For denne pen står Woody Allens sorte metakomedie Harry – stykke for stykke (1997) som værket, der afsluttede hans storhedstid. Det skyldes blandt andet, at filmen rummer det vel nok mest geniale Allen-replikskifte nogensinde. Da hovedpersonens religiøse søster giver ham denne bredside: »Du har ingen værdier. For dig handler alt om nihilisme, kynisme, sarkasme og orgasme,« lyder hans svar: »Hey, i Frankrig kunne jeg blive valgt til et offentligt embede på det slogan.« At filmens selvoptagede og fissefikserede hovedperson ifølge nogle er inspireret af den store jødisk-amerikanske forfatter Philip Roth, bliver det hele bestemt ikke mindre tragikomisk af. Medmindre, naturligvis, der er tale om et profant selvportræt.
Harry – stykke for stykke har et tidløst tema: En forfatter (spillet af Allen) trækker ufortrødent på sine venners privatliv, så da hans bog udkommer, falder der brænde ned. Filmen har klare ligheder med idolet Ingmar Bergmans roadmovie Ved vejs ende, og den svenske mester vidste vist også et og andet om kunstens omkostninger og liderlighedens velsignelser og forbandelser.
Harry – stykke for stykke. Instruktion og manuskript: Woody Allen. Er netop udkommet som Region 2-dvd fra Atlantic Film. Intet ekstramateriale