Læsetid: 4 min.

Klarebodernes redningsmand

Biografi. Peter Nansen er en af de personer, der har sat sit tydelige præg på det moderne gennembrud og kampen for systemskifte og frisind i Danmark. Karin Bang har skrevet en omfattende biografi om den beundrede og afholdte såvel som omstridte og forhadte journalist, forfatter og tidligere redaktør for Gyldendal
Biografi. Peter Nansen er en af de personer, der har sat sit tydelige præg på det moderne gennembrud og kampen for systemskifte og frisind i Danmark. Karin Bang har skrevet en omfattende biografi om den beundrede og afholdte såvel som omstridte og forhadte journalist, forfatter og tidligere redaktør for Gyldendal
1. juni 2012

Peter Nansen. Navnet siger næppe ret mange ret meget i vore dage. Ikke medmindre man kan sin litteraturhistorie eller kommer jævnligt på Gyldendal; der er han sat et minde. Men ingen københavnsk gade eller plads er det blevet til. Og dog var Peter Nansen (1861-1918) en af sin tids megaberømmelser som Holger Drachmann, Viggo Hørup, Herman Bang og brødrene Brandes.

Nansen var med, hvor tingene skete og satte som få sit synlige præg på det moderne gennembrud og kampen for systemskifte og frisind. Med en bemærkelsesværdig arbejdsevne indtog Nansen i sit forholdsvis korte liv en førerposition i journalistik, debat, litteratur og forlæggervirksomhed.

Et åndsmenneske af de rummelige lige så afholdt og beundret som omstridt og forhadt; berømmet af de radikale, afskyet af højre og moralens vogtere. Hvis kulturradikalismen endnu i dag fremkalder blodtåger hos visse nationalkonservative, kunne begrebet dengang føre til trusler på liv og omdømme.

I ophøjet ro tog Peter Nansen tingene, som de kom, og levede sit aktive og myreflittige liv uantastelig, uden at være upåvirket og kompromisløs i kerneværdierne, uden at være dogmatisk. Miljøet var til stadighed publicistens fra dagspressen og Politiken til bøgernes verden og Gyldendal, hvor Nansen befandt sig bedst. Her var han dansk litteraturs praktiske førstemand fra 1896, til den dag tyve år efter da forlagets respekt for bundlinjen og almindelig nid, nag og skinsyge fældede ham. Sværdet blev ført af forlagets ejere, familien Hegel. Nu var det nok. Om denne elegante mand af slægten Nathanson – der med Johannes V. Jensens ord virkede under »en maske af livstræthed og gratiøs korruption«, og som ironiserede sig frem med sit jødisk-københavnske lette overklassesnøvl – har mag.art.

Karin Berg skrevet næsten 1000 sider: Lykkens kælebarn, 1-2. En imponerende skrivebedrift baseret på studiet af et overvældende kildemateriale.

Nansen var midt i sin easygoing elegance et historisk bevidst ordensmenneske, der arkiverede alt fra billetter og de mindste noter og breve til hele manuskripter. Som Niels Birger Wamberg skriver i sin mesterlige Digterne og Gyldendal (1970), havde Nansen som forfatter »ingen ambitioner om at blive nationalskjald, derimod nok konfirmationsgave«.

’Vejledning i usædelighed’

Det korte af det lange står i vore dage næppe noget tilbage af Peter Nansen. Ikke at forfatterskabet var overset dengang, det var det bestemt ikke, en overgang det mest læste, og oversat blev Nansen og var berømt i Tyskland. Men fjenderne var på vagt og kaldte bl.a. Nansens bøger »en usminket vejledning i usædelighed for de unge piger«. Mere rimeligt med Wamberg at kalde forfatterskabet »henkastet, en bagatel«.

Det var og blev den journalistiske indsats på Politiken og så naturligvis de tyve år på Gyldendal, hvor manden med det tynde krydrede smil, som Vilhelm Andersen læste den litterære direktørs forfinede ansigt, herskede elskværdigt og som regel behændigt.

Nansens centrale plads i dansk åndsliv og hans betydning for hovedstolen af danske forfattere i perioden er begrundelse nok til en omfattende biografi, der har ladet vente på sig. Så kan man diskutere hvor omfattende. Karin Bang nævner i sit forord, at der ligger meget urørt til yderligere undersøgelse og flere bøger. Det er svært at forestille sig efter denne indsats, som for den ikke specialiserede læser synes noget nær udtømmende. Karin Bangs går kronologisk til værks og tager så fat. Dette er i sig selv prisværdigt.

Spørgsmålet er om ikke en større brutalitet i udvælgelsen og prioriteringen af dette store stof havde været hensigtsmæssig. Karin Bang refererer således – foruden levnedsløbet – anmeldelser af hver eneste egenudgivelse, som Peter Nansen langede over disken. Det er nok for meget, al den stund Nansen stort set ikke er tilgængelig i nutiden. Biografien taber højde i denne nidkærhed, som tilsyneladende også omfatter hvert et kildebelagt møde Nansen deltog i.

Forfatterens helt

At Karin Bang er blevet fortryllet af sin hovedperson er forståeligt. Den ikke just sarte professor Hans Brix skrev i sin nekrolog i 1918:

»Peter Nansen var utvivlsomt en af de mest bedårende mænd, der nogensinde har levet i Danmark; han var i stand til at vinde et menneskes hengivenhed på ti minutter.«

Denne egenskab lyser ud af kilderne; man ville gerne have mødt Peter Nansen. Og Karin Bang er ikke upåvirket, Nansen er mere end en hovedperson i en biografi, Nansen er, sagt uden malice, forfatterens helt, på hvis vegne hun gerne bryder en lanse eller to.

Nansen betog vitterligt mange og var elsket. Ikke mindst af den kvinde, der blev hans hustru, Betty Müller, der med hans efternavn som Betty Nansen i og for sig opnåede mere varig berømmelse end manden. Ægteskabet holdt dog ikke, de to mennesker sled det op fra hver sin ende i arbejde og offentlig bevågenhed. Betty drak efter sigende en hel flaske cognac ved meddelelsen om hans død og overlevede så sit livs kærlighed med 25 år.

Det er som sagt en stor sag, Karin Bang har præsteret. Man kan mene, at hun havde gjort sin læser en tjeneste ved at beskære stoffet. Eller forlaget kunne have gjort det. Måske Gyldendal har følt, at man skyldte Nansen en omend sen afbigt for den mildt sagt uciviliserede facon, hvorpå afskedigelsen i 1916 skete. En forkortet udgave, en folkebog, havde været i Nansens ånd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu