Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Der er nostalgi i de nye tegneserier

Streger. Hvad enten det er klassiske serier, der udsendes i nye udgaver eller på anden vis får en tur i manegen – så er der dømt eventyrlig underholdning
Kultur
11. maj 2012

Bertrand Russel kom for mange til at symbolisere filosofien som en praktisk disciplin, der kræver handling og engagement i sin samtid frem for blot at være teoretisk videnskab, der bedst trives blandt verdensfjerne æggehoveder. Han var pacifist, engagerede sig i kampagnerne mod atomvåben, protesterede mod krigen i Vietnam, blev fængslet for civil ulydighed og modtog i 1950 Nobelprisen i litteratur for sit humanistiske forfatterskab.

Men Bertrand Russel var også en førende logiker, der i begyndelsen af det 20. århundrede hørte med til kredsen af filosoffer, der stræbte efter med den analytiske logiks hjælp at opnå et fast grundlag for videnskaben. At finde frem til et udgangspunkt for matematikken og logikken, der ikke bygger på intuition og nedarvede begreber, men alene på det som kan bevises og hvorpå al anden videnskab kan baseres.

Det er abstrakte tanker at tumle med, men græske Apostalos Doxiadis og Christos H. Papadimitriou har i Logicomix forsøgt at skildre Bertrand Russel og hans intellektuelle stræben og udvikling i tegneserieform. Resultatet er ikke blevet nogen ny Sofies verden, og man skal nok ikke forvente, at aftenskolerne herefter vil blive bestormet af unge, der higer efter Frege, Russel og Wittgenstein.

Historien er bygget op over en meget klodset konstruktion, hvor Bertrand Russel selv under en forelæsning i detaljer redegør for sit liv og sin sjælelige udvikling, hvad der naturligvis ikke fremstår særlig troværdigt. Ikke mindst eftersom historiens fortællere ikke kan lade være med at reducere Russels handlinger til primitiv psykologi, som når det f.eks. hedder om filosofferne: »Måske bliver de logikere, fordi de er bange for det tvetydige – og for følelser.«

Til gengæld formår Logicomix meget fint at formidle såvel Bertrand Russels som ophavsmændenes egen passion for filosofien og den formelle logik, og de beviser dermed, at tegneseriemediet kan være yderst velegnet til non fiction. Men ellers er der dømt nostalgi og eventyrlig underholdning i de nye tegneserier, hvad enten det er klassiske serier, der udsendes i nye udgaver eller de på anden vis får en ny tur i manegen.

Det sidste er ikke sjældent ren spekulation, men tilfældet Splint & Co. viser, at det sagtens kan gøres begavet. Mens selve serien, der har eksisteret siden 1938 og er en klassiker i den fransk-belgiske tradition, for længst har mistet gejsten, overlever universet med ny energi i Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co., hvor skiftende ophavsmænd har fået frie hænder til at give deres tolkning af serien.

Fart og tempo

Katakomberne under Champignac af Tarrin og Yann gør således et vellykket, om end lidt rodet forsøg på at pumpe den fart og tempo tilbage i serien, som Franquin bibragte den i 1950’erne. Man tillader sig at gætte på, at bogens læsere nok skal findes blandt voksne, der husker serien fra deres barndom, frem for blandt dagens børn og unge.

En anden klassiker fra samme tradition er belgieren Jijés Jerry Spring, der netop er begyndt at udkomme i komplet form på dansk. Jijé, der egentlig hed Joseph Gillain, arbejdede faktisk i 1940’erne med netop Splint & Co., men er stort set ukendt herhjemme. Westernserien Jerry Spring regnes for et hovedværk, og her kan man nærstudere hans semirealistiske stil, der trækker på tidens episke amerikanske avisstriber. Historierne i første bind er fra 1954, og allerede her kan man tydeligt se, hvor stor en inspiration Jijé blev for nylig afdøde Jean Giraud/Moebius.

Enspænderen Jerry Spring drager på sin trofaste hest Ruby og i følgeskab med mexicaneren Pancho rundt i det vilde vesten og kæmper mod såvel griske outlaws som indianere på krigsstien. Historierne er naturligvis en kende støvede og hører en anden tid til, men serien vil interessere enhver, der er bidt af hesteoperaer eller westerntegneserien over dem alle, Blueberry.

Nostalgi ligger helt sikkert også bag forlaget Faraoes Cigarers ambitiøse projekt at genudgive hele italienske Hugo Pratts serie om lykkeridderen Corto Maltese, men han behøver ingen krykker for at holde sig oppe.

Hvor helten ikke er forbillede

Nyudgivne Balladen om det fordømte hav fra 1967 markerer Corto Malteses indtræden på tegneseriescenen. Og selv om han til en begyndelse blot er biperson, er han en usædvanlig viljestærk en af slagsen. »Da jeg var dreng opdagede jeg, at jeg ikke havde nogen lykkelinje i hånden,« siger han. »Så tog jeg min fars ragekniv og skar en efter mit eget hoved.«

Corto Maltese er en fribytter i Stillehavet i tiden omkring Første Verdenskrig, og det er her, Hugo Pratts fortid og fremtid mødes. I dette album kan man opleve ham tage skridtet fra den rendyrkede adventure-historie med rødder i H. Rider Haggard, Robert Louis Stevenson og Joseph Conrad og på vej hen mod et bud på en personlig variant, hvor helten ikke nødvendigvis er et renskuret forbillede, hvor bipersoner og skurke aldrig er entydige figurer, hvor store dele af handlingen foregår mellem ruderne, og hvor læseren altid er et halvt skridt bagud.

Corto Maltese er en graphic novel fra dengang, man i stedet talte om »tegneserier for voksne«. Den nye udgave af Balladen om det fordømte hav er den tredje på dansk, og bortset fra en forkert titel og et dårligt forord er det også den flotteste indtil nu. Ikke et dårligt sted at skifte bekendtskab med en af tegneseriehistoriens kanoniserede værker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Vadmand

Vil lige gøre opmærksom på, at det også er mig, der har oversat "Katakomberne under Champignac".

Jørn Sonny Chabert

det ved vi/jeg godt per ;)
Den nye udgave af "Balladen om det fordømte hav" er den i farver????????
fordi så er jeg ikke enig i at det er den flotteste udgave indtil videre. 1. oplaget var i sort/hvid og Pratt er, efter min mening flottest i sort/hvid hans stil passer umanerligt godt til sort/hvid udgivelser :)