Læsetid: 4 min.

En lille fortælling om det vigtigste i livet

Navnet ruller af tungen, og talentet er ubestrideligt: Islandske Rúnar Rúnarssons på en gang tyste og rystende familiedrama ’Volcano’ er en sublim spillefilmdebut
Rent. ’Volcano’ synes komplet kompromisløs og kemisk renset for publikumslefleri. Ikke alene har den en gammel og ganske almindeligt udseende mand i hovedrollen, den tager også fat om nogle af de mest nedslående aspekter ved den menneskelige eksistens.

Rent. ’Volcano’ synes komplet kompromisløs og kemisk renset for publikumslefleri. Ikke alene har den en gammel og ganske almindeligt udseende mand i hovedrollen, den tager også fat om nogle af de mest nedslående aspekter ved den menneskelige eksistens.

24. maj 2012

»No one is ever going to find you if you don’t get yourself lost«

Fra sangen ’Darling of the Underground Press’ af The Black Crowes

Hannes ville have været fisker, men endte som pedel. Efter 37 års virke sendes han på pension med en tragikomisk afskedsreception. Man får ikke indtryk af, at eleverne kommer til at savne ham. Hannes’ otium har hårde odds, for han er en dybt ensom mand, skønt han ikke i rent fysisk forstand er alene. Han er bare i årenes løb faret vild i sin relation til sin kone og to voksne børn. Navnlig Hannes’ søn synes at foragte sin far på grund af hans vrisne væremåde over for Anna, den milde hustru og mor. Det er, finder vi efterhånden ud af, Anna, der har stået for størstedelen af samværet med og omsorgen over for børnene. Og dette har haft afgørende betydning for den psykologiske dynamik i familien.

Nul leflen

Den ændrer sig imidlertid med et slag eller rettere et slagtilfælde, der efterlader Anna lam og ude af stand til at kommunikere. Ud fra ’bedre sent end aldrig’-princippet beslutter en brødebetynget Hannes sig for at passe sin livsledsager i parrets eget hjem. Om hustruen stadig er i stand til at fornemme hans kærtegn, eller om de hyppige morfinindsprøjtninger nu har overtaget disses rolle, står hen i det uvisse. Men på værst tænkelige vis har Hannes’ liv nu fået et nyt formål. I og med at 35-årige Rúnar Rúnarsson er uddannet fra Den Danske Filmskole, kan vi godt tillade os at tage en smule af æren for hans succes. Priserne er nemlig allerede regnet ned over Rúnarssons kortfilm, og der har længe været talt og skrevet om den unge mand med det åbenlyse talent. Med Volcano har han lavet en af den slags film, som synes komplet kompromisløs og kemisk renset for publikumslefleri. Ikke bare har den en gammel og ganske almindeligt udseende mand (en fremragende Theodór Júliusson) i hovedrollen, den tager også fat om nogle af de mest nedslående aspekter ved den menneskelige eksistens – uden dog at miste håbet eller humoren af syne. Et sted i baggrunden lurer den store engelske socialrealist Mike Leigh, men filmen føles afgjort som et meget personligt værk.

Gråhåret lærling

Titlen henviser til et vulkanudbrud, som for årtier siden tvang familien til at flytte fra deres hjemegn. De bor nu i Reykjavik, og at de aldrig flyttede tilbage, var Hannes’ beslutning, for han er en mand af den gamle skole. Først nu, i 11. eksistentielle time, begynder patriarken at vende blikket indad og bagud og fundere over, hvordan han forvaltede rollen som mand og far. Det er oplagt at tolke Hannes som en tobenet vulkan, der nu befinder sig et sted mellem udbrud og sammenbrud. Vulkanudbruddet skildres i al dets grufulde pragt via arkivklip i filmens titelsekvens, men herefter slås ind på et minimalistisk filmsprog, som holdes næsten hele vejen igennem. Faktisk rører Rúnarssons kamera sig sjældent ud af stedet, men det har altså ikke forhindret ham i at sætte en både rystende og bevægende film i verden. I nogle af Volcanos tidlige scener tager Rúnarsson den fulde konsekvens af, at Hannes har tonsvis af tid. Der dvæles ved, at han hiver indvoldene ud på de fisk, han har fanget. Han er alene med sig selv på sin godt brugte båd, og hans ensomhed forplanter sig snart til tilskueren.

Siden når vi til de særligt karakterafslørende scener, hvor en hjemmesygeplejerske venligt irettesætter Hannes’ med hensyn til pasning af Anna: En stolt mand, som gennem hele sit arbejdsliv har ageret bøs autoritet, indser og accepterer, at han nu selv må stå skoleret. Det er et uhyre intenst sjæledrama, og Rúnarssons udramatiske iscenesættelse signalerer respekt for både de fiktive figurer som for tilskuerens (følelsesmæssige) intelligens. Det er monumentalt og minimalistisk på en og samme tid.

Tavshedsterror

Alle filmens figurer føles flerdimensionale: Sønnen har utvivlsomt ret til at være vred på Hannes, men han fremstår samtidig usympatisk, når han ikke er i stand til at holde sin egen søn ude af de voksnes konflikt.

Hannes’ forhold til den øvrige familie – med barnebarnet som moderat undtagelse – repræsenterer et grumme fejlslagent forsøg på fællesskab, som er hjerteskærende at overvære. At der ikke synes at have været det store drama på færde, gør egentlig kun det hele værre. Det er snarere tavshed og antydninger, der har revet blodets bånd over, og flere af Rúnarssons billedkompositioner understøtter temaerne om splittelse eller adskillelse. I et enkelt tilfælde bliver symbolikken for tung og tydelig, men det er en skønhedsplet på et virkelig imponerende værk. Det skal blive overordentlig interessant at se, hvad Rúnar Rúnarsson kan drive det til fremover.

 

Volcano. Instruktion og manuskript: Rúnar Rúnarsson. Islandsk og dansk (Empire og Vester Vov Vov i København samt en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Meinertsen

Informations anmelder peger på filmens minimalistiske filmsprog:

”Det er et uhyre intenst sjæledrama, og Rúnarssons udramatiske iscenesættelse signalerer respekt for både de fiktive figurer som for tilskuerens (følelsesmæssige) intelligens. Det er monumentalt og minimalistisk på en og samme tid.”

Da dette er essentielt, finder jeg det på sin plads at konkretisere aspektet lidt ved at referere fra ”PHILM.DK”, hvor Tobias Lynge Herler skriver:

”Et af de mest effektive midler i opnåelsen af det stærke udtryk er den fuldstændigt rolige stil i både fotografering og klipning. Instruktøren har ikke de krukkedes behov for at markere sig gennem indpakningens bling bling.

En mesters bevidste fravalg
På samme måde er lydsidens ro en mesters bevidste fravalg. Filmen er underlagt sammenlagt maksimalt fem minutters musik, og denne kommer så til gengæld smukt og velovervejet.”