrup / Helveg-beslutningen om fx. at bombe Serbien uden noget mandat i FNs sikkerhedsråd.

Det eneste der er ændret er at pressen overhovedet ikke interesserede sig for sagen dengang,
fordi det ikke passede ind i danksernes verdensbillede af FN-sporet

I stedet burde dette i høj grad være selverkendelsens stund for selv Charlotte Aagaard & Co,
men landets samlede masse af overbetalte rygte-formidlere laller fortsat bevidstløst videre i deres eget ego-fikserede univers.

Ændret verden - min bare....!

martin jensen

Obama administration announces ‘War on Terror’ is over

http://www.infowars.com/obama-administration-announces-war-on-terror-is-...

Jens Thorning

Lanceringen af Milosevic som Hitler, der planlagde et nyt Holocaust, var en kæmpemæssig PR-succes, der blev fulgt op af Saddam Hussein som sindssyg lystmorder, Osama bin Laden som Verdens Ondeste og senest oberst Gaddafi, manden som vi genopdagede som skurk og som atter fik skylden for Lockerbie-affæren, som vi ellers havde tilgivet ham på grund af olien. Med denne selvkørende PR-mekanisme kan vi føre enhver slags krig, mens folk jubler i baggrunden.

Genha Faldtstein

Dansk krigsdeltagelse bør altid besluttes ved en folkeafstemning. De danske statsborgere er nemlig klogere end politikerne, der ganske offentligt opildner til had og destruktion, af andre kulturer og samfund, baseret på en uoverskuelig mangel på dokumentation.

Folkeafstemning.
Det er et dejligt ord, der desværre frygtes af mange, specielt politikere. Jeg kan desværre næsten smage splittelsen og den voksende mistro blandt mine landsmænd.

Steffen Gliese

Måske, Genha Faldtstein, er det derfor, Schweiz aldrig fører krige, selvom landet er større og mere folkerigt end Danmark.

Bjarne Bisgaard Jensen

I Schweiz er folket politikere og politikerne deres tjenere

Genha Faldtstein

Det fører naturligvis nye problemstillinger med sig, men sådan fungerer udvikling nu engang. Jeg ved at Schweiz rummer store spændinger omkring fx religionsfrihed, hvilket Danmark nok heller ikke kunne gå foruden.

Det kan dog virke som det mindre onde, set som et alternativ til krig. Måske er det et bedre sted at starte, om ikke andet, da der ingen garantier er for, at vi vil ende i samme fodspor.

Jeg må sige at jeg bliver dybt forundret over diverse forsøg på at renvaske Milosevic.

At en sammenligning Milosevic/Hitler halter skyldes er klart, Milosevic havde slet ikke de destruktive ressourcer som Hitler havde, men han manglede sgu ikke viljen.

Også sammenligningen mellem DK's indsats i Balkan med Irak, Helmland og Livyen er noget vrøvl.

I Balkan konflikten har FN pga. Ruslands særlige forhold til Serbien været handlingslammet overfor et folkemord der var godt kommet i gang.
Der blev aldrig indsat kampstyrker på jorden, og selv om USA's bombning af Serbien i bedste fald kan betegnes som kontrovers kan det ikke sammenlignes med den målrettede og militær-strategisk absolut unødvendige ødelæggelse af Iraks civile infrastruktur.