Læsetid: 3 min.

Livets guddommelige teater

Biblen. Der er mindre himmelhøjde og mere jordnært stof i Oskar K.’s og Dorte Karrebæks gendigtning af Bibelen
1. juni 2012

Så er de to kreative provokatører i dansk børnelitteratur og nærmeste omegn igen på banen med et værk, der prøver grænser af. Afsættet er denne gang at lave en slags opdatering af den fra middelalderen kendte fattigmandsbibel Biblia Pauperum, som var en stærkt forkortet udgave af Bibelen med helsides træsnit og en kursorisk gennemgang af hovedbegivenhederne i henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente. Hos Oskar K. og Dorte Karrebæk har værket fået undertitlen Ny bibel for de fattige i ånden og hermed er vinklingen også angivet. Det er et værk om og til de åndssvage og tosserne, kort sagt alle dem der ingenting ved – og det er jo i følge Bibelen netop dem, der skal arve jorden og er tættest på gudsriget.

Bogens ramme er det teaterstykke, en flok åndssvage opfører om Jesu liv. De bygger en kulisse med Biblia Pauperum som forlæg og bogens forløb udgøres så af de 40 tableauer eller småscener, de med stærkt vekslende held og et slingrende manuskript gennemspiller med de fire evangelister som skiftende instruktører. Fra Marias bebudelse om at hun skal føde en søn og kalde ham Jesus og frem til korsfæstelsen, opstandelsen og Dies Irae.

Dynamisk og refleksiv

Opslagene er bygget op med Oscar K.’s parafraserende tekst på venstresiden inklusive en opsats med regibemærkninger samt en række korte (og ofte moderne) citater, som så indflettes på højresiden, hvor Dorte Karrebæk udfolder stor opfindsomhed og overlegen fabuleringsevne i den billedmæssige gestaltning og fortolkning af det, der så foregår i selve scenerummet. Og det er netop i spillet eller interaktionen mellem de mange især bibelske citater og illustrationerne, bogen får dynamik og en egen refleksiv energi, når der så oven i købet suppleres med citater af eksempelvis mystikeren Mester Eckhart, Shakespeare, Grundtvig, Bohr, Fassbinder, Olsenbanden, den persiske digter og mystiker Rumi, Mark Twain- og af Oscar K. selv. En stilistisk stærkt blandet citatlandhandel sat til skue og diskussion på en art meningsudvekslingers rummelige holdeplads. Da Maria forundret bebuder sin graviditet (»hun kendte jo ikke af nogen mand i dén forstand« – som Oscar K. formulerer det) sker det bl.a. i samspil med Bill Clintons nu klassiske citat: »I did not have sexual relations with that woman«. Det er billedet af en ensom og angst Jesus, der træder frem i teksten. En af de få, der prøver at komme lidt tættere på ham, er Maria fra Magdala, som med sine velduftende salver forkæler ham og lever og ånder for ham uden helt at forstå hans ord. Undervejs må Jesus, forladt af både mennesker og Gud og misforstået af sine samtidige, i en pause lige kigge i rollehæftet for at se, hvad der senere venter. Jesus er egentlig bare en stor knægt for hvem tingene bare sker. I en vis forstand dør Jesus således forgæves og ved dommedag går der helt koks i foretagendet, da en træt, gammel Gud træder frem for blot at konstatere, at højttaleranlægget ikke virker. Folk får således ikke at vide om de er kommet i gudsriget og går derfor opgivende hver til sit. Gud går så også bare hjem og tager Jesus og en engel med.

Til intet skal du blive

Bogen er renset for enhver form for spiritualitet. Af intet er du kommet og til intet skal du blive, er bogens grundlæggende credo. Det eneste, mennesket kan gøre, er at glemme sig selv. Hvis man kan det, har man en chance for at komme med i Guds rige. For som der står i værkets forord:

»I begyndelsen var der intet, og intet var hos Gud, og Gud er intet.«

Det er præcis derfor de fattige i ånden er tættest på gudsriget. Oscar K. og Karrebæk appellerer til den grundige eftertanke ved at pille det guddommelige af Jesus og spørger i stedet, hvad meningen med os mennesker egentlig er. Hvis der altså overhovedet er nogen. Det er denne søge- og afklaringsproces, deres nye bibel så at sige sætter i scene. Det gør de tankevækkende og med en frodigt fabulerende idérigdom, som ikke mindst er spektakulært til stede i Karrebæks illustrationer, som med vid, bid og slagfærdig humor beskriver allehånde mennesketyper og muntert udtænkte dyrekloners gøren og laden i det man passende kunne kalde livets guddommelige teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu