Læsetid: 5 min.

Fodbold er noget, man læser

Sport. Fodboldelskere behøver ikke at fortvivle, selv om det atter er blevet tid til Europamesterskaberne (og en slutrunde, der ikke giver mening). Tre nye bøger fænger, hvis blot du lader klaphatten skygge for solen og tv-skærmen
1. juni 2012

Jeg skal heller ikke se EM i fodbold denne gang. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om fodbold, men netop fordi jeg bryder mig om fodbold. Jeg har ikke andet end undren tilovers for en slutrunde, der ikke længere giver mening hverken kulturelt eller kvalitetsmæssigt.

Flere af mine venner er dybt uenig med mig. Et par af dem hævder at have set enhver kamp i enhver slutrunde – både EM og VM – så langt tilbage, som de kan huske. Den tradition skal jeg ikke komme og ødelægge med mine sure argumenter. De lukker simpelthen af, når jeg for eksempel påpeger, at spillet på banen i landskampe jo så langtfra kan matche, hvad vi dagligt næsten året rundt kan opleve i tv-transmitterede klubkampe fra de store europæiske ligaer.

Føler jeg ikke en vis stolthed, når det danske landshold løber på banen, var der er en, der spurgte mig forleden. Ikke det fjerneste, nej. De mest markante danske spillere træner, lever og betaler formodentlig skat i udlandet, og ifølge de tv-billeder og avisoverskrifter, jeg er stødt på de seneste år, slår de også modstanderen i maven under en kamp, svarer arrogant på selv de letteste spørgsmål og bryder jævnligt færdselslovene, hvis de da ikke lige lover deres egne danske fans øretæver!

Det er med andre ord meget muligt, at det danske landshold afspejler en typisk dansk kultur, men den ser jeg ingen grund til at være stolt over.

Sæsonens bedste fodboldbog

Under de seneste mange slutrunder har jeg derfor slukket for tv og læst bøger om fodbold. Det har jeg haft stor glæde af. Det forholder sig nemlig sådan, at nogenlunde samtidig med at landsholdsfodbolden mistede sin betydning, begyndte kvaliteten af fodboldbøger at stige startende med Nick Hornbys erindringer Fodboldfeber, der udkom i 1992, hvor også Maastricht-aftalen som bekendt blev sendt til afstemning og den nuværende Champions League fandt sin form.

Sæsonen måske bedste fodboldbog – i skarp konkurrence med Jeg er Zlatan – er Ronald Rengs Et alt for kort liv - Tragedien Robert Enke.

Enke var en af Tysklands mest talentfulde målmænd, inden han i 2009, begik selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Han var på det tidspunkt 32 år, anfører for sin klub Hannover 96 og landsholdsspiller. Han var også ramt af en depression, der havde fulgt ham karrieren igennem og gjort ham til en veritabel nomade i europæisk fodbold.

Specielt afsnittene fra Enkes tid i FC Barcelona, hvor han spillede i sæsonen 2002/2003, giver et på én gang levende portræt af et følsomt menneske og en indgående beskrivelse af sport på topplan.

En af de ting, Enke arbejdede hårdt på under træningen i den spanske klub, var at ændre spillestil. Den tyske målmandsskole – anført af Maier, Schumacher og Kahn – lagde ifølge Reng vægt på kraftudladninger og overdrevne tv-redninger. I Spanien var det derimod nødvendigt, at målmanden i visse situationer kunne agere en slags fremskudt forsvarer.

Den forstod den intelligente Enke, der hurtigt lærte sig spillet med fødderne. Alligevel foretrak den træner Louis van Gaal at satse på den unge Victor Valdés. Samtidig blev Enke dagligt konstant mindet om sine svagheder af træneren, også selvom tyskeren gjorde det fænomenalt ifølge Valdés. Resultatet var, at hans selvtillid var forsvundet, da han endelig fik chancen i en pokalkamp mod et hold fra tredje division. Her tabte FC Barcelona sensationelt 3-2, hvorefter anfører Frank de Boer offentligt hængte Enke ud ved pressemødet bagefter.

Alle på holdet var forbløffede over de Boers opførsel, og da Reng interviewer Victor Valdés til sin bog, lyder det således:

»’Der er en ting, jeg godt vil vide,’ siger Victor Valdés til mig otte år senere. ’Undskyldte de Boer nogensinde over for Robert?’«

Det gjorde han ikke, nej, for i topfodbold bliver det ikke taget hensyn til følelser af den slags, som Robert Enke tumlede med. Han havde det derfor bedst i mindre klubber, men talentet rakte til storklubber. Det blev hans tragedie.

Den indre nationalfascist

Også en anden af sæsonens oversatte fodboldbøger har fokus på Tyskland. Uli Hesses Tor er imidlertid fortalt i et anderledes akademisk tonefald, end Et alt for kort liv er. Kronologisk gennemgås historien om tysk fodbold fra dannelsen af de første klubber i 1880’erne over skabelsen af Bundesligaen i 1963 til de mange store landsholdstriumfer.

Tor er bedst, når den bevæger sig uden for banen og fortæller om bestikkelsessagen i 1964, om hvorfor Berlin aldrig har haft et tophold og om sære eksistenser som eksempelvis den tidligere HSV-spiller Otto Harder, der som vagtchef var ansvarlig for drabene på over 200 mennesker i en koncentrationslejr i Hannover-området.

Andre steder er bogen ved at drukne i detaljer, som for eksempel når det om Schalkes storhedstid i 1930’erne hedder:

»Deres eneste fejlskud kom i 1936, hvor Nürnberg slog dem i semifinalen, og i 1938, hvor de tabte 4-3 til Hannover i en omspillet finale efter 3-3 i første kamp, hvilket er en af de største overraskelser i tysk fodboldhistorie.«

En anden stor overraskelse var tyskernes nederlag til Danmark i EM-finalen i 1992. Med den kamp starter Niels Christian Frederiksen sin krønike Europas bedste: Historien om EM, der i tretten kapitler skildrer de slutrunder, der er blevet spillet siden 1960.

Spændende kampreferater suppleres med relevante afstikkere til blandt andet historien om den gang, Michel Platini besvimede under en konditionstest som 14-årig, og den gang i 1960, hvor Franco ikke tillod Spanien at deltage, fordi slutrunden foregik i Sovjetunion.

Teksten skæmmes flere steder af floskler og klicheer (sat til vægs, dele i porten, trak det længste strå, en brandvarm kartoffel, give ved dørene, komme på tavlen, tjene til det daglige brød …), men det ændrer ikke ved, at Europas bedste er en underholdende og informativ bog, som enhver fodboldelsker vil fryde sig over.

Niels Christian Frederiksens begejstring og viden smitter, men også i hans optik står det klart, at de mange omstruktureringer af turneringen sjældent har handlet om at højne kvaliteten af spillet på banen. Det har derimod handlet om at sælge en mere eller mindre overflødig vare til et ukritisk publikum, der over et par uger får lov at lufte deres indre nationalfascist. Enkelt har takket nej til denne vare – blandt andet Vesttyskland inden de første turneringer og Michael Laudrup i 1992 – og det gør jeg også denne sommer.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu