Læsetid: 4 min.

En nødvendig bog

Hvis man vil forstå de dybere årsager til den langvarige økonomiske krise, skal man læse Jørgen Steen Nielsens nye bog, som dog er ramt af lidt nostalgi efter samfund fra før moderniteten
18. maj 2012

Det er en gåde for mange, at Danmark og store dele af Europa stadig befinder sig i en dyb økonomisk krise – og sandsynligvis risikerer at opleve økonomisk gråvejr de næste tre-fire år med kun ganske få solstrejf. Det er et mysterium for traditionelle økonomer, der i flere omgange, har forsøgt at tale optimismen ind i hovedet på forbrugerne og har sagt, at opsvinget snart, meget snart, er på vej.

Men vil man forstå de dybere årsager til den langvarige økonomiske krise, gør man klogt i at læse den nye bog om Den store omstilling, som Informations Jørgen Steen Nielsen har skrevet. På en klar og overbevisende måde beskriver han, hvordan vi i realiteten er vidner til en dybere systemkrise, hvor en række forbundne globale kriser – for finanserne, for klimaet, for råstofferne og for fødevarerne – spiller selvforstærkende sammen og alle afspejler, at den globale økonomi er i færd med at overskride sine naturgivne grænser.

Der er givet også en sundheds- og fattigdomskrise på spil i de mange komplekse feedback loops, som politikerne slås med i bestræbelserne på at genrejse økonomien, men Jørgen Steen Nielsen er i bogen først og fremmest fokuseret på de to store megaudfordringer: Den finansielle systemkrise og den økologiske krise. Det er stærkt urovækkende læsning, for han beskriver, hvordan hele fundamentet for den traditionelle økonomiske tænkning og de nuværende modeller er ved at erodere.

Uholdbart pyramidespil

Har man ikke opdaget, hvilke forandringskræfter der er på spil midt i den globale krise, vil Jørgen Steen Nielsens bog være et godt sted at vågne op til virkeligheden.

Det finansielle marked med en eksplosiv stigning i handlen med spekulative derivater har ført til en faretruende afkobling fra realøkonomien, og som finansanalytikeren Albert Edwards er citeret for, så er sandheden nok, at det seneste årtis økonomiske velstandsløft har været svindel: Et fuldstændig uholdbart pyramidespil bygget på et bjerg af privat gæld.

Vi bliver mindet om, at en række af verdens økosystemer er overbelastede eller under direkte ødelæggelse, den biologiske mangfoldighed falder og den eksponentielle vækst i vores forbrug af naturressourcerne har udløst tårnhøje prisstigninger, og i næste fase risikerer vi, at produktionen rammer loftet, og derefter vil falde hastigt. I 2033 risikerer vi f.eks. at ramme peak phosperus, og uden fosfor er der ingen mad. Mange læsere vil sikkert opleve det som en ulidelig påmindelse om, at der findes grænser for vækst, og at paradisdrømmen om den uendelige vækst brister, men slår man op på bogens to store opslag – på side 46-47 og på side 57 – kan man finde dokumentation for en samfundsmodel, der ikke er bæredygtig. Udfordringen i de kommende år bliver at omstille økonomien i retning af en ny bæredygtig ressourceøkonomi, hvor kunsten bliver at producere bedre med et langt mindre materiale- og energiforbrug. Jørgen Steen Nielsen er på sporet af denne omstilling, og han drømmer sammen med Herman E. Daly om, at vi en dag opfinder en ny økologisk ligevægtsøkonomi. Bogen rummer mange gode og visionære forslag, og i kapitel otte oplister han ni konkrete forslag til, hvordan den store omstilling skal ske.

Enorme udfordringer

I kapitlet om vækstens umulige aritmetik forsøger han at gøre op med myten om en afkobling af ressourceforbruget fra den økonomiske vækst. Udfordringerne er her enorme, men Jørgen Steen virker her alt for pessimistisk over for menneskets evne til at omstille sig og at udnytte nye ressourceeffektive teknologier, samt virksomhedernes forandringskraft. At det ikke er lykkedes hidtil, behøver vel ikke at være noget argument for, at det ikke kan lade sig gøre, hvis blot man omstiller økonomien, teknologierne og menneskets forbrug i stor skala til den nye ressourcebevidste økonomi? Visse steder kan man i bogen ane en vis nostalgi for et samfund før moderniteten, som når forfatteren lader solen skinne og harer hoppe rundt i græsset, mens han sætter scenen for et interview med Herman Daly. Og i anslaget til kapitel tre om den økologiske krise skal vi trækkes gennem ikke bare et, men hele tre stemningsbilleder fra Los Angeles, Dalian og Qatar – et billede havde været nok – for at finde ind til kernen af den økologiske krise. Det er unødvendige omveje, for Jørgen Steen Nielsen har efter næsten fire årtiers arbejde med de økologiske udfordringer en dybere og skarpere viden om det emne end de fleste, og her kan læseren finde en guldgrube af information og dokumentation.

Jørgen Steen Nielsens bog fortjener masser af læsere. Ikke fordi man behøver at være enig i alt, men fordi man i denne bog vil blive udfordret til at tænke videre og dybere, end det normalt er tilfældet i den overflod af bøger, der udgives på det danske bogmarked.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

"... men Jørgen Steen virker her alt for pessimistisk over for menneskets evne til at omstille sig og at udnytte nye ressourceeffektive teknologier, samt virksomhedernes forandringskraft."

Hvor Bjarke Møller anser Jørgen Steen Nielsen for at være nostalgisk i visse passager, der leder ovenstående bemærkning af ham mig til at opfatte ham som teknologioptimistisk naiv. Jeg kan ikke lade være med, måske med urette, at mistænke ham for ikke at ville opgive tanken om menneskets ultimative (teknologiske) omnipotens - en illusion han i så fald deler med tilsyneladende rigtig mange andre mennesker.

Steffen Gliese

Lige netop dét, John Fredsted, er der både grund til og ikke grund til at tro på - tro på, fordi det trods alt er stærkt begrænsede krav og indsigter, der efterspørges, når vanskelighederne skal overkommes.
Jesper Jespersen sagde imorges, at vi skal sætte forbruget efter behov, fordele og arbejde mindre - så bliver vi lykkeligere end ved hele tiden at løbe hurtigere for at producere så vi kan få råd til at forbruge så vi kan skabe arbejdspladser.

John Fredsted

@Peter Hansen: Jeg forstår ikke, hvad du mener med "Lige netop dét, John Fredsted, er der både grund til og ikke grund til at tro på ..." Hvad henviser "dét" præcis til, og hvorfor både tro på og ikke tro på?

Bill Atkins

Folks tro på teknologioptimisme er af samme religiøse natur som troen på 'den usynlige hånd'. Fakta er at hidtil har kapitalismen i høj grad selv skabt mange af de behov, der har har løftet sofistikeringen af industriproduktionen. Teknologiudviklingen har således været baseret på hvad der var teknisk muligt og rentabelt - For første gang i historien skal vi be' kapitalismen om at producere noget, som ikke er rentabelt udfra kapitalismens filosofi om mulighed for omsætningsforøgelse og profit. Og det er kapitalismen slet ikke egnet til...

Steffen Nielsen

Findes bogen i en e-bogs udgave eller er man tvunget til at øge sit ressourceforbrug og investere i et fysisk eksemplar?

Steen Ole Rasmussen

John Fredsted har allerede citeret Bjarke Møller, der hvor han giver udtryk for sin egen religiøse overbevisning.

Bjarke Møller skriver for egen regning: "At det ikke er lykkedes hidtil, behøver vel ikke at være noget argument for, at det ikke kan lade sig gøre, hvis blot man omstiller økonomien, teknologierne og menneskets forbrug i stor skala til den nye ressourcebevidste økonomi?"

Det, som den gode Bjarke Møller argumenterer for, er, at selv om det endnu ikke er lykkedes at afkoble den økonomiske vækst i forhold til forbruget af de ultimativt begrænsede livsbetingelser, så er det ikke noget bevis for, at det ikke kan lade sig gøre.

Man kan også parodiere Bjarke Møller på den måde: selv om det endnu ikke er lykkedes at tilbagevise termodynamikkens anden lov, og selv om det ikke er lykkedes at bevise, at den økonomiske vækst kan afkobles i forhold til forbruget af menneskehedens naturgivne mulighedsbetingelser, ja så mener Bjarke Møller – ikke fordi han kan argumentere for det eller har grund til andet end at håbe og tro på det – at det slet ikke kan udelukkes, at vi kunne fortsætte som hid til, hvis bare vi lige fandt det tekniske fix, en anden økonomi osv.

Med andre ord, han vil ikke, kan slet ikke, se sig selv som forankret i en og kun en eneste fundamentalistisk udgave af selve udviklingstroen, den økonomiske vækst. Han orienterer sig ideologisk, i overensstemmelse med den ideologi, som Jørgen Steen Nielsen hamrende bevidst forholder sig til. Han gør ikke andet, end at bekræfte, hvor lidt han formår at se sig selv, sin ideologi, dvs. i hvor høj grad han forbliver fanget ind af ideologien, også over for kritikken af ideologien.

Jeg har lige som et par andre her på avisen, gentaget mig selv med en lille tekst, der handler om det, som vi er oppe imod:

Af Cand. Phil. Steen Ole Rasmussen
Individualitet, fællesskab og anstændighed!
Du skal være mod andre, som du vil, at de skal være mod dig!

En megafonmåling fra slutningen af 2011 viste, at 76 procent af et repræsentativt udsnit af danskerne var enige i, at andre (danske borgere) krævede for meget af fællesskabet og bidrog for lidt til det.

Samtidigt mente kun 5 procent af svarpersonerne, at de selv tilhørte det ”krævesegment”, som de så for sig .

Med andre ord: ”Kun 1 ud af 20 kunne genkende sig selv i den beskrivelse, som tre fjerdedele brugte på andre!

Målingen antydede altså, at 14 ud af 20 (76%-5%=71%) orienterede sig ud fra en dobbelt standart, dvs. ud fra én i forhold til sig selv og ud fra en anden i forhold til andre, hvad pligt til at yde til og ret til at nyde fra fællesskabet angår.

Det er i dette grænsefelt af dobbelt-standarder af forventninger til almindelig anstændighed, at politikeren er dømt til at vinde opbakning og politisk indflydelse. Politikeren er med andre ord dømt til at appellerer til et vælgersegment, der gennemsnitligt orienterer sig ”differentieret, mentalhygiejnisk, mentaløkonomisk og kreativt” i forhold til pligten over for fællesskabet.

Spørgsmålet om politisk liv eller død afgøres primært af evnen til at bekræfte vælgersegmentets foretrukne selvbeskrivelse.

Den politiske magt fordeles efter, hvem af kandidaterne til den lovgivende forsamling der er bedst til at imødekomme de forskellige vælgersegmenters særinteresser, herunder interessen i at se sine særinteresser beskrevet som forenelige med og befordrende for den sande almeninteresse. De forskellige politiske partier har derfor udviklet deres egen fortælling om de segmenters betydning for fællesskabet, som netop sælger hos deres vælgersegment.

Vælgeren stemmer på den politiker, der er bedst til at gengive vælgeren i dennes foretrukne selvbeskrivelse.

De klassiske politiske modsætningsforhold handler da også om, hvordan man legitimerer sine særinteresser i forhold til fællesskabet, alt efter hvor man befinder sig socialt.

Højrefløjens individualisme
På højrefløjen fokuserer man fortrinsvis på markedsværdierne, individets bestræbelser på at opnå størst personligt udbytte. Bidraget på markedets betingelser anses her for at være udtryk for det vigtigste, ikke kun for individet, men også for fællesskabet.

Det hører med til historien, at selv de mest markedsorienterede liberalister på den ene side hævder, at der kun findes særinteresser, samtidigt med at de på den anden side legitimerer deres individuelle særinteresser under henvisning til, at plejen af individuelle særinteresser på markedets betingelser, er det bærende for fællesskabet!

Staten, markedet og civilisationen
De fremherskende ideologiske forskelle springer især ud af de divergerende tilgange til markedets og statens rolle, markedets betydning for staten, og statens betydning for (eller statens identificering med) fællesskabet.

”Civilisationen” er det noget bredere udtryk, der omfatter det hele, men som nu kun bruges i beskedent omfang i den politiske diskurs, da det ikke på samme måde som modsætningsforholdene mellem markedet og staten, lønmodtagersiden og arbejdsgiversiden, lægger op til de distinktioner, som iagttagelserne af de modsatrettede økonomiske interesser falder ud fra.

Udtrykket, civilisation, henter primært sin betydning i kraft af modsætningsforholdet til den omgivende natur, menneskehedens mere eller mindre oprindelige mulighedsbetingelser. Naturen, klimaet, de oprindeligt givne og forgængelige ressourcer og mulighedsbetingelser om er udtryk for det, som alle individer burde kunne identificere sine interesser i at bevare, sammen med alle andre, og dermed i fællesskab. Men hensynet til disse mulighedsbetingelser har ind til videre ikke været i stand til at fremkalde de helt store sociale bevægelser og kampe i samfundet, netop fordi ingen har følt at de behøvede gøre noget for at bevare dem. De har da også hidtil bare været der.

De ideologiske slagsmål har i stedt centrerer sig om økonomi, etnicitet, tilfældig identitet knyttet til øjeblikkeligt gældende former for social og individuel selvbeskrivelse.

Venstrefløjen og fællesskabet
Venstrefløjen, der en gang identificerede sig med lønarbejdet, er ikke så tilbøjelig til at se det fri marked som garantien for, at mangfoldigheden af individuelle bestræbelser på at få mest ud af det for sit eget vedkommende automatisk resulterer i et samfund, der er det bedste for alle. Her mener man, at især de økonomisk højtflyvende bør yde mere til fællesskabet, end de er tilbøjelige til af ”egen individuel særinteresse”.

Fællesskabet, der på trods af den almindelige opmærksomhed faktisk er meget mere end staten, udfylder en lang række funktioner, som individerne nyder godt af, anonymt, uanset om de betaler skat til staten eller ej. På den måde minder fællesskabet om hele samfundets eksterne mangfoldighed af mere eller mindre naturgivne mulighedsbetingelser. Det er der, og det er altafgørende for enhver, uanset hvor lidt eller stor ære den enkelte har for det.
Det drejer sig om alle de sider af det sociale, som der ikke nødvendigvis kan sættes økonomiske mål op for, men som alligevel er basale forudsætninger for, at sådan noget som fx individuel økonomisk udbytte og ejendom overhovedet findes. Retssystemet, lovene, ejendomsretten, lovens udformning, håndhævelse, osv. er fx forudsætningen for at der overhovedet kan tales om værdi i økonomisk forstand, pengeøkonomisk eller ej.
Alle det pengeøkonomiske systems pålydende værdier er i sig selv tomme, med mindre der rent faktisk er en realitet, der kan refereres til i kraft af systemets interne fremmedreference, nemlig priserne. Hvis ikke der var en realitet at referere til i pengeøkonomisk forstand, så var pengene værdiløse, uden funktion.

Dem, der har størst individuel succes på markedets betingelser, er tilbøjelige til at mene, at de med deres succes skaber mere for samfundet end andre, hvor de knapt så succesfulde er mere tilbøjelige til at fokusere på de højestflyvendes forpligtelser over for fællesskabet. De har mest at give af til fællesskabet, har mest at tabe, og føler derfor gennemsnitligt mindre incitament til at fokusere på, hvad de yderligere kunne give fællesskabet. De argumenterer for, at deres succes i sig selv er alle andres succes i og med fortællingen om, at det produkt, som også staten henter fra, kommer ensidigt af produktionen på det fri marked, og venstrefløjen er dømt til at være et appendiks, et negativt fænomen i forhold til denne fortælling, der bringes over alt, af dem der betaler for det, kan betale for det, fordi de betaler for det og fordi de kan betale for det.

Fortællingen – om at statslig produktion er ineffektiv og ødelæggende i forhold til de frie markedsmekanismer – er efterhånden så fastforankret, så det fortrænger opmærksomheden fra den realitet, der handler om, at arbejdet i offentlige virksomheder falder i en struktur og ledes på måder, der er udformet i de samme uddannelsesinstitutioner, som dem der skaber struktur og ledelse i det private.
Det politiske system har gjort det til en dyd at sælge ud af offentlige og forbrugerejede virksomheder, lige så snart disse har opnået en markedsværdi, hvorved man performativt fjerner beviserne på, at offentligt ejede og forbrugerejede virksomheder kan være og gennemgående er mindst lige så effektive som private. På den måde forsvinder kontrasten til det private i takt med at liberalisterne fjerner de offentlige virksomheder.

Gennemgående, så er det mest i økonomisk forstand, at der fokuseres på det at yde og nyde i forhold til fællesskabet. Forbruget af de i forhold til det sociale (civilisationens) eksterne mulighedsbetingelser, har svært ved at manifestere sig som en pris, der først og fremmest kræves af de mest succesfulde i økonomisk forstand, en pris som de slet ikke vil betale for, selv om det er dem, der kræver den, med deres ekstravagante overforbrug og omsætning af ressourcer, energi og livsbetingelser. Prisen, som de økonomisk succesfulde kræver uden at betale for det, er den, der går ud over selve civilisationens eksterne men helt fundamentale mulighedsbetingelser, og det undgår man at lægge mærke til, i kraft af den kreative, mentalhygiejniske former for selektiv opmærksomhed, som segmentets selvbeskrivelse falder på baggrund af.

Der betales til kommercielle medier, politikere, pseudovidenskabsfolk som Bjørn Lomborg, for at regne ud og propagandere for, at det slet ikke kan betale sig at tage hensyn til miljø, bevare ressourcer og forhindre global opvarmning osv. Det vil nemlig koste i økonomisk forstand, hvor især de økonomisk højestflyvende beskriver den økonomiske vækst som selve forudsætningen for at kunne løse alle de problemer, der skyldes en og samme økonomiske vækst. Den pris, som de økonomisk succesfulde kræver på hele civilisationens vegne med deres bestræbelser på at opretholde deres forbrug i økonomisk forstand, mener de slet ikke kan betales, uden at man fjerner forudsætningerne for at løse de problemer, som de skaber med deres overforbrug og omsætning. Paradokset er til at se. Men man vil ikke, hvorfor netop betegnelser som propaganda og ideologisk forblindelse er på sin plads at anvende her.

Ideologierne
De forskellige ideologier er skabt ud fra forsøget på at imødekomme bestemte vælgersegmenters særinteresserne i at se sig selv som de glorværdige repræsentanter for de sande almeninteresser, også selv om de ud fra deres socialdarwinistiske og liberale ideologi fx hævder, at der dybest set ikke findes andet end særinteresser, og at det at hævde andet end sine individuelle særinteresser derfor kun er udtryk for individuel interesse hos de mindre succesfulde i at få andel i de succesfuldes succes. Alt reduceres på ideologiens performativt selvbekræftende kognitive betingelser til en og samme målestok: værdier målt i priser = markedsværdier.

For liberalisterne er individuel grådigheden befordrende for det alment bedste, bare den slår igennem på markedets betingelser, hvor beskedenhed er den ultimative dyd hos den, der er afhængig af statens ydelser, fx overførselsindkomst. Staten er af det onde og folk, der ikke kan ernære sig selv på markedets betingelser, er en belastning for fællesskabet. Det forhold, at samtlige liberale erhverv – herunder landbruget, der repræsenterer den største koncentration af erklærede liberalister – dybest set lever på offentlige subsidier , det husker man omhyggeligt at glemme i alle de kommercielle medier og inden for de politiske grupperinger, der lever af at smigre segmentet af troende markedsfundamentalister.

Det er over for denne noget vamle mentalitet, at knapt så frelste iagttagere af samfundet må positionere sig, da mentaliteten ligger der med sin grundfortælling under hele den kommercielt iscenesatte politiske dagsordner. Ideologien manifesterer sig med sine konflikter, skaber sin egen realitet, konfliktens realitet i det klima, der først og fremmest er funderet i socialdarwinismen, markedsfundamentalismens pseudovidenskabelige og ideologiske udgave af en højere nødvendighed, omtalt og lovprist som økonomisk nødvendighed.

Staten er altså nærmest en paria i forhold til markedets mekanismer, ideologiens falske billede på en højeste nødvendighed forklædt som økonomisk nærmest naturvidenskabeligt forklaret nødvendighed, der for de ideologisk orienterede liberalister på metafysisk vis konverterer deres rene egoisme om til det nærmeste, de selv kan komme de sande almeninteresser, noget de altså både legitimerer deres egoisme med, samtidigt med at de benægter, at der over hovedet findes sande almeninteresser!

Liberalisterne er kommet så langt nu i deres beskrivelse af markedet som det absolut gode, at staten for dem stort set kun har den legitime rolle tilbage, at virke befordrende for markedets udfoldelse og i sidste ende redde det i alle de situationer, hvor det helt åbenbart har spillet fallit, og dermed afsløret sig som selve problemet for fællesskabet, resten af det sociale. Det sidste ser man ikke. I stedet hævder man ideologien, troen på markedet, på trods af fakta, viden.
Finanskrisen er resultat af den liberalisering, monetarisme, markedsfundamentalisme, der fik sit momentum i begyndelse af 1980´erne, med Chicago-skolen, Milton Friedman og politiske ledere som Thatcher, Reagan og vor egen Schlütter ved fadet. Men de troende markedsfundamentalister kan ikke se, at det er troens genstand, der har fejlet. I stedet forlanger de, at staten skal redde markedet!

Inflationsraterne i kapitalværdierne har været gigantiske i mere end 30 år. Opsparinger og investeringer i både produktive men især også både uproduktive og direkte destruktive erhverv, fx charterturisme, privatbilisme, vanvittige produktionsformer og forbrugsmønstre af føde, patetiske symbolværdier, reklamer og propaganda, finansielle institutioner (der ikke laver andet end at skrive regninger og opkræve renter helt uden at yde i produktiv forstand) osv. osv.

Spørgsmålet, om hvornår der er tale om andres grådighed i forhold til fællesskabet og egen beskedenhed, lader sig ikke besvare entydigt i nogen af de referencerammer, der præger det politisk ideologiske landskab. Paradokserne står i vejen, på ræd og række over alt, hvor man ser på statens og markedets funktion, netop fordi markedet er båret og skabt af det offentlige, af statslige institutioner, centralbanker og nationalbanker, samt overførselsindkomster fra stat til private i et omfang, der for længst har afsløret de liberale erhverv som en flok bistandsklienter.

De ideologiske slagsmål når aldrig ud over sin egen patetiske realitet. Der er ingen anstændighed tilbage noget sted i det politisk ideologiske landskab.

De påtrængende problemer, der handler om menneskehedens tendens til at smadre sine egne livsbetingelser, perverteres og fortrænges af den kun ideologiske konflikt. Realitetens konflikt når således aldrig ind i den ideologiske realitet, der har nok i den ideologiske konflikts realitet.

I markedsfundamentalistisk forstand hedder det sig, at den individuelle forfølgelse af særinteresser på det fri markeds betingelser virker befordrende for en økonomiske vækst, der samtidigt fremstår som selve forudsætningen for løsningen på alle problemer. Det er ideologien, løgnen, den falske fortælling, bevidsthed, ”Den vestlige verdens ideologi” kunne man sige med pendant til ”Den tyske ideologi” af Karl Marx den unge.

De fleste professionelle iagttagere tilslutter sig vækstfilosofien, den antagelse, der bygger på, at den økonomiske vækst er forudsætningen for afskaffelsen af mangelen. Det fører igen direkte til forklaringen på det moderne samfunds største udfordring, nemlig den der består i, at bestræbelserne på at afskaffe mangelen om noget er årsagen til, at civilisationens livsbetingelser tenderer mod at forsvinde.

Objektivt set er målet for den økonomiske vækst det bedste udtryk, vi har, for den hastighed, hvormed menneskeheden, civilisationen, tenderer mod at smadre sine mere naturligt givne livsbetingelser, uanset hvor meget de ideologisk forblindede fokuserer ensidigt på at maksimere den og sætte sig på så stor andel af den som muligt.

Problemet, paradokset, der består i, at menneskehedens jagt på økonomisk succes fører til underminering af menneskehedens livsgrundlag, er så stort og påtrængende, dvs. så gigantisk og fundamentalt uforeneligt med de populære fortællinger, som politikere og kommercielle medier lever af at sælge til sine vælgere og brugere, at det skræmmer sine vidner væk. Det har derfor aldrig manifesteret sig kognitivt praktisk i den sociale realitet, der derfor fortsætter sin katastrofale kurs ud over afgrunden, med blikket stift rettet mod bekvem dyrkelse af økonomiske succes, forblindet af ideologi og falsk bevidsthed.

En videnskabeligt forklaret del af de praktiske problemer, der er del af civilisationens overordnede paradoksale jagt på succes, handler om menneskehedens omgang med energi, fossilt brændsel og deraf følgende tilførsel af CO2 til atmosfæren.

Den økonomiske omsætning kræver energi. Mere end 80% af den energi, der omsættes i det økonomiske system i dag, kommer fra afbrænding af fossile brændsler. Det betyder, at disse energiressourcer, der har været flere hundrede millioner år om at blive dannet, forsvinder mere end tusind gange hurtigere, end de lod sig danne. Det er helt uholdbart, set ud fra et hvilket som helst perspektiv. Og bivirkningerne ved afbrændingen af disse fossile kulbrinter er forøgelsen af mængden af CO2 i atmosfæren, der forandrer det globale klima.

Den gigantiske økonomiske omsætning medfører en omfangsmæssigt tilsvarende påvirkning af civilisationens eksterne mulighedsbetingelser, der dækker over langt flere aspekter end klimaet. Det handler om det biologiske fodaftryk, som det kaldes i verdensnaturfondens seneste rapport, hvor Danmark kommer ind som den nation, hvor borgeren gennemsnitligt sætter det fjerde største aftryk. Det er grimt, men har absolut ingen virkelig effekt for politikere og mediers opfattelse af danskens heroiske indsats for at få gang i hjulene og fuld beskæftigelse. Danskerne lader som ingen ting, når det sort på hvidt dokumenteres, at de er de fjerde største miljøsvin i verden! Det eneste vor regering kan svinge sig op til, sort, rød, gul og blå, er at tale om, at nu må se at få gang i hjulene, så vi kan svine noget mere!

Det entydigt rigtige budskab i videnskabelig forstand omkring selve det gennemgående sociale succeskriterium, nemlig målet for økonomisk vækst, er, at det kan tages som udtryk for den hastighed hvormed civilisationen tenderer mod at smadre sit eget livsgrundlag. Danskerne er nogle af de dygtigste på den målestok. Men man har sin ideologi, dvs. falske problemstillinger og modsætningsforhold at fortrænge den objektivt forpligtende problematik med.

Derfor fortsætter samtlige politiske grupperinger med at bekræfte individet i, at det kan måle sin ret til selvværd på dets bidrag til det økonomiske afkast, dvs. på den hastighed, hvormed individet bidrager til at smadre civilisationens eksterne mulighedsbetingelser! Det sælger hverken aviser eller stemmer at orientere sig ud fra realitetens konflikt, som menneskeheden geråder i med sine egne eksistensbetingelser.

Civilisationen er i konflikt med sine mulighedsbetingelser. Det er realitetens konflikt, der i den grad kan adskilles fra den realitet, der kommer til udtryk med de ideologiske konflikter, dvs. de ideologiske konflikters realitet.

Paradokset er så stort, så ufatteligt destruktivt i forhold til konsistensen i enhver af de mest fremherskende sociale selvbeskrivelser, at det endnu ikke er trængt ind på det sociale systems indre kognitive skærmterminal. Det står og blinker rødt og blåt, som et faresignal lige uden for det, der lader sig indikere via det moderne samfunds kognitive apparat. Lige gyldigt hvor store bogstaver, der tales med, ja så falder budskabet om realitetens konflikt dybest set ”inkognito”, dvs. uden for det moderne menneskes fatteevne. Man har nok med at beskrive ”de andre” som dem, der producerer for lidt og kræver for meget af den stat, der for de fleste er en smerte i røven, lige som naturen, hvis betydning man heller ikke fatter.

Mvh. Steen
Odense d.26/5 2012