Læsetid: 3 min.

En græsk perversion af sorg

En sygeplejerske tilbyder forældrene til en afdød pige at overtage pigens plads for en stund – at spille hendes rolle for at lette sorgen. Giorgos Lanthimos’ ’Alperne’ er meningsfuldt absurdteater om fremmedgørelse, intimitet og frygt for livets mørkezoner
Tab. I ’Alperne’ arbejder en professionel trup med at udfylde nyligt afdødes roller. Truppen kæmper indædt for at fortrænge sorg over tab ved at udfylde tomrummet med sig selv. Faren er, at tabet går amok i dets fortrængning.

Tab. I ’Alperne’ arbejder en professionel trup med at udfylde nyligt afdødes roller. Truppen kæmper indædt for at fortrænge sorg over tab ved at udfylde tomrummet med sig selv. Faren er, at tabet går amok i dets fortrængning.

3. maj 2012

Jeg så første gang (noget af) mærkværdige Alperne på Rotterdam Film Festival. På græsk med hollandske undertekster. Resultatet af en ærgerlig fejllæsning af festivalprogrammet.

Jeg havde ellers glædet mig som et barn på speed, fordi instruktør Giorgio Lanthimos’ Oscar-nominerede Dogtooth (2009) var så vild og stærk og forbløffende. Den skildrede med absurdistisk metaforik en familie opvokset, Fritzl-style, i et hus komplet afskåret fra omverdenen med en fader, der programmerer sine børn med falske ideer om livet og verden og sproget. Samlet var den en klam, mørk perversion af autoritet. Alperne, skabt af og med samme gruppe af nye græske filmmagere og skuespillere, udfolder en lignende perversion af livet: Her arbejder en professionel trup, i kamp mod og fornægtelse af sorg, med at udfylde nyligt afdødes roller. At spille de døde. Så de pårørende kan slippe for tabet.

På en måde illustrerede min første ’græsk på hollandsk’-visning en generel følelse, som kendetegner den lille, nye græske filmbølge. Lanthimos formidler universelt genkendelige temaer (familie, sorg, sprogets magt) med en antilogik, der rykker det velkendte ud i absurditetens zone. Lag på lag. Således tildeler truppens fører, selvudnævnte Mont Blanc, i filmens begyndelse truppen navnet ’Alperne’. Som uforståeligt cover for deres faktiske virke. Og som symbol, forklarer han med autoritær (anti)logik, fordi alperne er uerstattelige. Ligesom truppen (der jo ellers netop arbejder som erstatning).

Livsteatrets perversion

I Dogtooths kammerspil var sproget et tegn på magt. Børnene lærte, at »en karabin er en smuk, hvid fugl«. Riflen fik ikke lov til at eksistere i sproget. Vold blev skåret ud af børnenes abstraktionsverden (og gik, måske af samme grund, siden amok). I Alperne er vi ude i den (lige så) absurde verden. Her er det menneskelige, ikke blot sproglige, relationer, der forbyttes: Truppen kæmper indædt for at slette sorgtab ved at udfylde tabet med sig selv. Men faren lurer som i Dogtooth. At de selv fortabes. At tabet går amok i dets fortrængning. I centrum for problemet står en trist sygeplejerske (Aggeliki Papoulia fra Dogtooth), der tildeles alpenavnet Monte Rosa. Hun engagerer sig særligt i at udfylde rollen som en ung pige, en tennisspiller, der efter en tid på hospitalet omkommer af skaderne efter en trafikulykke.

Med hende erfarer vi truppens perverse omgang med virkeligheden. De nøjagtige instrukser, som de efterladte giver ’Alperne’, minder om seksuelle rollespil. Når Monte Rosa skal udfylde rollen som pigen, får hun strenge instrukser for beklædning og kropslig adfærd og begærsmønstre.

»Bid negle,« kommanderer forældrene.

»Du plejer at drikke masser af vand efter en kamp,« hinter de.

Så bunder Monte Rosa et kæmpe glas i grådige slurke. Monte Rosa beordres også til at ligge på en sofa med sine arme rundt om pigens fars store mave, så man frygter, at grænsen for intimitet overskrides. At faderen måske vil forgribe sig på sin datter(funktion). Den konstruerede publikumsforventning antyder, at også virkelighedens roller forbyttes og forskrues. At den også er pervers. Siden forskruer Monte Rosa dem selv, da hun forsøger at forføre sin egen far som en slags trøst, eller selvtrøst, efter morens død. Hendes relativering af faste roller får i filmens slutning selvidentiteten til helt at forsvinde. 

Identitetstab

Filmæstetisk dyrker Lanthimos også underlighedseffekten. Karakterne beskæres skævt i billedet eller skæres helt ud af rammen. Det fremmaner den særlige stemning af absurdteater med sære skuespillere, der spiller menneskelige statister, fremmedgjorte for sig selv og andre. Det er ikke helt så præcist, isnende (og knap så ubehageligt) gjort som Dogtooth, men peger effektivt på, at det helt at fornægte identitet og tab og derved menneskets betydningsfuldhed bliver en perverst forskruet kamp mod livets mørkezoner.

Lanthimos’ manuskriptforfatter, Efthymis Filippou, har også været med til at skrive filmen L (2012) instrueret af debutanten Babis Makridis. Flokken af nye græske film udspringer af et samfund, der befinder sig i en absurd zone af økonomisk forarmelse og politisk kaos og kæmper for et eksistentielt holdepunkt. Hvor Lanthimos’ film elegant, og vanvittigt reflektionsæggende, klapper virkeligheden og det modsatte oven i hinanden og gentænker verden fra et foruroligende skævt perspektiv, bliver L – om en honningtransportør(!) – så absurdmetaforisk, at metaforikken ingen steder peger hen. Alperne, derimod, giver meget mærkelig mening. På græsk med en forståelig undertekst.

 

 

 

Alperne. Instruktion: Giorgos Lanthimos. Manuskript: Efthymis Filippou. Græsk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu