Læsetid: 4 min.

Mestrene af det banale

Den danske, verdenskendte trio Outlandish fortsætter deres balance på knivsæggen mellem det ansvarlige og det sentimentale. Det synes at ligge i deres gruppe-dna, men det lykkes alligevel ikke altid
30. maj 2012

Jeg har det svært med banaliteter. Det skal man jo have som kulturkritiker, for ellers falder man for eftersnakkeriet, det inferiøre, det uopfindsomme.

Banaliteter er særligt paralyserende hestepiller, som åbenbart skal sluges på daglig basis. Men det banale, det uoriginale, det åbenbare, det fortærskede er jo også vores realitet. Og jeg må erkende en respekt for folk, der tør tage livtag med alle de almindeligheder, der definerer vores liv. Gøre dem til noget nærværende, demonstrere at de er en fælles præmis, laste dem med betydning.

Outlandish’ imponerende karriere har bragt dem fra Brøndby Strand til hele verden, og det er ikke sket uden en mere popmusikalsk opblødning. Ja, med tiden er Isam Bachiri, Waqas Qadri og Lenny Martinez blevet ferme til international sing-a-long, til bredt tilgængelige slagsange for fred og fordragelighed. Også her på deres femte album Warrior//Worrier.

Men de udviser da også – f.eks. på sangen »Breathing Under Water« – tvivl om deres eget virke. Men finder så alligevel veje frem ved at vende floskler på hovedet. Det holder liv i sproget og dermed i forestillinger og drømme: »Money can’t buy happiness/At least I can lease it« eller »Life is irregular/It’s time to get secular«, som lyder det fra to muslimer og en katolik med rødder.

Warrior//Worrier er deres første album på et lille dansk selskab efter 12 år hos de multinationale, men deres lyd er ikke blevet mindre spiselig af den grund. De akustiske guitarer triller sig gennem yndige melodier, breakbeatene er rettet til med tættekam, strygere, kor og synth bruges først og fremmest som melankolske smagsforstærkere.

Vi trakteres med ballader og smagfuldt melodisk hiphop med en global tintning og akustiske instrumenter med latinamerikanske, nordafrikanske og pakistanske indfarvninger i melodier, harmonier og via flersproglige rap. Lige indtil albummets sidste tre af 13 numre, hvor vi ender i US hiphop-hood med pimpet crunk hiphop og et trancetechno-anthem. En lidt anonym, omend funky exit, hvor trioen dog går mod de amerikanske forbilleder med poetiske tekster og sågar lidt syntetiske arabesker.

Outlandish forsøger albummet igennem at balancere på en knivsæg, men det lykkes ikke altid – og så titter det sentimentale frem i flere sange, i enten tekst eller musik eller begge dele. De dundrende trommer, de dårende stryger, det henførte »Oooh, I remember way back when/It was a dream that I had/We were just a couple of friends/Playing in the school yard/With all of the weight of the world hanging over you«.

Rapmusik stavet bagfra

De mødtes i Brøndby Strand. Waqas Qadri fik engang bank af et par idioter, som kaldte ham ’tyrker’. Han var ellers født i Gentofte og hans forældre er pakistanske. Han beskrev sig selv som »en lille tyk bamse med tykke briller«, da jeg interviewede trioen for ti år siden.

Lenny Martinez blev født i Honduras og flyttede i 90’erne til Brøndby Strand, hvor han kom i skole med Qadri. Han husker sin opvækst på Cuba som et liv med åbne døre. Martinez’ første billede af Isam Bachiri er at se ham hver morgen cykle forbi busstoppestedet, hvor Martinez ventede. Bachiri blev født på Rigshospitalet som søn af marokkanske forældre. Han beskrev sig om en mors dreng, men var også det hemmelige våben, når der blev spillet fodbold i Brøndby Strand.

De tre endte med at spille basket sammen og blev kaldt ’drengene fra Kisumparken’. Og de andre drillede dem med, at de lavede »det der neger-hiphop«, som Martinez formulerede det. Og han påpegede, at »hvis man fjerner k-e-n fra Kisumparken og staver det baglæns, så bliver det til rapmusik«.

Det ligger altså i gruppens dna at kæmpe for større tværkulturel forståelse. Og nu skræver de over kontinenter med en musik, der forsøger at samle og hele og opbygge. Det er en farlig disciplin, ikke mindst når deres samfundskritik nærmer sig en konsensus, for eksempel en vedtaget skepsis over for vores ledere. »Maniacs rule your cities/While geniuses drive your cabs«.

Det skal nok gå

Men jeg kan ikke lade være at påskønne deres stræben efter at samle nationer og menneskehed med appeller til individer om at nyde livet, men gøre det med ansvar. Jeg ville bare ønske at de fik noget af al den disharmoni, de beskriver, ud i deres musik. Jeg synes ganske enkelt, at det er mærkeligt at gå efter så gennembehageligt et lydbillede, når teksterne beskriver så mange former for mangel på eksistentiel komfort.

Ikke mindst fordi der kan været noget passiviserende over deres vellyd og deres velgørende tanker. Man nynner med og tænker, at det hele nok skal gå. Men gør det det af sig selv?

Og så er det alligevel pokkers svært ikke at nikke med på deres bedste slagsange af humanistisk vævet velour. F.eks. »Barrio«, »Better Days« og den Lauryn Hill/Wyclef Jean-inspirerede »Sky Is Ours«. Disse sange er simpelthen så trodsigt livsalige, at de er uimodståelige. Og det gælder også, når det lyder sådan her fra mestrene af det banale: »One thousand reasons to cry out/Is that a life?/A thousand reasons to smile, I tell u why/Consolation to you tears/I’m a light up your way«. Ja, vær sød at gøre det.

 

Outlandish: Warrior//Worrier (Labelmade/A:larm). Udkommer mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg må indrømme, at jeg blev provokeret, da jeg for nylig læste ovenstående artikel fra Information om Outlandishs nyeste album Warrior//Worrier. Selvom artiklen uden tvivl er forældet i nyhedsbranchen, har jeg alligevel valgt at kommenterer på den, da jeg ikke synes den skal stå alene hen, når folk, som jeg, tilfældigvis falder over artiklen. Det er grundlæggende brugen af ordet banalt sammenkoblet med Outlandish og deres musik, jeg ikke forstår. Jeg er af en helt anden opfattelse.
Jeg har efterhånden lyttet til Outlandish i mange år, og deres musik – inklusiv Warrior//Worrier - har for mit vedkommende altid fremstået som meningsfyldt, udviklende og originalt. De forholder sig til livet, og hvordan vi som mennesker lever her og nu – hvordan kan det nogensinde blive banalt?
Så tænker jeg; i hvilken sammenhæng er det nu, at jeg har hørt ordet banal blive brugt? Jo, det har jeg i forbindelse med H.C. Andersen - vores folkekære, danske forfatter blev ligeledes beskyldt for at være både sentimental og banal af datidens kritikere. Det undrer mig – for efter min mening er H.C. Andersens historier nogle af de smukkeste i verden, selv de mest forfærdelige skæbner og emner i livet beskrives på en smuk måde. Måske gør Outlandish det samme – beskriver livet på godt og ondt på en smuk måde (læs: gennem smuk musik - for der er vel nok disharmoni og grimhed i livet i forvejen)? Teksterne beskriver de almindelige skæbner, som vi hver dag går og ser på – en ulykkeligt gift kvinde, en overkvalificeret taxachauffør osv. – alle med strandede drømme og håb. Dét er langt fra banalt – det er faktisk det modsatte af banalt, det er at sætte fingeren på pulsen lige dér, hvor den banker allerhøjst.
Denne tid er præget af mennesker, der svinger mellem at være overfladiske, selvpromoverende egoer til små, bekymrede væsner i store globale problemer. Derfor vil det give mening at se kærligheden og livet i de små ting - de ting, der holder os i live. Som Ready to Love så godt beskriver det: If you're still scared look at you're children faces.
Outlandishs musik og tekster rammer i hjertet, hvis man vil åbne op for det…og det burde flere efter min mening gøre….