Læsetid: 1 min.

Over kanten

3. maj 2012

Det hører med til en sund national filmproduktion, at der regelmæssigt produceres acceptable B-film – altså værker uden voldsomme kunstneriske ambitioner, men baseret på godt filmhåndværk.

Over kanten er et acceptabelt bud i en ellers lidt svær genre, den psykologiske uhyggethriller med mystificerende overtoner.

Instruktøren Laurits Munch-Petersen lader os aldrig i tvivl om, at dette er rendyrket film med personer, der kun agerer som folk (for ofte) gør på film. Men som Munch-Petersens meget roste Filmskoleafgangsfilm Mellem os viste det, kan han være en durkdreven fortæller, og her i sin anden spillefilm har han godt fat i de urovækkende detaljer i historien om en nygift computerspilskaber (en glimrende Jonatan Bang), der drives ud i ekstrem jalousi og paranoia, da en nyansat håndværker virker opsat på at tage hans plads i ægtesengen i det idylliske hus på landet.

Møns Klint indgår som effektfuld kulisse for en intrige, der efterhånden tager for mange oversmarte og fortænkte vendinger, men ofte fungerer godt i velturnerede, velfotograferede enkeltscener og drives frem af spændstig klipning og præcist spil. Håndværket er altså i orden, og enkelte scener har virkelig snert.

Med god maskulin filmudstråling giver Alexandre Willaume håndværkeren den rette blanding af gemytlighed og farlighed, og Danica Curcic klarer en svær rolle som mystisk fristerinde. Så må man affinde sig med den dekorative Christiane Schaumburg-Müllers meget begrænsede følelsesskala som den unge hustru.

Over kanten. Instruktion: Laurits Munch-Petersen. Manuskript: Laurits Munch-Petersen og Jacob Ditlev. Dansk (Palads, CinemaxX, Falkoner, Park)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu