Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kurt Vonneguts sidste vittighed

Der er ikke meget at komme efter i den afdøde amerikanske forfatters bedagede og bedrøvede tanker, essays og erindringsstykker
Kultur
18. maj 2012

I 1960’erne var den amerikanske litteratur ved at eksplodere af apokalyptiske forestillinger. En af de bedste var Kurt Vonneguts roman Slagtehal Fem (1969), der i en på én gang sofistikeret, sorthumoristisk og naiv tone afspejlede et samfund på randen af sammenbrud.

Dette for længst anerkendte mesterværk – inspireret af de allieredes bombning i 1945 af Dresden, hvor Vonnegut selv sad indespærret som krigsfange – var næsten 30 år undervejs. Årsagen var, at forfatteren havde svært ved at sætte ord på de rædsler, han oplevede under bombardementerne.

Som så mange andre amerikanske forfattere, der skrev engageret om samfundet i samme årti – Capote, Mailer, Burroughs, Didion, Kesey og så videre – måtte også Vonnegut derfor bryde de litterære konventioner i forsøget på finde en form, der ville passe til indholdet.

Fra en fjern planet

Resultatet er en satirisk roman næsten uden personer og dramaturgisk spænding, og hvori vores verden betragtes fra en fjern planet. Måske fordi virkeligheden kun giver mening set i det perspektiv ...

Det absurde ved en tilværelse, hvor mennesker er styret af folk uden moral eller af systemer, der er løbet løbsk, udforskede Vonnegut gennem hele forfatterskabet, og det kan derfor ikke overraske, at også George W. Bush og hans USA til slut kom under behandling.

Desværre ikke i skønlitterær form, men i flere af de 13 små tekster, der udgør En mand uden fædreland: Erindringer fra livet i USA under George W. Bush. Denne samling af tanker, erindringer og betragtninger udkom oprindeligt i 2005, to år inden Vonneguts død i 2007, og er nu oversat til dansk og udgivet af det lille forlag A-Office.

Det var der ingen grund til. Bedagede vittigheder og sure beklagelser har næsten hele vejen igennem afløst den satire og de underfundige argumenter, der ellers er forfatterens force, og det synes som om, at han på sine ældre år har haft langt sværere ved at se det morsomme i situationen og samfundet end tidligere.

En enkelt underholdende historie er det dog blevet til, og den handler om dengang, da Vonnegut slog sig ned som Saab-sælger i en lille by i Massachusetts.

Svenskernes pikke

Det var længe inden Saab blev til »den slanke, stærke, firetakts yuppie-uniform, den er i dag«. At det kom dertil, at Saab blev smart, er i øvrigt ganske uforståeligt efter at have læst Vonneguts detaljerede kritik af specielt bilens motor. Den var udstyret med et rullegardin, der på kompliceret vis kunne styres fra instrumentbrættet, hvorfra gardinet kunne rulles hen over motoren for derved at beskytte olien i at skille fra benzinen og derved »synke ned på bunden af tanken som sirup«.

Således kunne bilen starte med det samme også i kulde – forudsat at den ellers blev startet regelmæssigt, for ellers »ville man sprede et røgslør som en destroyer i et søslag«. Vonnegut mørklagde på den måde hele byen, »der stadig taler om hvor al den røg kom fra«.

Karrieren som Saab-forhandler var ingen succes, og Vonnegut mener selv, at hans kritik af det svenske bilmærke er skyld i, at han aldrig fik Nobelprisen i litteratur. Det glemte de ham aldrig for: »Svenskerne har korte pikke, men lang hukommelse,« som han skriver.

Teksterne suppleres af Vonneguts egne grafiske værker i form af små pudsige ordsprog. Heri genkendes lidt af den inciterende naivitet, der præger forfatterens bedste værker.

Dem bør alle unde sig selv at læse eller genlæse. En mand uden fædreland kan derimod kun anbefales forfatterens mest dedikerede fans – der sikkert allerede har læst samlingen på originalsproget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her