Læsetid: 1 min.

Faust

3. maj 2012

Hvor sidder sjælen? Og hvad vil det sige, at i begyndelsen var ordet? Det skorter ikke på store spørgsmål i russiske Aleksandr Sokurovs Faust, inspireret af Goethes klassiker, hvor en læge og alkymist (Johannes Zeiler) bliver fristet til at tage en djævelsk genvej til viden og kærlighed. Filmen er sidste del i Sokurovs tetralogi om magt (om Hitler i Moloch, Lenin i Taurus og Hirohito i The Sun).

Formodentlig på grund af det klassiske forlæg udspiller historien sig her på tysk – og der er rigeligt af det. Filmen lider under massiv dialog, som ikke kun bliver trættende for ørerne, men med de mange undertekster også for øjnene. Det havde været rart med mere ro til at udforske Sokurovs leg med formater og forvrængende linser og Bruno Delbonnels maleriske billeder med næsten magisk lys. Da kameraet i en sekvens blot udforsker den fascinerende Isolda Dychauks ansigt som Fausts besættelse Margarete, bliver man lettet over at få lov at sanse. Ser man sjælen der?

Filmen vandt guldløven i Venedig sidste år. Der er bestemt spændende øjeblikke af den konstruktivt udfordrende art, men den rodede helhed giver ikke nær så meget spændende at snakke om, som der ambitiøst lægger op til.

Faust. Instruktion: Aleksandr Sokurov. Manuskript: Sokurov, Marina Koreneva og Yuri Arabov over Goethes ’Faust’. Månedens film i Cinemateket

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Madsen

Jeg har set filmen og den var tung at se.
Men alligevel var der noget dragende over den.
Ny kendte jeg ikke så meget til Faust myten i forvejen,
men alligevel.

Men det er måske derfor den har vundet priser.
Den er tung, men alligevel dragende.

Nu er jeg født og opvokste i Sønderjylland og vant til at se tyske film,
Så derfor læste jeg ikke underteksterne.

Måske gjorde det en forskel.