Læsetid: 3 min.

Traditioner i opbrud

Tendensen er sikker. Efter reformbølgerne med barokken er turen kommet til romantikerne og den tidlige modernisme. Tre nye cd’er er blot toppen af isbjerget
10. april 2012

Med Le sacre du printemps skabte Stravinskij en helt ny musik for godt 100 år siden, en balletmusik med nye trin, nye bevægelser og en ny korpsånd. Uropførelsen i Paris blev en succès de scandale, partituret forblev længe utilnærmeligt, for svært at spille og for støjende at lytte til. I dag opføres Sacre af ethvert symfoniorkester med respekt for sig selv, men måske er vi med årene blevet vænnet til høre den samme Sacre. Groft sagt med den lidt primitive tilgang, hvor orkestret svælger i fede dissonanser, orgiastiske sekvenser, den rå kraft osv.

Af samme grund er det noget så tiltalende at lytte til Iván Fischers med Budapest Festivalorkester. Ikke en overraskelse, for de spillede den på visit i Koncerthuset i december 2010, og det positive indtryk fra dengang forstærkes blot ved genlytningen på cd (Channel Classics). Dette er en elegant gennemdanset og gennemsunget Sacre du printemps. Den tunge forhammer er lagt på hylden, i stedet forarbejdes materialet med finere værktøjer. Hvor som helst der er anledning til det, gøres linjerne bløde og bøjelige; ligesom korte nodeværdier ikke hugges af, men forlænges så tilpas organisk, at man den usynlige koreografi bliver ganske nærværende. De inciterende accenter får ofte mindre drøn end de plejer, formodentlig med tanken på at less is more. Og den ene solo efter den anden spilles umanerligt suverænt af de ungarske mesterblæsere – her må indledningens embryonale forårsmotiver tjene som mønstereksempel.

Bergs engel

Isabelle Faust er efter mine begreber en af vor tids største violinkunstnere, mere uomgængelig end så mange andre mere kendte stjerner. Faust har indspillet to hjørnestene med den bestandigt nysgerrige Claudio Abbado og hans italienske kammerorkester: Beethovens og Alban Bergs violinkoncerter (Harmonia Mundi). Også denne cd kan høres som opbrud, her koncentrerer vi os om Bergs koncert, der bærer undertitlen ’Til minde om en engel’. Skrevet i 1935 delvis under indtryk af den 18-årige Manon Gropius’ død, Alma Mahlers datter fra det korte ægteskab med den tyske arkitekt Walter Gropius.

Alban Berg var mere end almindeligt fascineret af kvinder, man kan finde skjulte hentydninger til tre-fire stykker i violinkoncerten, som i øvrigt endte med at blive et rekviem for ham selv. Denne kvindelige dimension forekommer stærkt nærværende på den nye udgivelse, forstået på den måde at grundstemningen præges af en fremtrædende sensibilitet; opførelsen er mere kammermusikalsk end symfonisk, mere lyrisk end dramatisk, mere klarhovedet end patetisk i værkets sidste faser. Abbados Orchestra Mozart bibringer tilmed en wienerklassisk gennemsigtighed, som indlysende knytter æteriske bånd mellem Berg via Mahler og Schubert til guddommen Mozart. Men Isabelle Faust er englen med buen i denne visionære sørgemusik, styrende og uforfærdet.

Berlioz med glød

»Der er glimrende grunde til at læse Byrons Childe Harold’s Pilgrimage. Men blandt dem kan jeg ikke finde nogen, der angår Berlioz og denne symfoni,« skrev den engelske kritiker Donald Tovey engang, hvorpå han nedsablede Harold en Italie. Det gælder Berlioz’ 2. symfoni, der fortsat er overset og til en vis grad latterliggjort, klemt inde i en sandwich mellem Den fantastiske symfoni og Romeo og Julie. Nu har Harold imidlertid fået en mulighed for rehabilitering, takket være en spektakulær indspilning med Les musiciens du Louvre under Marc Minkowski (Naive Classique). Den er spektakulær, fordi man her hører Berlioz på historiske instrumenter og dermed med nye øjne på klang, tempo og artikulation. Det er hørt før, men ikke med samme konsekvens og glød. Byrons Junker Harold er transporteret til Berlioz egen italienske forestillingsverden, men den romantiske melankoli og erobringslyst er den samme. Vi møder Harold, solobratschen, som den ensomme vandrer i forskellige naturscenerier, som hos Minkowski fremtræder i præcist afvejede farveeksplosioner på animerede steder og med udsøgt svagere nuancer i mere kontemplative momenter. Blæserkorpsets sprøde klangkultur fra en verden af i forgårs er absolut et kapitel for sig. Det meste af alt dette høres i allegrettoen med pilgrimsmarchen og aftensangen, som inspirerede Wagner til pilgrimskoret i Tannhäuser. Hos Berlioz i en langt mere raffineret instrumentation.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu