Læsetid: 4 min.

Farvel til chicklit

Nekrolog. Det begyndte som en satire over moderne kvindeliv, men med bestsellerdronningen Sophie Kinsellas 11. bog står det klart, at chick lits tid er forbi
Singlekvinder. Carrie Bradshaw fra tv-serie (og senere filmen) ’Sex and the City’ blev hurtigt et ikon inden for chicklitt-genren. Hun var en veluddannet og facetteret figur, der nuancerede mange års repræsentation af singlekvinder som ofre. Men udviklingen af genren er gået i stå.

Singlekvinder. Carrie Bradshaw fra tv-serie (og senere filmen) ’Sex and the City’ blev hurtigt et ikon inden for chicklitt-genren. Hun var en veluddannet og facetteret figur, der nuancerede mange års repræsentation af singlekvinder som ofre. Men udviklingen af genren er gået i stå.

Tina Paul

1. juni 2012

»Vi kan rigtigt godt lide jeres bog. Men har I ikke fået memoet? Chick lit er død!«

Det er det standardsvar, to kvindelige forfattere har modtaget, hver gang deres roman er blevet vurderet af et amerikansk forlag, beklagede de sig for nylig over i avisen USA Today.

Efter at have scrollet mig igennem Sophie Kinsellas nye roman Jeg har dit nummer på min iPad, kan jeg nu kun sige: Gid det var så vel.

Genren blev ellers født som en satire over det komplekse moderne kvindeliv og som kritik af en performancekultur, hvor mennesker aflæser hinanden på overfladerne og opfatter dem som udtryk for indre kvaliteter.

Betegnelsen ’chick lit’ blev introduceret af Cris Mazza og Jeffrey DeShell som en ironiserende titel på deres antologi fra 1995 Chick Lit: Post-Feminist Fiction. Her definerede de en post- eller nyfeministisk genre, der gjorde op med billedet af kvinden som offer og fokuserede på specifikt feminine erfaringsdannelser i forhold til køn, karriere og parforhold.

Journalisten Helen Fielding introducerede i 1994 genrens ene, store ikon, den buttede antiheltinde Bridget Jones, som en modreaktion på det, man i modeverdenen omtaler som supermodellernes herredømme. Og hendes amerikanske kollega Candace Bush-nell opfandt året efter sexantropologen Carrie Bradshaw i Sex and the City, en veluddannet og facetteret figur, der nuancerede mange års repræsentation af singlekvinder som ofre. En fusion af de to typer var Shopaholic-bøgernes Becky Bloomwood, skabt af britiske Madeleine Wickham aka. Sophie Kinsella, der har solgt syv millioner bøger om kvinden med ukuelig købetrang, og som er chik som Carrie Bradshaw, men en jordnær antitese til de for alvor ambitiøse kvinder, der ofte er skurke i chicklit.

At genrens kritik af aktuelle kvindevilkår tit har vist sig halvhjertet, er ikke desto mindre årsag til, at chicklit er en hyppig gæst i kvalitetsdebatten.

Kvindelige stereotyper

Chicklit-genren er bedst og sjovest, når den formår at pege på vores behov for selviscenesættelse og få os til at grine af den. Som når Kinsellas gravide Becky straffes, fordi hun absolut må have den jordemor, som behandler engelske celebrities i stedet for familiens mangeårige læge. At celebrity-jordemoren er en sofistikeret rødhåret kvinde, der var kæreste med Beckys mand på universitetet, og nu er efter ham igen, er en uventet streg i regningen.

Der er derimod ingen point, når genren reducerer sine protagonister til kvindelige stereotyper eller lader dem løse luksusbehov ved at tjene mere.

Netop som det er på tide for Kinsellas Becky og for chicklit genren at tilegne sig nye værdier og vende refleksionerne væk fra spejlet, forfalder den formmæssigt dygtige forfatter i Jeg har dit nummer til skabelon-romantik.

Som konsekvens af nutidens krise er hovedpersonen i Kinsellas roman hverken personal shopper eller laver pr for en filmstjerne, men fysioterapeut, én, der hjælper andre. Faktisk har hun et overdimensioneret pleaser-gen og dertilhørende mindreværdskompleks, der har ført hende i armene på Mr. Wrong.

Da hun på første side mister sin forlovelsesring, et uvurderlig arvestykke, til et teselskab på et femstjernet London-hotel, skal man ikke være trænet læser for at forstå, at hun skal bruge de næste 300 sider på at slippe af med ringens giver. At den udkårne sågar er intellektuel af værste skuffe, en forfængelig kendis-forsker i symbolisme, gør kun sagen værre. Poppy, for det hedder hun ved Gud, skal nu reddes fra de intellektuelle rækkers selvfede pompøsitet.

Men da denne damsel in distress også mister sin telefon, finder hun en ny i en skraldespand. Og minsandten om den ikke tilhører forretningsmanden Sam, der ser overraskende godt ud, når han smiler. Det gør han dog sjældent, for Sam er arrogant og bruger aldrig smileys i sine sms’er! Mon ikke han og pigen Poppy kan lære hinanden et og andet?

Jeg har dit nummer er endnu en i rækken af chicklit-romaner, der modellerer trekantsdrama over Jane Austens Stolthed og fordom. Men uden Austens evne til at lade sine karakterer udveksle høflighedsfraser, mens de i underteksten verbalt duellerer om deres position i det sociale liv.

At Kinsella tilsyneladende ikke har meget mere på hjerte med sin 11. roman, synes hun selv at indrømme i romanen første afsnit:

»Perspektiv. Jeg må have noget perspektiv på det her. Det er jo ikke et jordskælv eller en sindssyg pistolmand eller en nedsmeltet atomreaktor, vel?«

Poppys problemer

I en tid, hvor populærkulturens nye rollemodeller, Sarah Lund fra Forbrydelsen og Borgens Birgitte Nyborg, høster internationalt bifald for henholdsvis at opklare bestialske mord og skabe fred i Darfur-inspirerede konfliktområder, er det svært at interessere sig for Poppys problemer. Apropos perspektiv.

Når Poppy beroliger sig selv med følgende replik, håber jeg, at hun også taler profetisk om chicklit-æraens behov for reflekteret selv-iscenesættelse:

»En dag vil jeg sikkert tænke tilbage på dette øjeblik og grine og tænke: ’Haha, hvor tåbeligt af mig at være så bekymret.’«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu