Læsetid: 6 min.

Exners murede excesser, fortid og fremtid i tegl

40 års arbejde med kirker, restaurering og enfamiliehuse er baggrunden for en stor flot bog om Inger og Johannes Exners værk
40 års arbejde med kirker, restaurering og enfamiliehuse er baggrunden for en stor flot bog om Inger og Johannes Exners værk
16. maj 2012

Der er ikke mange nye danske bygninger, som formmæssigt tager gavn af, at en mursten er en lille enhed, og at murværk derfor i princippet kan vrides og vendes. Lundgaard & Tranberg udnytter i Skuespilhuset på Kvæsthusbroen muligheden inden døre. Og til boligbebyggelsen Bispebjerg Bakke indførte Bjørn Nørgaard en bredt buet hæve-sænke-skabelon at mure efter, for at gøre prisen på de langstrakte krøller acceptabel.

Men som regel udløser enhver fravigelse fra normerne en refleksmæssig og betragtelig prisforhøjelse. Så teglens urgamle potentiale bliver ofte reduceret til en regelret, stofligt dekorativ eller til nød isolerende overflade på et firkantet industrielt skelet.

Derfor er det sanseligt opmuntrende at blade i Thomas Bo Jensens tykke bog om arkitekterne Inger og Johannes Exner, som i et langt liv og indbyrdes forståelse har udforsket murværkets egentlige muligheder, i villaer, nye kirker og restaureringer.

Og de står på et solidt historisk fundament. Kalk-, granit- eller marmorblokke og tørrede lervægge er verden over en almindelig byggematerialer, men brændte teglsten i lokalt fast format er først og fremmest en nordeuropæisk tradition. Teglstenen er vejrbestandig, isolerende og kan genbruges, enten som byggefyld i hule mure og hvælvinger, eller bankes ren og genopføres som både beskedne huse og murede underværker.

Duografi

Da istandsættelsen af det udbrændte og ruinerede slot Koldinghus for en menneskealder siden skulle sættes i gang, spurgte den ansvarlige embedsmand opgavens måske kommende arkitekt, Johannes Exner, hvor mange år han mente, arbejdet ville komme til at strække sig over.

Exner var ikke meget for at svare, fordi hele registrerings- og byggeprocessen forekom ham temmelig omfattende. Og sagde han ti år ville kontrakten formentlig komme til at lyde på otte, men skød han på 20 ville den fristende opgave måske ryge tegnestuen af hænde. Så han svarede med fast blik 19 år. Og det blev uden videre accepteret!

Opgaven kom til at strække sig over 18 år, inklusive det løse over 24 år. Og anekdoten er nok typisk for den grundighed, stædige redelighed og underspillede humor, som er Inger og Johannes Exners menneskelige og professionelle varemærke.

Thomas Bo Jensen indleder sin monografi eller duografi, hvis der er noget, der hedder dét, med historien om unge Johannes’ deltagelse i den danske modstandskamp under tyskernes besættelse. Både han og veninden-kompagnonen-hustruen Inger er født i 1926. Så det var en ung gymnasiast og præstesøn, der i krigens sidste år blev taget til fange og forhørt under tortur vel vidende, at det kunne komme til at koste andre i familien livet, hvis han sagde noget.

Det gik godt, også gennem to måneder i Frøslevlejren. Og det er åbenbart først nu, i bogen, at han fortæller nærmere om forløbet. Hvorvidt beretningen så siger noget om ubestikkeligheden i det arkitektoniske værk, er en anden sag.

Exners T egnestue er blevet kendt for en række usædvanlige nyorienterede kirker rundt om i landet, men først og fremmest for en markant holdning til restaurering, bevaring og istandsættelse. Johannes blev ligefrem en kontroversiel professor på området, mens Inger på tegnestueetagen i den store Aarhus-villa så til, at det hele ikke blev for teoretisk eller pittoresk.

Ruiner

Det kontroversielle i Johannes Exners restaureringsfilosofi drejer sig om nænsomt at fastholde alle spor i et bevaringsværdigt bygningsværks historie. Det er en filosofi som historisk set har rødder i arkitekten, anti-industrialisten og geologen John Ruskins bøger om italiensk gotik, fra dengang ruiner for alvor kom ind i billedet.

I samme midte af 1800-tallet huserede arkitekten og bygningshistorikeren Viollet-le-Duc på den anden side af Kanalen og insisterede på at føre franske middelalderruiner tilbage til deres oprindelige imponerende stor- og stolthed. En hel bydel i Carcassonne satte han i stand efter dén i længden skuffende tankegang.

Koldinghus var på nippet til at få samme slags behandling, som i 1960’erne netop var overgået Sønderborg Slot. Men i Kolding lagde en yngre Exner og tegnestuen i 1970 ud med at foreslå et stort simpelt tag hen over ruinen, for at skåne og bevare resterne med henblik på publikumsbesøg og arkæologiske undersøgelser. Selv græsset oven på murkanterne skulle have lov at vokse videre.

Den med arbejdspladstaget gik ikke! Så med et let karikeret forslag til, hvor falsk en udglattende tilbageføring ville se ud, og et andet til illustration af, hvor livfuld en respektfuld tilbageholdenhed ville fremstå, fik han byggekomiteens opbakning til at lade nye murudfyldninger og afdækninger fremstå så moderne, at der ikke kunne herske tvivl om, hvad der er autentisk, og hvad der er tilføjet.

Besøger man den store sal på Koldinghus er princippet tydeligt. Nye fint formede limtræssøjler og -buer står frit i rummet uden at mime illuderende fortid.

Til illustration af det modsatte princip kan man besøge Kastellet i København, hvor alle historiske (jernbane)spor med Mærsk-fondens penge er fyldt ud, for at få det kortklippede voldanlæg til at fremstå i geometrisk helhed. Nærmest som var det en seværdighed i Legoland.

Pejlemærker

Modsætningen mellem Ruskins og Viollet-le-Ducs synsmåder er objektivt svær at forlige. De må snarere afbalanceres fra opgave til opgave og i generationsmæssige skift. Lige nu forsøger man herhjemme at løse konflikten ved at tale om transformation frem for konservering. Men grundlæggende er problemstillingen den samme. Og interessant nok smitter synet på restaurering og bevaring også (overfladisk) af på samtidig bygningskunst eller byfornyelse.

I Exners tilfælde betød tegnestuens mantraer eller dogmer også en lidenskabelig interesse for at opføre nye kirkebygninger ved hjælp af nye praksisformer. Teglstenene skulle helst svømme i mørtel, så forbandet nærmest forsvinder eller ligger som skjult mønster bag den næsten monolitiske bloks overflade.

Retfærdigvis var en sådan særlig murværksæstetik tydelig på tegnestuen allerede før Koldinghus blev Exners ikon. Studier af kirkebygninger i udlandet, tidlig ansættelse hos kirkerestauratoren Mogens Koch, eget hus og de første kirkeopgaver satte fra starten sine spor eller pejlemærker.

Historisk set ligger der et oprør mod det gryende industrielle byggeri gemt i de murede excesser. Det typiske murede enfamiliehus fra boomet omkring 1960 kunne i al almindelighed ikke blive rustikt nok. Med gule indendørs teglvægge som udtryk for materiel nærhed og ærlighed.

På Exners tegnestue måtte der ofte ligefrem kun bruges hele sten, så de murede hjørner udadtil kom til at fremstå som lodrette lynlåse med udstrittende sten-ender. Og de konstruktive principper skulle følge murværkets betingelser, så jern og skjulte stivere kunne undgås.

Byrum

Det store forbillede var den gamle svenske arkitekt Sigurd Lewerentz’ nye Markuskyrka uden for Stockholm.

Med vinduesglas klistret uden på facadens dybe huller så den snarere støbt end muret ud. Og sådan bliver murværket også i mange af Exner-parrets nye kirker overalt i Danmark. Først som kubiske storformer, siden i ekspressivt kantede faconer og med mere og mere pittoreske indslag i måden at mure og forme andre bærende dele af huset på – blomsterformede tagkonstruktioner og jugendagtige konsoller. Men hele tiden holdt inden for en vis funktionel eller praktisk modus.

Enkelte gange sætter Fruen på tegnestuen hælene i og stopper de overhåndtagende dekorative tiltag, fremgår det af bogen.

En af parrets sidste professionelle bedrifter blev på eget initiativ en stribe arkadebutikker op til det projekterede Bruuns Galleri i Aarhus. Det drejede sig om at mildne overgangen mellem de gamle bydele og et nyt butikscenter, med inspiration fra både Firenze og Amsterdam. Derved markerede tegnestuen en kontinuitet fra de tidlige studier af kirkens og menighedens rumlige orientering til organisering af nærmiljøets moderne byrum.

Det fremgår alt sammen af Thomas Bo Jensens grundige og velskrevne bog, som følger murstenstemaet fra forfatterens tidligere mammutbog om Grundtvigskirkens bygmester, P.V. Jensen-Klint.

Med henblik på læseligheden kunne typografien i dele af den nye godt være muret mindre monolitisk op, med større bogstaver og kortere linjer.

 

Thomas Bo Jensen: Inger og Johannes Exner. Forlaget Ikaros Press i samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag og Strandberg Publishing. 364 s. ill. 595 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Torbensen

Dejligt med arkitekter der forstår teglprodukternes
kvaliteter,skulle måske skrive forstod.

Samtidig er det meget forstemmende,at se nye grimme bygninger skyde op som paddelhatte.Udført i glas,stål og beton der i propertion ikke tager hensyn til omgivelserne.

Tænker her på det nye industriens hus ved rådhuspladsen-det er en skændsel.

Hvad er der gået galt med vores arkitekturopfattelse og forståelse i vores land.