Læsetid: 3 min.

Nørden Nietzsche

Tre ungdomstekster af Nietzsche, som er blevet oversat til dansk, giver et indblik i hans kærlighed til Antikken, men desværre ikke så meget mere end det
1. juni 2012

Man kan nogle gange godt glemme, at Nietzsche var en nørd. At han ikke altid stod på en alpetop, dionysosdrunk, og råbte: »Jeg er Zarathustra«.

I en ny dansk oversættelse af tre ungdomstekster, Friedrich Nietzsche & Antikken, har vi at gøre med Nietzsche som ung filolog, som oldtidens ven, en vaskeægte nørd. Bogen består af tre tekster fra mellem 1869 og 1872 og handler om kunst og kultur, filosofi og filologi. Om Homer, den græske bystat og førsokratiske filosoffer. Kort sagt: om »den antikke atmosfæres særlige duft«. Og det skal man tage bogstaveligt: Nietzsche havde klart filosofihistoriens bedste næse. Han kunne altid lugte, om tekster stank af noget, han ikke kunne lide. Hegel for eksempel.

Fantomet Homer

Den første tekst – fra Nietzsches tiltrædelsesforelæsning som filologiprofessor i Basel i 1869 – drejer sig om det såkaldte homeriske spørgsmål: Om værker som Odysseen og Iliaden er skrevet af flere eller kun én person, og om denne person i så fald er Homer. Med vanlig originalitet siger den 24-årige Nietzsche, at værkerne skyldes en enkelt personlighed, men denne person er bare ikke Homer. Man har gjort et begreb til en person: Homer er et fantom, en æstetisk efterrationalisering.

Det er typisk for Nietzsche at tænke på denne måde. Altid at spørge: Hvad kommer først? Hvad nu hvis dét, vi opfatter som en årsag, er en effekt? Et af hans berømte eksempler er: Man mærker et stik i armen, og udleder straks, at man er blevet stukket af en myg. Man siger: Jeg er blevet stukket af en myg, derfor føler jeg smerte. Men rationalets rækkefølge ser i virkeligheden således ud: Det gør ondt på min arm, det må være en myg. Og i forhold til det homeriske spørgsmål: Det er et storslået værk, det må være Homer.

Helten Heraklit

Det er blot en af Nietzsches revolutioner at tænke ud fra den såkaldte genealogiske metode og spørge til tings historiske herkomst. En anden er: Der er ikke nogen »doer behind the doing«, som man siger på engelsk. Eller sagt på en anden og mere dansk måde: Væren er gøren, væren er tilblivelse.

En af Nietzsches helte er Heraklit (alt flyder, alt bliver til). Det ser man i nyudgivelsens tredje afsnit, et uudgivet fragment fra 1873. Denne tekst er en god lille filosofihistorisk lærebog, der tager form af en række små, indlevende portrætter af førsokratiske filosoffer, heriblandt Heraklit. Hans modsætning er Parmenides: »Hvor edderkoppen kræver sine ofres blod, hader den parmedianske filosof sine ofres blod, som er blodet fra den empiri, han ofrede.« Nietzsches stil står i fuldt flor i dette afsnit om en tænker, han ikke bryder sig synderligt om. Han skriver, så man kan mærke kulden i Parmenides’ abstrakte tænkning.

Dét er klart bogens bedste passage. Det siger lige så meget om selve udgivelsen, som det gør om Nietzsche. Det er ikke Nietzsche, når han er bedst. Men kan ungdomsteksterne øge forståelsen af ham? Egentlig ikke. Der er en række kim til Nietzsches senere tænkning, men der kastes ikke nyt lys over forfatterskabet, værdien er næsten udelukkende (men i bogens ånd!) af filologisk karakter. Oversættelsen fejler ingenting, det gør efterordet heller ikke (selvom jeg ikke forstår, hvorfor Nietzsche kaldes en »radikal individualist«?), men det er strengt taget ikke en nødvendig udgivelse. Desuden er der jo så meget Nietzsche, der i forvejen er oversat, og så mange andre, der ikke er.

Lette misforståelser

Når det er sagt, så er der mere at komme efter: Et par andre højdepunkter kommer i bogens anden del – Fem fortaler til fem uskrevne bøger, privattryk fra 1872 – hvor Nietzsche skriver om den homeriske kappestrid, om kampen og konkurrencen (agon) som drivkræften i den græske pædagogik og kultur. Det er ligefrem en nødvendighed for statens trivsel, skriver han, ligesom krig og slaveri er det. Det er Nietzsche som grusom tænker, som en fortaler for hård humanitet. Det er den Nietzsche, der er så let at misforstå.

Og Nietzsche er stadig lige så misforstået, som han er betydningsfuld. Nihilist, negativist, perspektivist, råber man efter ham. Men man glemmer, at det at filosofere med hammeren ikke kun indebærer at rive ting ned, men også at bygge dem op igen. Senest er det glemt på en jp-blog, hvor idéhistorikeren Michel Foucault, måske Nietzsches vigtigste arvtager, beskrives som totalitær. Så har man ikke læst sin filosofihistorie godt nok. Så har man ikke tygget drøv på teksten, som Nietzsche sagde. Så skulle man måske starte med at læse de tre ungdomstekster alligevel.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu