Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Døden som en glædelig hengivelse

Faurés ’Requiem’ var tilløbsstykket, men det var nu Haydns ’Oxford-symfoni’, som løftede sig højest ved Ivor Boltons første koncert med DR Symfoniorkestret
Kultur
26. maj 2012

Haydn fortalte om livsglæde og livsdybde, Beethoven celebrerede en stor kollektiv sorg, og Fauré viste, at døden kan være en mild og lykkelig udgang. Det var faktisk et spændende og originalt program for ugens Torsdagskoncert. Idémageren kunne være gæstedirigenten, engelske Ivor Bolton, som er et stort navn i Centraleuropa, bl.a. som chefdirigent for det fortræffelige Mozarteum Orkester i Salzburg.

Bolton har gæstet os for seks år siden, hvor han dirigerede Schubert og Mozart med et fuldstændigt forvandlet Collegium Musicum. Vægtløst, gennemsigtigt og alligevel dynamisk. Helt så gennemført forvandlet lød Radiosymfonikerne ikke forleden, men Bolton havde immervæk sat sit præg på klang og frasering.

Det begyndte i det muntre hjørne med Haydns vidunderlige Oxford-symfoni. Radiosymfonikerne var reduceret til et kammerorkester og sad med de to violingrupper over for hinanden, celloer i midten, kontrabasser til venstre bag 1. violinerne, og blæserne hævet som et kor bagude. Altså i wienerklassisk formation, parat til konversation på kryds og tværs af spillerummet. Og det blev som et beåndet lystspil i fire små akter, flyvende, syngende og pulserende, selv om ikke alle aktører havde fundet ind til alle de tonefald, iscenesætteren så livligt inducerede på podiet.

Rummet blev større og mørkere med Beethoven, flere musikere, fem sangsolister og 80 korsangere. Det var ukendt Beethoven, den 20-åriges kantate i anledning af den habsburgske kejser Josef II’s død i 1790. Josef var den store reformkejser i Oplysningstiden, en monark, der var en sørgekantate værd, og det var interessant at høre, hvor engageret Beethoven gik til opgaven, og hvor meget af hans senere opera Fidelio, der allerede ulmede i ham. Sopransolisten var oftest i ilden, Sylvia Schwartz, med mindelser om operaens Leonora og hendes ædle monologer, ligesom indledningens dystre blæserakkorder henviser til fængselsscenen med helten Florestan.

Det var såre traurigt hele vejen igennem, spændende nok, men desværre med fjerne og for nedtonede solister i forhold til det kommenterende kor.

Klar vision

Ivor Bolton havde held med at betone de operamæssige træk i kantaten, give den højtidelige retorik plads og profilere de recitativiske afsnit over for arierne. Målene var af en helt anden karakter i Faurés Requiem efter pausen. Her havde Bolton sat sig for at lysne denne særegne dødsmesse, sætte den i bevægelse, smidiggøre dens klassiske linjespil. Vi er langt fra Berlioz’ og Verdis dramatiske requier.

Fauré sagde, at de stod ham til langt op i halsen, alle disse begravelsesmesser. Han ville skabe noget helt andet, en glædelig hengivelse, en stræben efter en lykke på den anden side af graven.

Boltons vision var for så vidt klar nok, men den lykkedes kun delvis. Hvor andre i visse satser kan forfalde til det sødladne og slæbende, holdt han stierne rene og pustede liv i tempo og klangdannelse. »Agnus Dei« og »In paradisum« var særlig vellykkede i den henseende. Barytonsolisten Roderick Williams, nu helt fremme på scenen, viste stor nænsomhed over for indhold og udtryk i »Libera me«, mens Sylvia Schwartz skuffede i »Pie Jesu« med en bleg indsats. Det var ikke som en anden sopran i samme sats, om hvem Frederik Dessau engang sagde: »Hun kunne få en sten til at græde.

Det talstærke kor havde sine fine momenter, når musikken svang sig mægtigt op under loftet, men homogeniteten og koncentrationen var ikke altid tilfredsstillende, når grupperne trådte frem enkeltvis.

Orglets specifikke franske klangregistrering spiller en vigtig rolle hos Fauré. Som regel ligger instrumentet som en diskret, men umiskendelig grundfarve, som et lille vibrerende orkester inden i det store orkester.

Desværre havde Ivor Bolton og organisten Per Salo ikke en heldig hånd med balancen, heller ikke altid med den valgte registrering. Orglet druknede ofte orkestret og blev sjældent rigtigt integreret i den samlede klang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her