Læsetid: 3 min.

Mere sprog på kødet, tak

Erotiske fortællinger. I Kristina Stoltz’ nye, erotiske noveller er litteraturen taget som gidsel af det dampende begær, af strunke, dybtrøde kønsorganer og deres fugtige huler
Mekanisk. Problemet med Kristina Stoltz’ fortællinger er ikke, at de er fyldt med klicheer – varmblodede italienske mænd, grumme latinotyper i det argentinske højland, penis strunk som en sabel – men at de er så mekanisk sat i værk.

Mekanisk. Problemet med Kristina Stoltz’ fortællinger er ikke, at de er fyldt med klicheer – varmblodede italienske mænd, grumme latinotyper i det argentinske højland, penis strunk som en sabel – men at de er så mekanisk sat i værk.

Adrian Joakim

18. maj 2012

Kristina Stoltz’ nye, fælt dampende samling af noveller bygger, tror jeg, på en bestemt forestilling om forskellen mellem pornografi og erotik. Det første handler om afsindige stillinger, om kroppe åbnet på nye og vilde måder. Det andet handler om et socialt akavet begær. Her skal de skildrede personers fornemmelse for det passende, deres identitet og vilje kæmpe imod. Og selvsagt hurtigt overvindes, så vi kan komme frem til de svulmende lemmer og de blodfyldte, fugtige kønslæber. Den sitrende stønnen, brystvorternes strittende rosiner.

For sådan er det i Et kød. Stillingerne er eksotiske nok, til tider endda krydret med tung symbolik og magisk realisme, men især er begæret lig med det socialt forbudte. I disse noveller er erotikken en kraft, der ødelægger folks livsbue og selvbillede. Sådan er jeg ikke, tænker de undervejs og kæmper imod. Men de dunkende kønsorganer m/k går deres helt egne veje.

... og så har de vild sex

Vi møder den unge kone og stedsønnen, og så har de vild sex. Vi møder autisten og ham, der passer hende, og så har de vild sex. Vi møder en kvindelig turist og en revolutionær egypter, og så har de vild sex. Der er også den purunge pige, der hinsides al skam skal initieres til sansernes hårde glæder af en grimmer kok (og så har de …), der er en gammel dame, hvis mand passes af en ordentlig knægt af en neger.

Også de har vild sex, tada! Og hvis det virker en smule ensformigt, så er det helt rigtigt fornemmet. Det er fuldstændigt overvældende ensformigt, især når den første, nærmest ufrivillige ophidselse har lagt sig. Faktisk er det sådan her i Et kød: Hver gang blodet løber ned i skødet, og fugten siver ned ad siderne, og det gør det stort set hele tiden, så løber energien ud af novellerne. Ikke en eneste levende, interessant skikkelse er der undervejs, ikke en eneste ’litterær’ passage, som fungerer.

Hvad vil litterær sige her? Læs og lær:

»Det brusede i hele kroppen, som om store bølger rejste sig inden i hende, og hun havde lyst til at gå hen til ham. Havde lyst til at tage kimonoen af og stille sig foran ham igen. Hver gang hun bevægede sig det mindste, gned silken hen over brystvorterne som tunger, der slikkede over huden, og hun mærkede, hvordan de blev mere og mere stive inde bag stoffet.«

Stive hjerter

Hvor ville det være fantastisk, på sin vis, hvis brystvorterne i stedet bare var ømme. Eller hvis ham den unge hippie-surfer-maler med nøgen overkrop (for sådan er han bare) faktisk ikke gad hende den sarte kunstnertype Clarissa, som det handler om her.

Eller noget andet og uventet. Men også de har vild sex, så trist egentlig. Så kan man lige så godt klikke ind på Youporn, eller hvad det hedder på nettet i dag. Det føles mere ligefremt.Nå. Problemet med Et kød er til syvende og sidst ikke, at den er fyldt med klicheer – varmblodede italienske mænd, grumme latinotyper i det argentinske højland, penis strunk som en sabel – men at de er så mekanisk sat i værk. Man savner humor, uforudsigelighed, et sprog, der vil mere end at gøre sin læser liderlig. Eller som kan gøre det på måder, der ikke får læseren til at føle sig tarvelig imens.Som det er nu, så ved man som anmelder ikke, hvorvidt man skal bedømme Et kød med hjerter eller stiverter. Måske med stive hjerter? Men heller ikke dem kan den få mange af.

PS: Alt det her er så meget desto mere mærkeligt – og skuffende – fordi Kristina Stoltz’ forrige roman Æsel var virkeligt god. Den var også lidt overset, man kan med fordel skynde sig ud og læse den. Æsel føltes som noget nyt i forfatterskabet, et større sæt af ambitioner. De indfris slet ikke her.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer