Hvad skal man med en baghånd, når man har en effektiv forhånd?

Samlede digte. Jørgen Leths æstetiske metode er sådan set ok, når den praktiseres af ham og gennem hans konsekvens profilerer de andre, der findes
Lyrik. Tilegnet og nydt i ét stræk lader ’Samlede digte’ sig opfatte dels som et livsværk og dels som et æstetisk manifest.

Lyrik. Tilegnet og nydt i ét stræk lader ’Samlede digte’ sig opfatte dels som et livsværk og dels som et æstetisk manifest.

Morten Germund
11. maj 2012

Da Jørgen Leth fyldte 65 og man udsendte hans Samlede digte, fyldte de 452 sider og kostede 200 kroner. Nu hvor han snart bliver 75, er bogen blevet 210 sider tykkere og 80 kroner dyrere. I mellemtiden er Leth blevet kult. Dels i kraft af visse provokerende udsagn, dels i kraft af sit hele lange virke som filminstruktør, cykelsportskommentator og æstetisk trendsætter.

Forklaringen herpå kan man se, hver gang man konfronteres med ham, hvilket jo sker imponerende ofte, i betragtning af at døgnet trods alt kun har 24 timer, og manden har den alder, han har. Og forklaringen fremgår med al ønskelig tydelighed af de samlede digte – som virkelig omfatter revl og krat: ikke blot de ni digtsamlinger i udgaven fra 2002, men også Jeg leger at jeg kan alting (1991) og de senest tilkomne Det gør ikke noget (2006) og Hvad er det nu det hedder (2011). Ja, man får tilmed bonusmateriale i form af tidlige digte fra før hans debut i bogform.

Alt som behøves

Og hvad er så den forkromede forklaring? Den består såmænd i hans stil og praksis og i den konsekvens, hvormed hans fremgangsmåde dyrkes. Tag f.eks. et ultraenkelt digt (eller i hvert fald det halve af det) fra Lykken i Ingenmandsland (1967):

Her er et hus i en have. Her er stilheden. / Her er en stue i stilheden / med vinduer ud til en sommer i skred. / Her er et klaver i stuen / med gulnede tangenter og ulden efterklang. / På klaveret findes en vase med blomster fra forleden. / Jeg har ikke glemt hvorfor jeg kom, jeg åbner en dør. / Her er alt som behøves for dagen og natten, / jeg har tændt lys i hele huset og sætter Musik på.

Det karakteristiske præg består paradoksalt nok i fraværet af demonstrative stilistiske manøvrer. Det personlige ligger i det tilsyneladende anonyme. Tekstens effekt beror på den emfatiske gentagelse (»Her er ...«), og charmen består i den sindsro, hvormed digteren afstår fra metaforer og diverse retoriske falbelader. Sådan skriver en Ingen, og sådan skriver altså Jørgen Leth.

Reportagen som digt

Karakteristisk er ligeledes den selvfølgelighed, hvormed Leth i det kendte digt på ni linjer om cykelrytteren Fausto Coppi kan lade en tredjedel bestå i nævnelsen af hans navn, eller den frækhed, hvormed han i samme bog (Sportsdigte, 1967) gør det til en stor ting at erklære, at han altid har »drømt om at eje en baghånd«. Sådan skriver en reporter, som samtidig er digter, og sådan skriver som regel Jørgen Leth. Ikke særlig indviklet, nej, men hvad skal man med en baghånd, når man har en effektiv forhånd?

Vil man have et karakteristisk eksempel på, hvordan Leth fratager digtet dets tyngde, og samtidig gør det prægnant, kan man tage et ultrakort digt fra Glatte hårdtpumpede puder (1969):

 

LIGE NU ØNSKER JEG

at kunne skrive et kort digt

jeg har papir i maskinen

jeg snuser til min arm

jeg snuser til min arm igen

jeg tænker på hvad jeg vil

jeg er færdig

jeg har skrevet et kort digt

 

Når dette kan lade sig gøre, når han kan slippe af sted med så lidt, beror det muligvis på, at de omgivende digte er lange eller i det mindste længere end dette. Konteksten er indreflekteret. Digtet ville ikke have været det samme, dersom det havde stået et andet sted.

Springer vi til de nyere digte, f.eks. dem fra 2011, er fremgangsmåden stadigvæk den samme, blot afpasset nye omstændigheder såsom forfatterens voksende helbredsbesvær:

 

Gå, gå, gå

gå, gå, gå og gå

Det er helt absurd

og åndssvagt

Sætter min ene fod

foran den anden

i sandet som tynger

Gå, gå, gå

gå, gå, gå og gå

Det kan du lige så godt gøre

Det kan ikke skade

i al fald

Du kommer fra et punkt

til et andet

 

Som digter er Leth på 50 år kommet fra et punkt til et andet, i den forstand at han har lagt metaformodernismen bag sig og hengivet sig til en særlig beskrivende simplicitet, som han nu rendyrker med umiskendeligt raffinement.

Manifest og metode

Tilegnet og nydt i ét stræk lader de Samlede digte sig opfatte dels som et livsværk og dels som et æstetisk manifest. Lad os prøve at sætte ord på den overordnede holdning:

Jørgen Leths lyrik er en kritik af subjektet. Metoden består i at reducere jeg’et til en brik i et spil, til et udskifteligt formelement. Betvivle identiteten og jegets fritstående suverænitet, lade det indgå i stadig nye relationer, selv træde ud på kølig distance.

Hans lyrik er kritik af oprindeligheden. Metoden består i at erstatte midtpunktsøgen med processuel permutation. Huske at det samme aldrig vil være »det samme«, men at tingene ændrer sig, når de anbringes i en ny sammenhæng, og at vi selv forandrer os.

Hans lyrik er kritik af dybden. Metoden består i at insistere på overfladen, skinnet, og afvise forestillingen om, at der i vægtningen af ting som ting snarere end som objekter automatisk ligger en fatal kapitulation til materialismen og varesamfundet.

Hans lyrik er kritik af alvoren. Metoden består i at lege med ordene, smage på dem, nyde klangen af et navn, glæde sig ved en vellykket form, grine tilbage, grine høfligt af Døden.

Hans lyrik er kritik af perspektivet. Metoden består i at skifte indstilling, belysning, kameravinkel, fokus. Omarrangere, klippe, forskyde. Betragte resultatet og fastslå, at lortet fungerer.

Hans lyrik er kritikker af metaforen. Metoden består i at berøve verbale genstande al tilskreven betydning og sætte dem i spil, i bevægelse på ny.

Hans lyrik er en kritik af teksten. Metoden består i at sætte digte og rækker af digte op i serier og gentage visse størrelser med minimal eller slet ingen variation. Ommøblere materialet, ophæve ordets Einmaligkeit. Stole på, at der efter teksten kommer et andet digt.

Hans lyrik er kritikker af litteraturen. Metoden består i at lære maksimalt af musikken, billedkunsten og filmen. Forsøge sig frem, gå på tværs af kunstarter, vise at der gerne er fortilfælde andetsteds. Overskride demarkationslinjen mellem litteraturen og de nye og nyeste medier.

Hans lyrik er en kritik af kunsten. Metoden består i at gøre digtet så enkelt som muligt og fratage det dets nærmest medfødte patos. Udkaste det, ikke som udsagn, men som en tilsyneladende tilfældig ansamling af her-og-nu sammenbragte, vistnok kun delvis forbundne genstande.

Så vidt de samlede digtes implicitte kunst- og litteraturteori. Som virker så smartasset modefähig, at det både er til at hulke over og le ad, men som forekommer rigtig, når Jørgen Leth praktiserer den. Og som vel at mærke ikke udelukker andre teorier, men sætter dem i relief eller (sagt med en af de sportsmetaforer som jeg ellers omhyggeligt søgte at undgå) tvinger dem frem på banen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

- Jørgen Leth
- Gyldendal
- 662 sider
- 279,95 kroner

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg har det lige modsat:

Jeg skriver mig op
Bliver ved
Til jeg kommer
Mens ordene
Uanset hvor
vellykkede
eller mislykkede de er
Helt af sig selv
Og næsten notorisk
Havner
I de forkerte lommer

Brugerbillede for steen nielsen
steen nielsen

Flimrende klarsyn

Lyden af ensomheden

Hvem ser hvad
Nogen ser noget
Ingen ser Øjeblikket,

Alle mands eje.

Pejlemærker i ingenmandsland

Kampen
Tiden
Målet

Bevidstheden

Løber

Sandhedens time