Læsetid: 8 min.

Historien om min far

Litterær jagt. Fædre er svære at blive kloge på. Specielt hvis de er tavse, fraværende eller ligefrem døde. Men efter at have læst David Vanns ’Fortælling om et selvmord’, der er inspireret af forfatterens fars selvmord, prøver Tonny Vorm alligevel atter en gang
Faderfigur. David Vann har skrevet endnu en fortælling, hvor faderskikkelsen er stærkt inspireret af forfatterens egen far, der begik selvmord, da David Vann var 13 år gammel.

Faderfigur. David Vann har skrevet endnu en fortælling, hvor faderskikkelsen er stærkt inspireret af forfatterens egen far, der begik selvmord, da David Vann var 13 år gammel.

1. juni 2012

Kort inden min far blev syg og forsvandt i Asien, talte vi om at tage på vandretur sammen. Når vi fik lidt at drikke, forestillede vi os selv med rygsæk på vej ned ad Pilgrimsruten i Spanien, i hælene på T. E. Lawrence gennem den arabiske ørken eller under den californiske sol i Santa Monica Mountains.

Det sidste sted havde min far vandret efter skilsmissen fra min mor 25 år tidligere. Og skal jeg være ærlig, var det nok mest min idé at tage dertil. Forestillingen om, at Californien måtte være noget særligt, siden min far kunne forlade os til fordel for en kvinde i Topanga Canyon, hang vel stadig ved, selv om jeg ikke længere var et barn.

Turen blev aldrig til noget, men jeg tænkte flere gange på min far og vores drøm om at stikke af fra det hele, mens jeg læste David Vanns Fortælling om et selvmord. Faderen i disse fiktionaliserede erindringer er som i Vanns roman Caribou Island, der kom på dansk sidste år, stærkt inspireret af forfatteren egen far.

Efter et forgæves forsøg på at realisere den arketypiske amerikanske og meget mandhaftige pionerdrøm om et harmonisk og uspoleret liv i naturen begik han selvmord, dengang David Vann var 13 år gammel. I Fortælling om et selvmord serverer Vann (født 1966) flere fortolkninger af omstændighederne omkring den for ham traumatiske hændelse.

Stor opgave at være far

Den bærende historie i Fortælling om et selvmord er »Sukwan Island«, der er delt i to. Første del er fortalt fra drengen Roys synsvinkel og handler om faren, Jim, der flytter til en øde ø i Alaska med Roy.

Jim er blevet forladt af sin kæreste, viser det sig, og han har samtidig altid haft lyst til at kvitte karrieren for at realisere, hvad Roy andetsteds kalder »min fars ensomme-opdagelsesrejsende-billede af sig selv«.

I anden del skiftes der til faderens synsvinkel. Hvad der rent konkret sker, vil det være synd at røbe hér, men »Sukwan Island« er som resten af samlingen et stærkt og bevægende studie i den tragiske maskuline psyke. På den ene side er Jim dybt fascineret af den vilde natur og har store planer for, hvordan den hårde vinter skal overleves; på den anden side græder han sig i søvn hver aften, fordi han ikke tør være alene, og på et tidspunkt træder han med vilje ud over en klippeskrænt og er ved at slå sig ihjel.

Alt det forsøger den 13-årige Roy at forstå:

»Roy syntes ikke, det gav mening, at hans far var taget herud. Det begyndte at se ud, som om han bare ikke havde kunnet finde på andre måder at leve på, der var bedre. Så det her var bare én stor nødplan, og også Roy var blevet en del af den store fortvivlelse, der voksede alle de steder, hans far tog hen.«

Alene i Arabien

Igennem alle bogens fortællinger forsøger Roy at forstå sin far, og afslutningsvis i fortællingen »Op i det blå« når han frem til følgende:

»Det kan være en stor opgave for en skabning at være far. Det lyder nok bittert, men det er ikke sådan ment; der var tidspunkter, hvor faren formåede at vise mig fuldstændig klart, hvad jeg ville blive til, og det er i hvert fald en slags gave, selv om det ikke er en velsignelse.«

Min far begik ikke selvmord, men han var en rastløs enspænder, og som Roy har jeg som voksen forsøgt at finde ud af, om jeg kunne – eller om jeg overhovedet ville – spejle mig i ham. Det er nemt at bebrejde min far, at han stak af fra kone og to små børn, og at han siden forlod andre koner og børn, men i det skjulte har jeg vist altid været lidt fascineret af hans kompromisløshed og mange globale eventyr og adresser.

Da min far var teenager, omkring den tid da jeg blev født, sejlede han på inspektionsskibet Vædderen, hvor han uddannede sig til elektromekaniker. I 1970’erne lavede han komponenter til jetfly og formel 1-racervogne i England og Frankrig og var med til at sende satellitter op fra først det europæiske rumforskningscenter ESTEC i Holland og siden Vandenberg Air Force Base ikke langt fra Topanga Canyon i Californien.

I 1980, da jeg var 13 år gammel, var han endt hos IBM i byen Al Khobar i Saudi-Arabien. De fire år hvor han og hans nye kone boede dér, besøgte min søster og jeg ham hver sommer, og det var hér, jeg opdagede glæden ved at stikke af fra det hele, når tingene blev for komplicerede.

Det skete en formiddag, hvor vi var ude at shoppe. Min far havde sat os alle tre af i Downtown Al Khobar på vej til arbejde, og planen var, at han skulle hente os samme sted om eftermiddagen. Kvinder måtte ikke køre bil, og der var ingen offentlige transportmidler i byen. I et par timer blev jeg slæbt fra butik til butik for at se på tøj, parfume og smykker. Jeg ville hellere købe bånd til min walkman, men det måtte jeg ikke. Så det endte med, at gik jeg min vej.

Forstod han mig?

Solen stod højt på himlen, og det var bagende hedt, husker jeg. Jeg havde råd til en enkelt Pepsi-Cola et sted, et andet sted fik jeg en flaske vand af en automekaniker. Der var meget længere hjem, end jeg havde regnet med, og jeg følte mig på én gang stærk og skræmt, men jeg var sikker på kursen.

Al Khobar er en moderne by bygget efter olieboomet i 1950’erne med snorlige veje, der dengang var flankeret af etagebyggeri og butikker eller travle byggepladser og lange øde stræk, hvor asfalten skar sig som ar gennem ørkensandet.

Det var en fuldstændig fremmed verden for mig, og jeg var beruset ved tanken om, at jeg måtte navigere mig frem helt alene. Jeg var udmærket klar over, hvor bekymret min stedmor var, og jeg vidste, at klarede jeg den ikke, så var det ikke kun mig selv, jeg ville skuffe.

Jeg var tørstig, svedig og udmattet, da jeg nåede mit mål hen på eftermiddagen. Min far var hjemme, men han sagde ikke noget. Ingen sagde noget. Min søster legede ude ved swimmingpoolen. Jeg drak et glas vand og gik ind på mit værelse.

Stilheden der mødte mig var knugende, men den ødelagde ikke mit gode humør. Jeg vidste, at jeg havde udrettet noget stort, det kunne intet ændre ved. Senere den aften kunne jeg høre min stedmor skælde min far ud, og nogle år efter, da min far flyttede til Sydfrankrig, blev de skilt.

Men han sagde aldrig noget til mig om den tur, og indtil for nylig har en del af min selvforståelse som søn, som far og som mand været hængt op på erindringen om min fars reaktion den dag. Han må for det første have forstået, hvorfor jeg fik nok af det hele og derfor gik min vej. Han må for det andet have været imponeret over, at jeg klarede mig alene gennem heden og de mange kilometer i den arabiske storby og ørken.

Men måske har jeg taget fejl. Måske var han ligeglad. Måske var han konfliktsky. Måske havde han sine egne problemer at slås med. Måske var hans rodløshed ikke en velsignelse, men en forbandelse. I så fald må jeg som Roy, der til slut erkender, at han aldrig kan vide sig sikker på, hvorfor hans far handlede, som han gjorde, spørge mig selv:

»Hvad så med den, jeg var blevet til?«

I fars fodspor

Da min far fik konstateret Parkinsons syge for fem år siden, håbede jeg på, at han nu ville falde til ro. Måske kunne vi ligefrem mødes indimellem. Han kunne berette om sine oplevelser, og jeg kunne spørge til den eftermiddag i Al Khobar. Men der skete lige det modsatte. Min far forlod sin nye kæreste og tog pensionen med sig til Asien, hvor han slog sig ned på en eller anden lille ø. Nogle måneder efter fik min søster og jeg at vide, at han var kørt galt på motorcykel og lå i koma på et thailandsk hospital. Mere hørte vi ikke, og vi regnede ærlig talt med, at han var så godt som død. Men så dukkede han pludselig op til min nevøs konfirmation. Et par dage efter fløj han tilbage til Asien, og her bor han, så vidt jeg ved, stadigvæk. Sol, saltvand og yoga er vist godt for hans sygdom.

Jeg nåede aldrig at tale med ham, så i stedet begyndte jeg en rejse i hans fodspor. I London tog jeg toget til Stevenage, hvor vi boede, da jeg var fire år gammel. Jeg har også læst kedelige bøger om rumforskning i 70’erne, og jeg har uden held forsøgt at finde det smalle hotel på Place de la Contrescarpe i Paris, hvor min far engang overnattede. Og da jeg sidst var til Dubai Filmfestival, lejede jeg en bil og kørte langt ud i den arabiske ørken, som jeg har længtes efter i snart 30 år.

Også David Vanns alter ego i Fortælling om et selvmord rejser i sin fars fodspor. Som voksen tager Roy færgen ind i Alaskas farvande til »det sted, hvor min døde far var kommet på afveje, men også det sted, hvor den her far og hans selvmord og hans utroskab og løgne og også min medlidenhed med ham måske til sidst kunne glemmes.«

»Ketchikan«, som fortællingen hedder, ender i en form for forløsning, men samtidig står det klart for læseren, at Roy i et forsøg på at forstå sin far er tæt på at ende som sin far. Det samme oplevede jeg forrige år, da jeg skulle interviewe en forfatter i San Diego.

I et par dage overvejede jeg alvorligt at forlænge mit ophold i Californien for at vandre rundt i Santa Monica Mountains på egen hånd. Men hvorfor, endte jeg med at spørge mig selv. Forsatte jeg med at rejse jorden rundt i sporet på min far, ville jeg blive lige så fraværende over for mine børn, som min far var over for sine børn. Det vil jeg ikke risikere. Mine børn vil nok kunne klare sig uden mig, men jeg har ikke lyst til at klare mig uden dem.

Sandheden om min far finder jeg derfor næppe, og jeg har, som David Vann har, kun min egen version af historien at klynge mig til. Det insisterer jeg foreløbig på at gøre.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu