Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Pianisten der genvandt livet

Bevægende møder med Fred Hersch i Montmartre
Kultur
15. maj 2012

Vi savner stadig den store, forkromede og definitive musiksociologiske afhandling, der forklarer os, hvorfor det – gennem et næsten parallelt forløb i tid – kun er den engelske Premier League i fodbold, der har øvet mindre tiltrækning på bøsser, end jazzmusikken og dens miljø har. Og lige et spørgsmål mere: Hvordan påvirkes vi af vores viden om kunstneres personlige og ofte meget dramatiske livshistorie, når vi skal forsøge at forholde os til deres kunst?

Det sidste spørgsmål hører ikke ligefrem til de sjældent stillede, men i tilfældet pianisten Fred Hersch er både det mere end almindeligt påtrængende. Hersch er én af bare en håndfuld fremtrædende jazzmusikere, der nogensinde er kommet ud af bøsseskabet. Foruden den ødelæggende frygt, der gik forud for dette, har han kæmpet med aids i udbrud i snart tre årtier, kulminerende med en sygdomsperiode i 2008-2009, hvor virusset angreb hans hjerne, medførte begyndende demens, to måneder i dyb coma og otte måneder, hvor hans motorik – hele hans motorik – var uvirksom.

Hersch kæmpede sig bogstaveligt talt tilbage til livet med venners og ny medicins hjælp, og han har kunnet spille igen siden sommeren 2010. I sidste uge trak han tre aftener fulde huse Montmartre i København efter ikke at have spillet her i 30 år, og – meget sympatisk – uden at hans rædselsvækkende historie blev berørt i markedsføringen af koncerterne.

Spørgsmålet var derfor: Er hans spil anderledes nu end før sygdommen, hvor han udviklede sig fra at være en interessant Bill Evans-discipel til med et meget distinkt anslag at være en formmæssigt langt dristigere musiker, der nu også var en storslået Monk-fortolker, en blændende komponist og en uundværlig ledsager for operastjernerne Renee Fleming og Dawn Upshaws ture ud i det genreløse.

Svaret er umiddelbart ja. Herschs anslag har endnu ikke nået den brillans, det havde før sygdommen, og i Montmartre var det også, som om omstillingen fra at spille solo til at være med trio var svær for ham, i og med han dækkede så meget musikalsk rum med sin egen venstrehånds utrættelige kontrapunkt, at der lejlighedsvist var meget lidt plads til Jesper Bodilsens bas. Han kunne roligt have stolet på Bodilsen og på sit eget markante diskantspil, som er intakt.

Disse småindvendinger blev imidlertid ligegyldige, når han f.eks. suverænt dissekerede Ornette Colemans »Forerunner« i et arrangement, som Morten Lund (fredag) havde lettere ved at (af)læse end Alex Riel (lørdag), eller når han på helt bevægende vis aflokkede Monks »In Walked Bud« samtlige dens hemmeligheder i en uledsaget introduktion eller forenede sig i veloplagt musikantiske forløb med den italienske klarinettist Nico Gori, der dog – modsat aftenernes hovedperson – ikke helt undgik effektjageri i sit ellers befriende tidløse spil.

 

Montmartre fredag & lørdag: Fred Hersch trio & kvartet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her