Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

’Meget mærkeligt firma’

’Den Eneste Ene’ overlever endnu en iscenesættelse som musical. Men kun Nicolaj Kopernikus som Niller formår at spille så knuselskeligt, som denne nyklassikerkomedie kræver det
Kultur
29. maj 2012

»Hvis jeres forhold var et dyr, hvilket dyr var det så?« Sådan lyder det legendariske spørgsmål i Susanne Biers film Den Eneste Ene fra 1999. Og jo. Svaret får stadig publikum til at grine, selv om de fleste i salen kender svaret: »Et marsvin? Det er ikke noget dårligt dyr …«

Og nej. Musicalen i Glassalen i Kenneth Kreutzmanns iscenesættelse er heller ikke nogen dårlig musical. Musicalmusikken fra 2005 af Thomas Helmig og Jesper Winge Leisner fænger stadig – med hitnumre som »Så tænker jeg jo bare på dig« og »Meget mærkeligt firma«.

Originalkapelmester Joakim Pedersen får musikken til at svinge og dunke under perlelysekronen, og sangerne lyser op med sikre stemmer. Vicky Leanders danse glitrer i perfekt, parodisk komediekitsch, og Rikke Juellunds scenografi har en skøn satire i lyskasser og kostumer i krasse farver: Køkkenelementerne fejler ikke noget.

Syv år, Niller!

Men låger og hængsler passer ikke helt sammen i Kenneth Kreutzmanns iscenesættelse. Nogle performere spiller psykologisk drama, og andre spiller revy. Og så knækker forestillingen altså.

Castingen er halvdelen af problemet. Hvor charmerende Robert Hansen end er på film, så har han altså ikke scenemagnetismen til at løfte birollen som tømrervennen Knud til de Lars Kaalund’ske højder. Og uanset hvor mørkhåret man kan farve Jimmy Colding, så er hans figur som italiensk macho ikke just skrædderskåret. Og Linda P’s fortolkning af den kiksede Mulle, der har læst psykologi ’Syv år, Niller!’, er nærmest bare hjemmesyet. Hun får ikke lov til at lade sin standup-råhed skabe meta-satire om rollen, og så er der kun en kejtet pige tilbage.

Trutmund

Men Nicolaj Kopernikus er knuselskelig i rollen som Niller. Han løfter arven fra Niels Olsen og gør rollen til sin egen. Han er vildt overbevisende sammen med den lille, nuttede adoptivdatter Hawa Jalloh, der siger ’Fuck!’, og han er skønt forelskelseslammet, da han står over for Mia Lyhne i hendes køkken. Her er der en mand, der både er komisk og erotisk, tak!

Mia Lyhne er lovlig mut og fysisk distanceret i førsteakten – måske i kamp med det tåbelige, grålige housewife-hår, som nogen har givet hende på? Men senere skruer hun op for varmen og vinder hjerter, sikkert også inspireret af Christiane Schaumburg-Müller, der spiller sin debut hjem på fuldt blus i trutmundrollen som blondineveninden Stella.

»Så let som at samle et underskab,« siger Nikolaj Kopernikus. Det kan han sagtens sige, for han har hænderne skruet rigtigt på – og charmen. Desværre næsten som den eneste ene …

 

Den Eneste Ene. Baseret på Susanne Biers film. Originalmanuskript: Kim Fupz Aakeson. Musik: Thomas Helmig og Jesper Winge Leisner. Iscenesættelse: Kenneth Kreutzmann. Scenografi: Rikke Juellund. Koreografi: Vicky Leander. Kapelmester: Joakim Pedersen. The One and Only Company i Glassalen i Tivoli til 15. juli samt Musikhuset Aarhus 11-21. oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er bare ikke en god idé at spille hjemmegjorte musicals, når de af verdensformat i snart årtier er blevet svigtet på danske teatre - og det er hverken Les Mis eller POTO, jeg tænker på.