Læsetid: 3 min.

Den enes afmagt er den andens magt

Når kvinden i ’Ingen åbner’ ikke står stille, så falder hun. Kan man lade en hel roman gå med det? Ja, stilisten Christel Wiinblad kan
21. maj 2012

En kvinde ringer på, men ingen åbner. Sådan fortsætter det side efter side, og jeg nåede at tænke, at sådan ville Christel Wiinblad lade det fortsætte bogen ud. Det er jeg nu overbevist om, at hun ville have kunnet, for hun har så meget sprog og stil, at handling og historie – for ikke at nævne plot – slet ikke er nødvendigt. Det, det drejer sig om, er et menneskes psykiske tilstand. Det er den tilstand, Christel Wiinblad skriver frem. Og på en måde også skriver tilbage. Skiftevis frem og tilbage.

Bogens sætninger kommer inde fra en vaklende og ventende kvindes besværlige hoved. Det kunne være incestofferet fra Christel Wiinbalds forrige roman, Prolog, der nu er blevet en ung kvinde med en interviewbog, hun skal skrive, og en mand, hun skal elske og elskes af. I ét øjeblik bevæger kvindens tanker sig konstruktivt fremad med ord som ’håb’, ’succes’, ’effektiv’, ’sund’ og ’glad’, så glider tankerne langsomt over i tvivlen, der så ender i panik, hvorefter det begynder forfra. Men hele tiden går det bare dårligere og dårligere for kvinden, der har fundet en mand, som indtager terapeutens og beskytterens rolle, men som selv er så forskruet, at han er direkte livsfarlig for hende. Han er tiltrukket af hendes feminine skrøbelighed, hendes smukke sorg over lillesøsterens selvmord og har ovenikøbet taget Gud til hjælp for at understrege sin egen overmenneskelige godhed.

Ingen åbner betyder også, at ingen åbner deres hjerter for hinanden, eller åbner nye døre, kommer videre i livet – eller hvad man nu kan forestille sig af betegnelser for en positiv udvikling.

Kvinden her ved hun skal videre, det er det, alle har fortalt hende, psykologer, psykiatere og nu manden, der har mast sig ind på hende. Alle fortæller de hende, hvordan hun skal komme videre, hun ved det godt, men hun kan ikke mærke det. Hun kan ikke mærke noget. Kun cigaretterne giver hende en fornemmelse af at være fysisk til stede i verden sammen med den fysiske smerte, hun kan påføre sig selv ikke mindst.

Ud over at give læseren en følelse af, at tiden er gået i stå, varierer Wiinblad kun sine sætninger meget lidt. Ingen åbner er hovedsætning efter hovedsætning, i flere passager endda korte hovedsætninger, eller flokke af indledninger med »Det er …«:

»Det er foruroligende at være så stresset, synes hun. Det er uhyggeligt at være disponeret for sindssygen. Det er, som om der ikke længere er nogen vej ud af det. Det er, som om der ikke længere er nogen flugt væk fra det. Det er godt, at hun har ham til at hjælpe sig nu. Det er vigtigt at passe på sig selv. Det er især nødvendigt med det liv, hun har haft. Det er også vigtigt med det liv, hun nu har. Det gælder om ikke at sjuske. Det gælder om ikke at være uopmærksom og selvoptaget. Det er spild af tid at tro, at hun kan fortsætte med at leve, som hun gør. Det er uansvarligt at leve så uengageret. Det er formørket at leve så kedeligt og uinspirerende. Det er chokerende afsporet, indser hun.«

Det udefrakommende terapisprog tørner hele tiden sammen med kvindens eget evige tankemylder. På mig har teknikken en voldsomt engagerende virkning. Jeg engagerer mig i kvinden her, bilder mig ind, at jeg forstår hende, mærker hendes panik foran dørtelefonen, ventende i sin lejlighed eller ventende på den perfekte dessert, som han om et øjeblik stiller foran hende. Aldrig havde jeg forestillet mig, at en mousse au chocolat kunne være så skræmmende.

Ingen åbner handler om andet og mere end et incestoffer, der er løbet ind i en voldspsykopat i alliance med den almægtige fader. Den viser også, hvordan afmagt hos ét menneske giver et andet menneske magt.

I sin forrige roman, Prolog, havde Wiinblad skruet op for sprogmaskineriet, her gør hun det præcis modsatte. Det er vildt interessant at opleve, hvor meget gods, der ligger i den psykologiske realisme eller den udskældte socialrealisme, når en ambitiøs stilist er indigneret. Her skal der ikke udskældes, her skal der kun prises.

 

 

Christel Wiinblad : ’Ingen åbner. Passionsspil’. Gyldendal. 176 sider. 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu