Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Når der ikke er mere at sige

Jytte Rex’ portrætfilm om Danmarks største nulevende arkitekt Henning Larsen er en renskuret fremførelse af hans imponerende livsværker, der bliver gennemgået et for et, uden at man bliver klogere på dem eller ham
Kultur
3. maj 2012

Der er få arkitekter, om overhovedet nogen, der har haft så store muligheder for at sætte sit præg på Danmark og særligt København som 86-årige Henning Larsen. Siden 1960’erne er markante projekter som Operaen, Handelshøjskolen og Nordeabyggeriet ved Knippelsbro skudt op i København. Ude i verden har han stået for kæmpeprojekter – universiteter, Udenrigsministeriet i Saudi-Arabien – og karrierens største bliver slavisk gennemgået af ham selv i dokumentaristen Jytte Rex’ portrætfilm Henning Larsen – Lyset og rummet.

Man måtte formode, at han har noget interessant at sige om tankerne bag disse projekter og de muligheder, han har haft. Om ’lyset og rummet’, om inspiration og drømme, byplaner og natur, tanker om menneskets plads i verden, om mødet mellem bygninger og liv. Men det har han ikke – eller rettere: Det siger han ikke noget om.

Detaljeret og upersonligt

Filmen er med enkelte undtagelser bygget op om nøgterne præsentationer af hans værker. Detaljeret og lidt upersonligt forelæsende hører man om »dejlige rum« og den »fascinerende lyd«. Om at lukke lys ind og holde det ude. Om svungne former. Man fornemmer de store tanker, men der bliver ikke sat ord på dem. Det holder sig til, »jeg kan godt lide lyset«, og »jeg arbejder meget med rummet«.

Selv når han gennemgår sine store inspirationskilder, når man ikke ind til en forståelse. Han fortæller, at Le Corbusier »selvfølgelig« har haft en stor betydning for ham, og at C.F. Hansen var en meget »stor arkitekt«. »Domkirken er et flot byggeri«, og bugen ved domhuset skaber »et flot rum«. Spreckelsen har lavet et vartegn i Paris, »og det siger ikke så lidt. Paris er jo en by med mange flotte monumenter og mange flotte vartegn«.

Man får at vide, at han har været ansat hos Utzon ganske kort, og at han senere mødte ham – nærmest på hans dødsleje – og at de talte sammen i en time. Men vi får ikke at vide om hvad.

Engang i mellem skærer han igennem forelæsningerne og kommer med et, »dét er essensen«, eller »dét er arkitektens store opgave«, men det ene øjeblik er det lyset, han taler om, det næste øjeblik mødet mellem mennesker, og til sidst fortæller han pludselig, at essensen af det, han har arbejdet med, har været trapper, »at noget går opad«, hvorefter han forklarer, at »det optager [ham] meget at arbejde med rum og lys og den slags ting« – ja, faktisk er det en besættelse erkender han, men hvorfor?

På et tidspunkt forklarer han næsten selv, hvorfor vi ikke får mere:

»Det er i virkeligheden meget mere komplekst. Selvfølgelig kan man godt begynde at filosofere meget mere over tingene, men jeg synes, det er meget mere spændende at arbejde spartansk med tingene.«

Ubesvarede spørgsmål

Det er ikke fordi, filmen er rodet, uinteressant eller usammenhængende. Den er fyldt med pæne panoreringer af smukke bygningsværker tilsat klassisk musik og formfuldendte beskrivelser suppleret med skrevne små filosofiske betragtninger, som vi må formode tilhører arkitekten selv, men heller ikke de små visdomsord bringer os længere ind i arkitektens sind (»Jeg mener, at mange befinder sig i forfærdelige omgivelser og ikke tænker på, det kan være på en anden måde.«)

Det bliver på intet tidspunkt farligt eller rigtigt interessant, og han har tilsyneladende ingen smertepunkter, hverken personligt eller professionelt, ud over som bekendt operabyggeriet, som han nok engang får lejlighed til at udtrykke sin skam over. Man fornemmer stadig en indebrændthed og en boblende vrede over for »hr. Møller«, der var den værste, Henning Larsen nogensinde har været udsat for. Selv da han arbejdede for diktaturstaten Saudi Arabien, fik han frie hænder.

»Man holder hånden over Hr. Møller,« siger han på et tidspunkt, og man får den tanke, at Jytte Rex med filmen om Henning Larsen netop holder hånden over hr. Larsen, og det gør hverken filmen eller Henning Larsen nogen tjeneste. Den bliver for andægtig og pæn. Hvorfor er lyset så vigtigt for ham? Hvad er lyset for ham? Hvordan har han det med at opføre et politisk monument i et diktatur? Hvad vil han med København? Hvad har drevet ham? Er han gift, og hvad betyder det for ham?

Måske taler bygningerne for sig selv. Måske ønsker han ikke at sige mere. Måske er der ikke mere at sige.

 

Henning Larsen – Lyset og rummet. Instruktion: Jytte Rex. Dokumentar (Grand Teatret)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her