Læsetid: 2 min.

Der går ’Jackass’ i kunsten

’En to tre – Justine’ udstiller Kunstakademiet og den danske kunstscene, men er bedst til selv at være kunst. Sprogkunst af sin helt egen slags
1. juni 2012

Jeg er forvirret og fortumlet over Iben Mondrups roman En to tre – Justine, og det behøver hverken være skidt eller godt. I en brutal forenkling falder romanens stumper i to afdelinger.

Den ene med syrede, hårde og sprogligt nyskabende tekster. Den anden præsenterer mere traditionelt fortalte passager ved hjælp af et genkendeligt sprog og velkendte litterære virkemidler, replikker, tilbageblik og den slags. Alt sammen et udtryk for at forfatteren med romanen henvender sig til en læser, som forfatteren mener skal have en chance for at forstå det, hun læser.

Men tilbage til den halvdel, som så absolut er ligeglad med at fortælle og forklare og vise sammenhænge, og som også er den halvdel, jeg bedst kan lide. Her nærmest rabler et jeg, kaldet Justine, i højt tempo, vredt og fortvivlet om kærestesorg, kunst og kunstnere, sex og familie. Her er der vældig meget bål og brand, krop og kropsåbninger, tis og afføring. Sidstnævnte også på syltetøjsglas med henvisning til Piero Manzonis gamle dåser betitlet Merde d’artiste.

Er jeg kunstner?

Et tema er altså kunst og grænserne for kunst. Konceptuelle og/eller performative kunstværker stilles over for det gode gamle maleri, som Justines morfar malede. Inden for romanens gruppe af kunstnere, der går eller har gået på Kunstakademiet, opstår der tillige en modsætning mellem skulptur og video, mellem fysiske værker og performance. Der går Jackass i kunsten, både kvinder og mænd lemlæster sig selv, og jeg tror nok, at Iben Mondrup vrænger ad den ekstremt grænsesøgende kunst, men strengt taget er En to tre – Justine noget rod, som man nok gør klogt i at tage mindre strengt. Måske oven i købet sortere lidt i.

Romanen tilføjer ikke noget nyt i sin måde at tale om kunst på: »Jeg er kunstner uden værk, men er jeg så kunstner?«

Det er også forholdsvist taknemmeligt at gøre grin med samtidskunsten (en video af en kvinde, der sparker til en ged osv.) og med ferniseringskulturen, men romanen er selv kunst, det vil sige sprogkunst, og det er det, man alligevel skal tage den for.

Jeg citerer fra en af teksterne om Vita (skulptøren), der har dumpet Justine (videokunstneren) og herefter flere steder »tårner sig op« – læg mærke til, hvordan Vita bliver et kunstværk: »Vita tårner sig op, står hvid og blå, spreder knoglerne, blotter såret. Hug. Jeg rækker hånden op, snitter med fingernegle huden kødrød og klæbrig.« Iben Mondrup skriver prosa med samme virkning som poesiens linjebrud og med diskrete rim, det hører man i fortsættelsen af ovenstående passage, og ja, det bliver en kende teknisk, men bemærk venligst musikken, og hvordan urinsex bliver til sprogkunst: »Med fingrene skiller hun kødet blotter en åbning lille, fin, skubber dråberne ud, og rød skyller over i gul falder gyldent på huden på ansigtet på puden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu