Læsetid: 5 min.

Krigsbørn og sandkasseunger

Børneteaterfestivalen i Ringsted bød på teenageteater, der både var barsk og sørgeligt. Men også muntert og fredfyldt babyteater, der var wellness for sjælen. Også for de voksne
Barnets oplevelse af krigen var et genopdukkende tema på Børneteaterfestivalen i Ringsted. Her er det Casper Sloth som bange dreng på en børnehjemsseng i den jødiske ghetto i Warszawa i forestillingen’Chlodna--gaden 33’ med Teatret Fair Play.

Barnets oplevelse af krigen var et genopdukkende tema på Børneteaterfestivalen i Ringsted. Her er det Casper Sloth som bange dreng på en børnehjemsseng i den jødiske ghetto i Warszawa i forestillingen’Chlodna--gaden 33’ med Teatret Fair Play.

David Trood

2. maj 2012

Rundkørslerne i Ringsted så anderledes ud i sidste uge. Da myldrede eksotiske teaterbiler og teaterblaffere rundt i byen, da den årlige børneteaterfestival invaderede byen med sine 186 forskellige forestillinger i haller og på skoler – og sågar i tomme butikslokaler i den store outlet ved McDonald’s.

I weekenden var der 30.000 billetter i omløb ’for alle fra -99 år’, som man siger i denne branche. Efter mit personlige zig-zag-løb mellem 20 af forårets nye teatertitler drister jeg mig her til et bud på et billede af dansk børneteater netop nu.

Børneteatret er optaget af krigen. Ikke krigen i Afghanistan, men Anden Verdenskrig. Altså den krig, som bedsteforældrene stadig snakker om, men som glider længere og længere væk. Hele tre vellykkede krigsforestillinger viser i hvert fald insisterende teater, der inviterer børnene til at identificere sig med børnene under krigen.

Teatret Møllen fra Haderslev har skabt den betagende, Reumert-nominerede Claras Krig – baseret på bogen om en jødisk pige, der sammen med sin polske familie gemte sig i en kælder. Vel at mærke hos en jødehader, der traskede rundt og snakkede om at dræbe jøder lige oven over hovederne på dem. I forestillingen ser man både flygtningene krybe sammen i kælderen nedenunder – og herskerne danse polka ovenpå. Til sidst kan man næsten selv mærke, hvordan det er at ligge sammenkrøbet og udsultet og bange – minut efter minut i månedsvis.

Ghettodrenge

Teatret Fair Play fra Holbæk beskriver også krigen i børnehøjde. Forestillingen Chlodnagaden 33 er en skildring af doktor Janusz Korczak, der blev holdt indespærret i Warszawas ghetto med sine 192 børnehjemsbørn – og som nægtede at lade sig smugle ud, når han ikke også kunne få sine elskede børn med. Sovesalens senge er børnenes eneste faste holdepunkt. Men på scenen sættes sengene senere brutalt på højkant – og forvandles til togvognene mod Treblinka.

Forestillingen vil godt nok debattere børnerettigheder på et niveau, som de 10-årige ikke kan tackle.

Men det går alligevel. For dette en af de mest bevægende forestillinger i dansk børneteater netop nu. Skuespillerensemblet gengiver så overbevisende historien om denne idealistiske mand, der insisterede på, at hverken et barn eller en voksen får sin værdighed dræbt, bare fordi kroppen bliver dræbt. Som tilskuer bliver man helt tyst indeni. Og taknemmelig.

Til Ina-Miriam Rosenbaums forestilling Goebbels Time bliver man derimod ikke stille. Der bliver man harm. Man bliver provokeret og besnæret. For her møder man hitlers propagandaminister Joseph Goebbels, sådan som han måske har set sig selv. Manipulation er forestillingens essens. Måbende ser man sig selv marchere på stedet og råbe kampord. For Rosenbaum har her skabt et sublimt portræt, der mestrer teatrets propagandamuligheder til det yderste – som en pågående teenageforvandling af hendes voksenhit Hitler on the Roof. Frækt og stærkt foruroligende.

Paraplyunger

Skal børn da altid bekymre sig, når de ser teater? Nej, selvfølgelig skal de ikke det. De skal da også have lov til at være sorgløse.

Lige nu er Reumert-vinderen Små skridt med Teater My det mest poetiske bud på en forestilling for de 1-4 årige. Her sidder både de små og deres voksne inde i et hvidt telt rundt om en sandkasse. Og her smiler Mette Rosleff blidt, mens hun graver sine hemmelige ting op af sandet: en rendegraver, et hus, en paraply. Hun sætter ord på den eneste verden, der gælder: Mig, min mor og min far – og så mine venner fra børnehaven, hvor vi legede med en snegl. Efter forestillingen opstår der nøl og vægring. Ingen vil forlade teltet. For Teater My er wellness for sjælen.

Bamsekids

Teater My er også et af de te atre, der turnerer meget internationalt – og som bekræfter dansk børneteaters førerstatus. Men i Ringsted var det nu alligevel forfriskende også at opleve udenlandsk børneteater. Ikke mindst den hollandske teatermager Etienne Borgers, der med Cool Frogs netop er hoppet ind på det danske marked. Med frøer i en kuffert og med galskab i sit hoved fortalte han om klassisk musik og udlevede en trang til at smadre alting med sine lange arme, så alle skolestarterdrengene var parate til at følge ham. Sådan cirka til verdens ende.

Limfjordsteatret har noget af samme uforudsigelighed i Lettere end mig. Her er en pige, der møder en anden pige med akkurat samme rottehalestrit og samme gule bluse. Eller er hun bare en fantasiven? Og hvad sker der med den strikkede bamsedukke, der møder en bamsedukke, som ligner den temmelig meget, men som godt nok mangler en arm? I Gitta Mallings univers bliver normalitet og venskab samlet i et nyt teaterstrikkemønster af nysgerrighed og humor.

Taberteenagere

Jovist, dansk børneteater byder også på urhistorien den gode fortælling. Når de gamle skuespillermænd i Gråt er godt fortæller historier i deres bedstefarbus, så genopstår ’de gode, gamle dage’ lyslevende. Og når Det Fortællende Teater byder på Holger inde i Sk t. Bendts Kirke, så bliver Holger Danskes kropskløversværd ret effektivt.

Samtidig fortsætter den heftige kropseksplosion i teenageteatret. Teatret st.tv., der har stået bag 6, P, L, R, K og V.I.P. spiller den blændende svømmehalsforestilling Jeg Mig Fuck Dig om tre konkurrencesvømmere, som prøver at finde ud af, hvad de vil med deres liv, mens træneren pacer dem – og forældrene tror, at de ved, hvad der sker.

Og Thy Teater har skabt den fængende fantasyforestilling Midnat i Vestervig, hvor tre unge opsøger Liden Kirstens spøgelse på Vestervig Kirkegård med både uhygge og humor. Eller som de grotesk spørger hinanden: »Hvad vil du helst? Konfirmeres nøgen eller konfirmeres med ble på?« Øh …

Den mest særprægede forestilling er Paolo & Money. Det er en hjertegribende forestilling om gadebørn. Her kan man virkelig leve sig ind i børnenes frygt for voksnes overgreb og deres savn af en mor – og deres brug for hinanden. Her er både skuespil, breakdance og ballet, men her er først og fremmest børneudtryk for den afmagt, som børn kan føle over for verdens uretfærdighed. Til sidst melder børnetilskuerne sig rask væk til at passe på gadebørnene, mens de udmattet sover i deres papkasser. Og voksentilskuerne rømmer sig.

Eller for at vende tilbage til rundkørslerne i Ringsted: Paolo & Money er forårets lille, ubemærkede stikvej mellem de store veje. Også inden for kunsten er det af og til befriende at snuppe en ukendt afkørsel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu