Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kampens spindeside

Ny bog om kvindernes indsats i modstandskampen
Kultur
8. maj 2012

I den igangværende så ihærdige genetablering af ’den store fælles fortælling’ fra 1945 om ubrydeligt nationalt sammenhold takket være det jævne folkelige heltemod under besættelsen kan man midt i de lovligt selvforherligende tendenser og forvanskninger af forhandlingspolitikkens vilkår og virkelighed trøste sig med, at opmærksomheden nu (igen) også henledes på kvindernes indsats i kampen.

Stereotypen dansk frihedskæmper har gerne været en yngre mand med armbind, trenchcoat, hjelm og hjemmelavet maskin­pistol. Men kvinderne deltog også. Flere, der således betrådte farezonen, måtte tilsvarende undgælde og havnede i fængsler og kz-lejre i Danmark og de mere belastede og uheldige i Tyskland. Kvinderne bidrog mestendels i det mere infrastrukturelle arbejde og ved formidling af illegale blade, hvilket ikke nødvendigvis var mindre farligt. Forhørslederne undså sig i hvert fald ikke for at anvende tortur mod kvinder. På den måde var der ligestilling.

Journalisten Anne Dorthe Holm har med udgangspunkt i otte kvindeskæbner sat sig for at sikre disses erindringer for eftertiden og belyse følgerne af deres indsats. Andre har før Anne Dorthe Holm taget emnet op, først og fremmest Kate Fleron, der allerede i 1945 skrev bogen Kvinder i modstandskampen. Holms bog supplerer aktuelt Anders Otte Stensagers Kvinderne fra Ravensbrück (2011). Personerne i denne omfattende fremstilling, der især belyser kvindernes skæbne i det tyske kz-system, det vil sige fortrinsvis den delvise dødslejr Ravensbrück, går igen i Anne Dorthe Holms mindre arbejde. Holms fortjeneste er at sikre sig beretningerne, der indbefatter tiden der fulgte. Ingen eller uendeligt få, der kom i berøring med det tyske kz-system, slap jo fra mødet uden varige mén på krop og sind.

Hvordan man bar sig ad med at genoptage livet efter et ophold i det nazistiske dødsrige, det er spørgsmålet. Enkelte af kvinderne fik heller aldrig ordentligt fat igen. Man kendte ikke til krisehjælp. Datidens psykologiske visdom tilsagde, at de tidligere kz-fanger og andre med dybe traumer nu skulle se at komme videre, glemme fortiden og ikke tale om de oplevede grusomheder, der nat efter nat hjemsøgte dem i mareridt og forpestede deres tilværelse.

Fortryder intet

Når de nu gamle kvinder ser tilbage, ville ingen dog have handlet anderledes. De ville have gjort det samme igen. Og det er jo også en måde at overleve på.

Anne Dorthe Holms bog drejer sig ikke kun om de dystre personlige konsekvenser af det illegale arbejde, men i høj grad også om hvad kvinderne rent faktisk foretog sig, det som gjorde at de kom i Gestapos kløer.

Som sagt var arbejdet ofte i anden række i forhold til de mere dramatiske modstandshandlinger, om end en enkelt fattede pistolen og deltog i stikkerlikvideringerne. Men uanset at det meste foregik i afstand fra jernbanesabotage og den slags, kunne kvindernes arbejde være fuldt ud så farligt som mændenes. At arrangere kontakter mellem nøglepersoner – som eksempelvis skaffe sikre mødesteder til Frihedsrådet – var selvsagt risikofyldt. Alene at kende centralt placerede personer eller folk under våben!

Metodisk kan man altid diskutere så sene erindringers værdi, og metodiske problemer er der i fremstillingen. Dem redegør forfatteren ikke for, hvilket i nogen grad nedsætter bogens værdi som historieskrivning, om end man sikkert kan stole på broderparten af erindringerne, hvoraf flere er oprørende og dybt gribende.

På den måde har Holms bidrag til besættelsestidslitteraturen sat et smukt minde over jævnt hen oversete aktører.

 

Anne Dorthe Holm: Kvindernes modstandskamp. Krigere, koner og mødre. 256 s. ill. Gyldendal. ISBN 9 788702 118513

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her