Læsetid: 4 min.

Odysseus von Lyø

Italiensk forsker har fremsat en kontroversiel teori om, at mykenerne bragte historierne i Iliaden og Odysseen med sig fra Norden til Grækenland i folkevandringernes tid. Med tyve års forsinkelse er hans tommetykke bog nu oversat til dansk, men han mangler stadig en ’smoking gun’
11. maj 2012

Der er teorier, der er så fantastiske, at de er fascinerende og besnærende, fordi de ikke helt kan afvises, selvom de umiddelbart lyder helt usandsynlige. Det gælder visse konspirationsteorier, men det gjaldt så sandelig også den helt vanvittige idé, fremsat i en fjern fortid, at jorden skulle være rund og ikke flad, som enhver jo ellers kunne se, at den var.

Italieneren Felice Vinci, (som intet har med Da Vinci-mysteriet at gøre), fremsatte i 1993 i en bog en fantastisk teori efter at have studeret Homers Iliaden og Odyseen grundigt, nemlig at disse to antikke grundbøger for vores civilisation ikke udspiller sig i og omkring Det Ægæiske Hav og Middelhavet som hidtil antaget, men – hold nu fast – i og omkring Østersøregionen med en afstikker til den norske klippekyst. Hans udgangspunkt var, at der simpelthen var for mange topografiske og andre oplysninger, som ikke stemte overens med de faktiske forhold, hvad enten værkerne er fiktion eller dokumentarisme, men som passer meget bedre i Norden.

Talrige ligheder

Bogen, der er oversat til blandt andet russisk, tysk og amerikansk, har først nu ramt den danske kyst, skønt vi dog skulle være primært interesserede, eftersom Odysseus i givet fald er dansker, og den lille ø, Lyø, ud for Fåborg, så skulle være identisk med Ithaca, mens Peleponnes i virkeligheden er Sjælland. Det kan hænge sammen med, at den tommetykke bog er ret nørdet. I Italien blev bogen ikke desto mindre en bestseller, for dernede er Felice Vinci ikke hr. hvem som helst, selvom han er fritidsforsker. Vinci er ingeniør og uddannet som atomfysiker ved Roms Universitet.

Hvordan skulle det så være gået til, at en skandinavisk historie er blevet græsk?

Jo, det skete ifølge teorien i folkevandringernes tid, nærmere betegnet bronzealderen for 3-4.000 år siden. Når folk sådan har vandret rundt som følge af klimaforandringer eller som fordrevne, kan det sagtens tænkes, at de, der kendes som mykenerne, er udgået fra Norden. I England er der således fundet spor fra mykenerne 300 år, før de bosatte sig i Grækenland, lyder det i en af Felice Vincis konklusioner, og der er mange lighedspunkter mellem ting fra bronzealderen, som er fundet i både den nordiske og græske jord.

Det er sandsynligt, at mykenerne har bragt mund til mund-fortællinger med sig. I Norden har vi altid været gode til at fortælle historier jvf. de senere nedskrevne sagaer. I Grækenland har Homer, eller hvem det nu var – de lærde er uenige – så en dag sat sig for at skrive dem ned. Historikere, der selvfølgelig er skeptiske eller afvisende over for Felice Vincis teori – sådan en amatør skal da ikke komme her – har aldrig kunnet finde sandheden om Iliadens og Odysseens oprindelse.

Jamen, vil nogle så hævde, alle navne på personer og lokaliteter er jo udpræget græske.

Ikke noget bevis. Sprog ændrer sig undervejs på rejser og op gennem tiden. Vi vil aldrig kunne forstå, hvad et bronzealdermenneske sagde, om han pludselig dukkede op blandt os i dag. Felice Vinci har på rejser til Skandinavien fundet adskillige ligheder i sprogstammerne her og der for øer og andre lokaliteter, som omtales hos Homer.

Sirenernes sang

Teorien er, at mykenerne forsøgte at genskabe det, de kom fra i Danmark og heromkring, til de nye omgivelser, hvor det så smeltede sammen med lokal græsk udtale. Forfædrenes heltegerninger ville de naturligvis ikke uden videre slippe.

Sirenernes sang har sin pendant i oldnordisk litteratur, hvor en havjætte, Gymer, omtales som identisk med selve havet. ’Han’ har kvædet ved en kongebegravelse på stranden. Sirenernes sang er ifølge Vinci bølgernes brusen mod de for skibene farlige klipper ved den norske kyst, hvor der ligefrem er et område, der hedder Siregrunden, altså navnelighed. Dertil kan han også føje, at ordet Skylla, kendt fra udtrykket Skylla og Charybdis, svarer til det norske skjell, skjold, og at den ildevarslende norske klippeskrænt Helseggen passer fuldstændig til skildringen af den malstrøm, Odysseus og hans folk geråder ud i, snarere end til noget i Grækenland – eller Messinastrædet, som andre har haft som teori. Også hos Edgar Allan Poe har Vinci fundet en beskrivelse af samme malstrøm som dækkende. Den enøjede kyklops ø passer også til den norske kyst. Den skønne, forførende Kalypso var fra Færøerne.

Tøsedrenge

Felice Vinci har studeret Saxos krønike Gesta Danorum, som i overraskende grad minder om Odyseen både fortællingerne og heltebeskrivelserne – ikke mindst den af Amled eller Hamlet, som leder tanken hen på Odysseus.

I Finland har Vinci i egnen ved Toija genfundet Troja, hvor drabelige slag fandt sted. Da han overfløj stedet, fandt han, at alt passede på en prik. Han er også de mange detaljers mand. Meth hos Homer, som sædvanligvis oversættes til vin, er mjød. Zeus’ farvede bue, som nævnes i Iliaden, er nordlyset. Beskrevne skibe svarer nøje til vikingeskibe.

At Norden er stedet, er ikke grebet ud af den blå luft. Det angives, at Felice Vinci har undersøgt mange andre af verdens øhave, før han landede på, at det sydfynske øhav passede bedst på beskrivelserne. Han drog ud for at finde tegn, som understøttede hans teori, som forskere nu gør, og fandt dem monumentalt.

Ærligt indrømmer han, at han endnu ikke har fundet the smoking gun, selvom det ikke lige er det udtryk, han bruger. Herfra må arkæologernes spader tale, skriver han, idet han nok finder historikerne for trevne. Af en eller anden grund er der ingen græske forlæggere – tøsedrenge! – der har ladet bogen oversætte til græsk.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

De gamle historiers autencitet er af tvivlsom herkomst. De fleste gamle fortællinger er gengivet af andre en deres påståede ophav. Mange varianter af fortællinger findes, hvor tematikken afviger. Tid og sted afviger også, så fortællinger snarere virker som universelle sagn eller lignende.

Historikere har ofte travlt med at holde fast i deres forudfattede rammeforståelse, og tør næppe kaste sig ud på dybt vand. Kollegerne vil jo ofte ryste på hovedet, når nogen vover at se andre mønstre end de vedtagne.

Nic Pedersen

Behandlingen af bogen er klasser bedre i Weekendavisen.
Faktisk så meget, at jeg har tænkt mig at læse den!

Heinrich R. Jørgensen:

Ja, og Erich von Däniken har sikre beviser på at rummænd var bag de gamle ægyptiske og mesoamerikanske civilisationer. Så det skal nok passe.

Det her drejer sig ikke om "at se andre mønstre". Det er et fjollet forsøg på sensationalisme, du kan finde tusindvis af bøger i den genre. Alene udgangspunktet, at ville placere Odyseens handling et konkret sted i tid og rum er jo fuldstændig absurd.