Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pede B tonser elegant igennem

Danmarks førende freestylerapper narrer ikke nogen længere. Når han gider at vise, at han godt gider, tilhører han også det eksklusive selskab af landets bedst fortællende albumkunstnere. Sikke et gennembrud i forsøg nummer fire. Mindre snak og selvynk, mere stamina – dansk hiphop durk gennem askeskyen!
Normalt kløjes de respektindgydende freestylerappere i deres kvikke indfaldt, men i fjerde forsøg lykkes det Pede B at kreere en langtidsholdbar rapplade. Her er Pede B i sit vante element på scenen.

Normalt kløjes de respektindgydende freestylerappere i deres kvikke indfaldt, men i fjerde forsøg lykkes det Pede B at kreere en langtidsholdbar rapplade. Her er Pede B i sit vante element på scenen.

Klavs Bo Christensen

Kultur
22. maj 2012

Miraklernes tid er tilsyneladende ikke ovre i dansk rap, for i dag står en af genrens stålsatte sandheder for fald.

Med det sproglige naturtalent Per Vers og teenagefænomenet MC Clemens uden for kategori har cremen af inkarnerede freestylerappere aldrig formået at levere en meget mere end anstændig hiphopplade.

Heller ikke Pede B alias 27-årige Peter Bigaard, som ellers har gjort forsøget tre gange tidligere.

Og så … BUM! I et udgivelsesår med adskillige højprofilerede rapudgivelser på bagen har Pede B begået den hidtil mest vellykkede hiphopudgivelse – og så en del til. Og så kan man jo godt slippe af sted med rimende trusler som denne i den storslæbende skæring »Isbjørn«:

»Dem, der siger, at rappere fra Fight Night ikke duer til noget andet / kan få cementsko på og se, om de kan gå på vandet!«

For Over askeskyen, som den udstrakte fornøjelse hedder, falder ingenlunde igennem. Den er langtidsholdbar. Her, midt i morgentågerne, vil jeg gå så langt som til at påstå, at albummet rummer flere vellykkede, sammenhængende fortællinger end nogen anden dansk rapplade i umindelige tider. Måske nogensinde.

Vi taler gennemførte narrativer om 15 minutters berømmelse, om en klippesolid og nævekæmpende far, om et uforløst hævnakt, om falsk Facebook-status, om at affinde sig med singlelivet, om at skulle dø ung. Og jeg kunne blive ved ... hvad Pede B i øvrigt også gør.

Tæppebombardement

Normalt kløjes de respektindgydende freestylerappere ellers i deres kvikke indfald. Den umiddelbare energi fordufter, vakler og snubler over sine egne versefødder, når øjeblikkets storhed skal transformeres til blivende tekster på papir. Sammenhængen og overblikket går fløjten, og det hele lyder fløjtende ligegyldigt.

Personligt kan jeg have svært ved at dechifrere Pede B’s tre første plader fra hinanden – selv om jeg har lyttet nysgerrigt hver eneste gang.

Det er, som om den tredobbelte champ fra improvisationsmesterskabet MC’s Fight Night i en relativt fremskreden alder tør stå ved sine ambitioner og forfølge sin nærmest dyriske rapdrift uden at virke mærkeligt ligeglad og uengageret.

I MCFN’s boksering har den firskårne Pede B altid fortæret sine modstandere med en monotont kværnende rimstrøm – den, han selv så rammende beskriver som et »kobensflow« på den åndestjælende intro, »Indledningen«.

Energien gennemsyrer Over askeskyen, som uafladeligt tæppebomber sine lyttere. Ikke bare med solide rim, men med overrumplende emner og krøllede narrativer. At Pede B tilmed har fundet ind i et friktionsspækket, men gnidningsløst samarbejde med veteranen DJ Noize (storleverandør i luftige beats, dramatiske anslag og sitrende scratchfigurer) sikrer, at de mange godbidder ikke stikker af i hver deres retning, men føles som en sammenhængende perlerække.

Pede B kan ikke helt undsige sig de fiffige indfald fra freestylerutinen. Metaforer som at »have krudt i røven som homoseksuelle selvmordsbombere« eller associationstilføjelser som »Kirsten Lehfeldt« om en mand, der græder over spildt mælk, og dermed ikke er en rigtig en af slagsen, selv om han ligner det, fungerer givetvis bedre i gladiatorringen foran et frådende publikum … Men, men, men, det er altså ikke engang hår i suppen.

Sandhed med modifikationer

Undervejs skælder Pede B ud på opkomlingene, der tror, at status og succes kommer natten over. Ikke fordi de er dårlige, men fordi det kræver hårdt arbejde at bide sig fast – og den københavnske arbejdersøn er ikke bange for at knokle. Han er en rigtig mand, uden selvynk eller tom snak. Faktisk står han noget usædvanligt ved, at han ikke er landets bedste rapper.

Rent teknisk og musikalsk er det en sandhed uden modifikationer. Men rim- og refleksionsmæssigt er han mere end godt med. Og når han giver sig i kast med fortællinger som »Ærlig« og »Hun vil ha’«, er han snildt i top-3. Mindst. Det er råt for usødet, men ikke desto mindre skarpt og finkornet.

Tjek bare linjer som denne, hvor Pede B ved at lyve om sin forholdsstatus endelig får skovlen under en jysk laberhed, der får de forbipasserende hankøn til at stivne som tegnestifter på cykelstien, men som udelukkende tænder på at gafle fyre, som er ’i et forhold’ på Facebook:

»Vi tog en taxa hjem, som hun ogs’ betalte / sad på bagsædet og smilte til den lille dame / Hvor fedt jeg ik’ behøved’ gå hjem alen’ / for statussen var løgn, hun hopped’ i med begge ben.«

Det er et herligt twist, historien får – og den får endnu et svaj, da DJ Noize topskarpt slutter med at sample Per Vers-linjen »Hun vil ik’ sladre, for hun har ogs’ en kærest’«. Så sidder man dér som lytter og husker på den smågeniale intro til nummeret ved parterapeut Joan Ørting (yes, den er god nok), som minder et tyvagtigt pigebarn om, at mænd og kvinder kan være lige udspekulerende. Hvem narrer egentlig hvem her?

Well, Pede B narrer ikke nogen længere. Han tilhører toppen af det danske raphierarki. Også på plade.

Pede B: Over askeskyen (Target). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her