Læsetid: 3 min.

Metropolitan-tenor i fint selskab

En stor stemme besøgte Tivoli, men aftenens stjerne var havens eget orkester og en dansk dirigent
30. maj 2012

Joseph Calleja er en stor stemme fra Malta. Han har gæstet Danmark allerede som 25-årig i rollen som hertugen i Rigoletto i en opsætning på Det Kongelige Teater. Det blev der snakket meget om dengang, om man havde været inde at høre ham dér den ukendte malteser med den store stemme. Siden har Calleja fået en stor international karriere, så han i dag kan annonceres i Tivoli som en gæst fra Metropolitanoperaen.

Professionelt

Lørdag havde han koncert med Tivoli Symfoniorkester med et sædvanligt lagkageprogram af de bedste italienske arier og de klassiske franske. Callejas tenorstemme er stor og smuk, velklingende og med mange overtoner. Han lagde ikke stille ud, men blottede fra første tone organet i et forte, der varede resten af koncerten. Første arie havde dog stadig sin lille skrøbelighed i et ukontrolleret vibrato på stemmen, der først i de næste arier stabiliserede sig, så man blev overbevist om hans sikkerhed og professionelle kunnen. Forte blev ind i mellem til fortissimo og en gang imellem fik man også et piano, der måske ikke var besnærende, men dog velfungerende, ligesom hans klassiske udtyndinger heller ikke var at beklage. Calleja har ganske enkelt lært kunsten at synge og har forvaltet sin stemme forbilledligt gennem sin karriere. Også programmet var professionelt afstemt med store arier til en stor stemme, men heller ikke over evne, så det passede med, at aftenen var ved at være slut, da det ustabile vibrato vendte tilbage og overskuddet fortog sig. Calleja afstod fra den sædvanlige Tivolifest med ekstranumre i en evighed og vinkede høfligt farvel efter et par publikumskære favoritter som »O sole mio.« og »Non ti scordar di me«.

Uberørt

Hvad man savner hos en sanger som Calleja, er, hvad én af de store gamle tenorer, muligvis Giuseppe Di Stefano, udtrykte: »Jeg er ikke en sanger, der ryger, jeg er en ryger, der synger«. Om end det handler om at ryge, er det dejlige ved citatet, at det handler om at være et menneske, (en ryger ganske vist), før en stemme. Calleja er den mere gængse sangertype, der er stemme før menneske og dermed mere en håndværker end en kunstner. Dette kunne man forsikre sig om, når han mellem ekstranumrene gentog én af operahistoriens smukkeste arier »E lucevan le stelle«, Cavaradossis store arie i Tosca, og man var lige så lidt berørt som første gang, han sang den tidligere i programmet. Calleja har indspillet mange af de arier, han stod med denne aften, ligesom han kender dem fra scenen, men det gør det ikke mere indlevet eller gribende, at han genkalder sig scenen og sine teatergestus. Hvad man savner, er naturligvis, at han stod i musikken med sig selv som et menneske, der synger og ikke en sanger, der spiller menneske.

Så må man sige, at aftenens stjerne var dirigenten Jesper Nordin og Tivolis Symfoniorkester, der hele aftenen leverede usædvanligt smukt og indlevet musik. Orkesterets mellemspil var de musikalske højdepunkter, der bragte Italien til Tivoli. Orkesteret fulgte med fortrolighed Nordins lydhøre direktion og varsomme forvaltning til ligefrem sitrende nærvær og musikalsk indlevelse ikke mindst i den klassiske »Méditation« fra Thaïs af Massenet, hvor koncertmester Rune Tonsgaard Sørensen sammen med dirigenten fik drevet den rette skønhed ud af det populære nummer. Også i akkompagnementet af Calleja formåede Nordin sammen med orkesteret at skabe et lyttende og stærkt musikalsk underlag. Dette samarbejde vil man gerne høre meget mere af.

 

Tivolis Koncertsal. Lørdag den den 26. Maj kl. 19.30. Joseph Calleja, tenor. Tivolis Symfoniorkester. Dirigent: Jesper Nordin. Musik af Verdi, Puccini, Massenet m.fl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu