Læsetid: 5 min.

En paraply og en symaskine

Surrealisme. Isidore Ducasses berømte og berygtede værk genudgivet på dansk
Inspiration. Surrealisterne forgudede Isidore Ducasse og så ham som deres forløber. Det var i de ’Maldorors sange’ fra 1869, der netop er genudgivet på dansk, at man kunne læse den berømte definition på en ny slags skønhed: ’Smuk som det tilfældige møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply.’ Her fortolket af en anonym kunstner.

Inspiration. Surrealisterne forgudede Isidore Ducasse og så ham som deres forløber. Det var i de ’Maldorors sange’ fra 1869, der netop er genudgivet på dansk, at man kunne læse den berømte definition på en ny slags skønhed: ’Smuk som det tilfældige møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply.’ Her fortolket af en anonym kunstner.

18. maj 2012

Man skal helt frem til side 236 i den genoptrykte, nye udgave af Lautréamonts Maldorors sange for at møde den vending, det citat, som har givet ham litterær verdensberømmelse, efter at det var blevet de senere surrealisters formel for det nye billedsprog i poesien: »Smuk som en symaskines og en paraplys tilfældige møde på et dissektionsbord.«

Dette udsagn om skønhed røber på slående vis driftslivets impulsive aggressivitet og vilkårlighed som virkemiddel i megen modernisme i oprøret mod konventionerne. Det demonstrerer den detaljerede lyst til ekstremer, som den unge Isidore Ducasse udfoldede i det pseudonyme værk, der kun opnåede udgivelse af første sang i året 1868. Resten turde forlæggeren af dengang gode grunde ikke udgive. Først i 1874 kom alle seks sange på gaden, fire år efter den 24-årige digters død. Han havde da kun forfattet og på egen hånd udgivet to små hæfter Poésies, også de i prosaform trods titlerne, men af direkte modsat karakter: En lovsang til et helt umådeligt mådehold af indhold og moralsk karakter, et krav om en digtning i det godes tjeneste, med knivskarp ros og dadel til forfatterne i den litterære tradition. Disse Poesier er med i denne samlede udgave af hans værk, inklusive et par breve. Bogen er en fin symaskine.

Falden engel

Isidore Ducasse blev af sin velhavende franske familie i Montevideo, Uruguay, sendt på gymnasium i Tarbes i Sydfrankrig, flyttede derefter til Paris for at gøre litterær karriere, men fandt ikke som sin yngre samtidige åndsfrænde Rimbaud ind i de litterære cirkler. Der er således kun ganske få autentiske vidnesbyrd om hans person og næppe nok et eneste autentisk fotografi. På hotelværelser udviklede han sine vildt retoriske, syrede og rædselsvækkende beretninger og refleksioner i Maldorors sange, under pseudonymet Greve af Lautréamont. Det blev en ny, ungdommeligt overmoden diskurs og værket et demonstrativt monument over animalsk usmagelighed, et oprør som en falden engels had til Skaberen. Maldorors skikkelse blev en hæslig og giftig blomst, plukket af Baudelaires Les Fleurs du Mal.

Med pædagogisk paraply kunne man let udpege opsigtsvækkende Maldoror-formler og sentenser, der har det formål »at opfinde en poesi, der ligger helt uden for naturens sædvanlige gang«. De findes mange steder undervejs i hans ’hvidglødende prosa’, der vil smadre den ’litterære gipsbuste’, f.eks. følgende skønhedsprædikat »smuk som en medfødt bygningsfejl i mandens forplantningsorganer«. Dette citat er hentet fra »Sjette sang«, som er den mest sammenhængende fortælling, der dog også insisterer på denne hymniske genrebetegnelse, skønt den gennem al sin fantastik netop er et udtalt romaneksperiment, indledt med betragtninger over en ny æstetik, oparbejdet gennem de fem første dele. Her forfører Maldoror med vampyrisk dvælen og udspekuleret retorik den smukke dreng Mervyn, lokker ham med gyldne løfter på eventyr, kun for til sidst at myrde ham i sadistisk henrykkelse ved at hænge ham i Vendômesøjlen og derefter slynge ham op på Pan-théons kuppel. Dér kan dette uskyldens offer dingle som et indtørret skelet til skræk og advarsel som sangværkets slutvignet. En udsendt ærkeengel i skikkelse af en kæmpestor taskekrabbe havde søgt at standse Maldoror, som dog let knuste monsteret. Det er kun én blandt de mange animalske forekomster og roller i værkets omfattende bestiarium, et zoologisk maskeorgie, der grumt beliver teksten.

Selvkommentarer

Det er lidt af et læserarbejde at udholde og skamfuldt nyde rædslerne og greuel-effekterne i den ciselerede syntaks, der slynger sig i lange sekvenser ned over typografisk tætvævede sider, åndeløst, pauseløst. En elegant mættet prosalyrik er det, skråsikkert formet af en uhyre belæst digter. Den kan bryde ud i hymner som i Første sangs besyngelse af havet, ’Gamle ocean’, som er billede på identiteten, evighedens dybde som kontrast til menneskers smålighed, en sang til havets rigdom og mangfoldighed, som allerede har givet os hvalen: »Gamle ocean, med krystalbølger, du minder proportionalt om de blånende mærker man ser på mossets plettede ryg; du er et endeløst blå lagt over jordens krop; jeg holder af denne sammenligning.«

Stort sammenlignet med småt og omvendt er et fast virkemiddel. Den sidste tilføjelse – »jeg holder af denne sammenligning« – er et uhyre karakteristisk træk ved disse skrækbefordrende og indtagende sange, selvbevidst skrevet af det digtende jeg, der til stadighed kommenterer sit forehavende i henvendelser til læseren eller selvoptagne betragtninger, patetiske og især ironiske. Han forklarer sine planer og hensigter, gerne i lange optakter til hver sang, men som stadigt akkompagnement. De har mindelser om Sternes berømmelige Tristram Shandy-historie, der også gør læseren til medarbejder på et værk, som ophøjer og dementerer sig selv.

Forbrydelse

Ducasse opbygger og nedbryder sin fiktion skridt for skridt gennem et hav af scenerier, hvis genkommende person er denne Maldoror, en oprørsengel, som forbander og bekæmper Skaberen og det skabte: »den strøm af løgne som din smålige forfængelighed strengt forlanger af ethvert menneske.«

Han møder endda Skaberen selv, som ligger skidefuld i vejkanten, ædt af fladlus, kort sagt et jammerligt kreatur, andre steder beskrevet som et uhyre eller som fast gæst på bordellerne. Han overgås dog i metamorfoser af Maldoror selv, for hvem kun forbrydelsen er konstant. Det er ikke just fredelige møder mellem paraplyen og symaskinen, når han f.eks. lader sin bulldog voldtage og flænse indvoldene på en ung pige eller udmaler pæderasti i detaljer, stadig i et spil mellem værkets tre instanser: skriveren, læseren og den handlende Maldoror.

Romantikkens baggrund

Uhyggelige er de tilsyneladende neutrale skildringer af mareridtsagtige hverdagsscener, småbørn, der pines, familieliv, hvor drengen hører frygtelige skrig om natten, barnet der forsøger at indhente en omnibus med ubevægelige passagerer i mørket, en selvmorder i Seinen, galopperende heste i strandkanten, et begravelsesoptog akkompagneret af en skøn og omhyggelig skildring af den røde glentes vingefang og flugt over den åbne kiste, alt sammen uvirkeliggjort med små midler eller grove effekter. Romantikkens gysere og triviallitteratur får her et lift med højlitterære metafysik i en mærkværdig blanding, der skrives af et foretagsomt jeg, der personligt gennemlever de stridende komponenter i sit indre, så voldsomme, at kun ironiens distance gør dem tålelige. Gud og satan bliver papfigurer, stuntmen for vilde driftsimpulser, mens overjeget inddrager de forbløffede og medskyldige læsere.

Dem har Isidore Ducasse så kaldt på med en helt anden poetik, skrevet som et modstykke til Maldorors sange, de såkaldte Poesier. Også som et eksistentielt eksperiment og ligeledes med ironiske overtoner trods de hidsige udfald mod romantikkens digtere. Tilsammen udgør de en selvmodsigelsens dialektik.

»Det nittende århundrede skal få sin digter at se,« står der i slutningen af Maldorors »Første sang«. Historisk set blev der imidlertid tale om to tidsindstillede bomber, som først udløstes efter 1. Verdenskrig og gav genlyd i modernismens lange efterliv. Nu med status som klassikere, højst læseværdige på dansk i henholdsvis Lars Bonnevies og Karen Stougård Hansens stilsikre oversættelser, forsynet med introduktioner og noter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jean-Claude Guinot

...Enig med Asger, men a.h.t. billedet, og ikke fordi det gør noget, kunstneren er ikke 100% anonym, det fremgår faktisk på wikipedia (hvor billedet er hentet) at det er malet af J-CG (altså Jean-Claude Guinot) altså mig selv, og er opbevaret på wiki Common under mit brugernavn :-) mvh og tak for en god avis