Læsetid: 4 min.

Kunstens rejse mod underverdenen

En romansamtale om virkeligheden og døden
11. maj 2012

Det er ikke nogen almindelig samtalebog, Ulf Peter Hallberg (f. 1957) har lavet med den store skuespiller, teaterchef og forfatter, nylig afdøde 88-årige Erland Josephson som hovedperson. Det er en ’kunstroman’ om Livets mening og andre bekymringer, som titlen lyder, angiveligt baseret på mange fortrolige samtaler gennem tyve år og brug af hans forfatterskab. Den udspiller sig i ’teaterslottet’, en eventyrlig version af Dramaten i Stockholm. Dér færdes de døde skuespillere og instruktører i et efterliv og blander sig i samtalen mellem mesteren Hr. Josephson og initiativtageren Mister Test, der præsenterer sig som en tynd og slidt kontorskikkelse med blækpletter på hænderne. Han er nu ikke tabt bag en vogn i forhold til den livs- og kunsterfarne mester, konstant optaget som han er af at få rede på intet mindre end livets mening. Og frem for bare at være en, der tester, er han en ætling af Paul Valérys talerør og andet jeg, Monsieur Teste – ’hr. Hoved’– billedet af en hyperintellektuel kulturkritiker. Den franske forfatter er en af dem, der citeres, blandt mange højlitterære udøvere af digt og drama af de to belæste herrer.

Teaterslottet

Det er således et omfattende kulturmøde, der finder sted i dette symbolske teaterslot, der fungerer som et erindringens og anekdoternes rum i et både festligt og dødsensalvorligt regi. Hr. Josephson øser af sin artistiske skatkiste og menneskelige erfaring fra sin dobbeltverden af virkelighed og skuespil, forstillelse og sandhed. Bogen rummer en rigdom af skuespillertekniske erfaringer og metoder, underfundige historier om hukommelsens kunstgreb, nærgående portrætter af en lang række store svenske skuespillere i deres virke på scenen og under det videre spil i kantinen og privatlivet, gjort med kærlighed og skarp præcision. Eksempler er Lars Hanson, Eva Dahlbeck, Gunn Wållgren, Allan Edwall, Georg Rydeberg og ikke mindst medspillerne i Ingmar Bergmans film, som parret får forevist i en lille sal af ’maskinisten’. Bergman er en dominerende skikkelse i kraft af hans enorme betydning også for teatret, hvor de to var kolleger som ledere. Hr. Josephson er en formuleringskunstner, der gang på gang kan opsummere sit ræsonnement i slagkraftige vendinger af typen: »Efterhånden blev han simpelthen Bergman. Ingen var så meget Bergman som Ingmar. Ingmar ville gemme sig. Bergman ville ses. Bergman gav interviews og sagde, at han allerede for længe siden var holdt op med at give interviews.«

Æstetik

Eksemplet går godt i spænd med det gennemgående tema af kontraster og modsætningernes dialektik. Om splittelse og sammenhæng, om kaos og disciplin. Endelig enighed om livets mening når de naturligvis ikke frem til i uroen over tilværelsens flygtighed og korthed. Livsstemningen er baseret på stærke æstetiske begreber, idet virkeligheden til stadighed anskues i forhold til kunst, især udøvende kunst og de magiske øjeblikke i rollespillet. Det giver de eksistentielle bekymringer et overskud af humor, af replikkunst til overvindelse af den truende tomhed, der egentlig virker paradoksal i betragtning af den livsfylde, som barndomsbillederne giver indtryk af. Hr. Josephsons opvækst i en velhavende jødisk familie af højborgerlig karakter er fuld af varme og anekdoter med den særlige, distanceskabende jødiske ironi. Hans skildring af mormoren, som var en inkarneret oplæser af digte, han ikke forstod et ord af, er indtagende. Rimene fascinerede ham, så han alligevel lærte dem udenad og indkasserede et bolsje. En skuespiller in spe, forstår man.

Folkemængden

Hr. Josephson er ramt af en ondartet Parkinson og behandles med omhu af huslægen på teaterslottet under en stadig mere pågående dødsstemning, så meget mere som teatret belejres af en aggressiv folkemængde, der raser mod den elitære og parasitære kunst. Under stormen på slottet, animeret af selve kulturministeren, søger selskabet tilflugt i kælderregionerne, hvor de konfronteres med de døde skuespillere, som var det en vandring i en kunstens katakombe. De velkendte navne, skuespillere og dramatikere med Strindberg i spidsen rækker ud efter dem i en voksende stemning af både mareridt og fortrøstning, blandt andet stimuleret af ’eventyrfortælleren’, ham, der digtede om den gamle gadelygte, om fem i en ærtebælg og var bange for at blive levende begravet og derfor efterlod en seddel med ordene: jeg er skindød, og i øvrigt altid medbragte et nødreb på sine rejser. Rebet bliver en vejviser til teatrets underverden, som næsten har træk af H.C. Andersens fantastiske Fodrejse fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager i

aarene 1828 og 1829, hvorfra også ideen med de indledende resumeer og forfatterbetragtninger før hvert kapitel kan være hentet.

Man kan se den yngre forfatter, Mister Test, alias Ulf Peter Hallberg som ikke bare en reporter og ven, men som en ihærdig medvider og agent, der administrerer og komponerer en kunstnerskæbne med vedkommendes egne ord som grundsubstans. Hallbergs lidenskabelige engagement, som også har ’flanørens blik’, for nu at hentyde til hans tidligere essayroman om den europæiske bevidsthed, udfordrer mesteren, lader hans mangesidede virke fremstå som et testimonium over en genuin europæisk kunsttradition, som i dag er truet og anfægtet af brutal populisme. En døende kulturform på vej mod levende begravelse?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu