Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Præsidenten, der kom ind fra kulden

Franske præsidenter har altid været kendetegnet ved deres ekstravagance: Nationens mytiske inkarnation de Gaulle, den rå og hjertelige Chirac og den overstimulerede actionman Sarkozy. Og Hollande? Der kommer simpelthen ingen billeder. Det allermest bemærkelsesværdige ved den nyvalgte franske præsident er hans knusende normalitet
Om manden. Hvis man vil kende lidt mere til den mand, der tilsyneladende til alles overraskelse pludselig er blevet en af klodens mægtigste mænd, er det egentlig kun Serge Raffys biografi ’François Hollande’, der kan bruges.

Om manden. Hvis man vil kende lidt mere til den mand, der tilsyneladende til alles overraskelse pludselig er blevet en af klodens mægtigste mænd, er det egentlig kun Serge Raffys biografi ’François Hollande’, der kan bruges.

Martin Bureau

Kultur
18. maj 2012

Det siges, at franske præsidenter regerer fra et palads og trækker sig tilbage til en sky. Præsidentembedet er alt andet end normalt, og franske præsidenter har derfor naturligt nok altid været kendetegnet ved deres ekstravagance: nationens mytiske inkarnation de Gaulle; aristokratiet genfødt som teknokraten Giscard; Mitterrand, hvor Macchiavelli møder Léon Blum; den rå og hjertelige Chirac og den overstimulerede actionman Sarkozy. Og Hollande? Der kommer simpelthen ingen billeder. Man kunne sagtens forestille sig den flamboyante og sexstyrede Dominique Strauss-Kahn i dette farverige galleri, mens det allermest bemærkelsesværdige ved den nyvalgte franske præsident synes at være hans næsten knusende normalitet. Aldrig tidligere har man set en kandidat vinde præsidentvalget ved at føre kampagne på sin normalitet.

Det er de færreste, der kan spille en betydende rolle i det franske samfund uden at trække en hale af bøger efter sig. Også her tjener de tidligere præsidenter til eksempel. Vejen til de Gaulles magtovertagelse i 1958 blev banet af hans monumentale og fænomenalt velskreve Krigserindringer; Mitterrand, hans bedste fjende og værste efterligner, yndede også at iscenesætte sig selv som en forfatter, der bedrev politik fra tid til anden. Giscard d’Estaing, der hele sit liv har været libertiner, skriver ikke overraskende libertinerromaner. Chirac og Sarkozy er ikke de store skribenter – et tidens tegn – men ligesom de andre har de dannet grundlag for tusindvis af biografier, analyser, helgenkåringer eller pamfletter. Den franske forlagsbranche har i sandhed meget at takke deres præsidenter for.

Men også her falder Hollande udenfor. Dette normale menneske synes, trods mange år i toppolitik, ikke at have tiltrukket sig den store opmærksomhed. Han har selv udlagt sine politiske visioner i en række bøger, hvilket naturligvis er absolut uomgængeligt for enhver seriøs præsidentkandidat. Man kan nævne Devoirs de vérité (Forpligtet på sandheden, Stock, 2006), der er en række samtaler med Edwy Plenel, dengang chefredaktør på Le Monde og nu chefredaktør på det fremragende internetdagblad Mediapart. Den seneste udkom med perfekt timing i forhold til valgkampen i august 2011. Det er Le rêve français (Den Franske Drøm, Éditions Privat, 2011), og det er (som det hedder i det moderne managementsprog) en præsentation af hans politiske vision og mission.

Inden Strauss-Kahn snublede

Bogen falder i tre afsnit, et 60 siders langt interview, en række vigtige taler han holdt inden 2011, hvor han erklærede sit kandidatur, og en række taler efter. Bogen følger en retorik, der er gængs for alle skribenter, der kandiderer til et stort offentligt embede: analyse/projekt. Analysen er n aturligvis nådesløs: Frankrig og Europa er i dyb krise både økonomisk og mentalt, og denne krise er kun blevet forværret af de valg, som Sarkozy har foretaget. Hollande kritiserer med rette Sarkozy for et usammenhængende, selvoptaget og følelsesbetonet lederskab. Det er på baggrund af denne kritik, at Hollande fremfører tanken om en »normal« præsident. Det er ekstremt interessant at se, at dette tema, der var gennemgående i den nyligt overståede valgkamp, allerede er blevet gennemanalyseret for længe siden, længe inden Dominique Strauss-Kahn snublede over sit eget lem, og længe inden Hollande vandt socialisternes primærvalg. Det viser, at Hollande helt tidligt havde forstået, hvordan Sarkozy skulle besejres: Det gjaldt simpelthen om at afvise Sarkozys fortolkning af præsidentembedet. Sarkozy selv var under hele sin embedsperiode og i sin valgkamp overbevist om, at hans største trumf var hans egen person, hans stil, hans talent for at improvisere, hans kapacitet til at møde begivenhederne og reagere lynhurtigt på dem. Sarkozy har imidlertid aldrig forstået at finde balancen mellem personlig autoritet og embedets autoritet. Derfor har franskmændene generelt og nærmest uafhængigt af politisk tilhørsforhold følt ubehag og uro ved hans allestedsnærværende og rastløse embeds-førelse. Under valgkampen kom forskellen mellem de to temperamenter og strategier tydeligt frem: Sarkozy zigzaggede fra sag til sag, huggede fra alle, fra det yderste venstre og især fra det yderste højre, skiftede standpunkt og politik uden nogen tanke på sammenhæng, han var hele tiden først på bolden, alle boldene. Hollande flyttede sig ikke en meter, selv truende tabersager (som f.eks. stemmeret til indvandrere ved lokalvalg) fastholdt han. Med begrebet »en normal præsident« sætter Hollande meget præcist og ganske habilt fingeren på Sarkozys ømme punkt. Der ligger ikke nogen direkte polemisk intention i udtrykket (altså at Sarkozy skulle være bims). Det betyder, at med Hollande som præsident vil personen igen være i overensstemmelse med den ånd og de principper, der ligger til grund for embedet.

Den franske drøm

Men hvordan harmonerer forestillingen om en »normal« præsident, med bogens titel: Den franske drøm? Kan normaliteten få franskmændene til at drømme? Den franske drøm er i Hollandes øjne det håb om frihed, lighed og broderskab, der opstod i Oplysningstiden, og som har inkarneret sig gennem historien i den franske revolution, i republikken og i modstandskampen blandt andet. På disse punkter er Hollande absolut uoriginal, og der er intet her, der på nogen måde adskiller ham fra hans politiske modstandere og rivaler. Bortset fra denne mainstream patriotisme bliver det hurtigt klart, at Hollandes politiske projekt er både velfunderet og gennemtænkt. Overalt i de mange taler og i det lange interview er det de samme store linjer, der skitseres: Kritikken af tingenes tilstand og et nyt projekt, der udvikler sig langs fire akser; uddannelse, en vækstorienteret økonomisk politik, en skattereform og en satsning på grønne teknologier, hvilket alt sammen lyder bekendt i danske ører. Der er ingen tvivl om, at Hollande er en skarp analytiker og en ambitiøs politiker med et sammenhængende langsigtet projekt. Afslører bogen så noget om Hollande selv? Nej. Den er alt for kontrolleret til at afsløre noget personligt, og den humor, som han er kendt for, møder man kun i et enkelt glimt mod bogens slutning på side 256: »Han (Nicolas Sarkozy, red.) påberåbte sig de Gaulle. Det var selvfølgelig hans ret, selvom han ikke havde formatet. Her taler jeg ikke om hans fysik, for på det punkt har jeg ikke noget at lade ham høre.«

En guldgruppe af anekdoter

Hvis man vil kende lidt mere til den mand, der tilsyneladende til alles overraskelse pludselig er blevet en af klodens mægtigste mænd, er det egentlig kun Serge Raffys biografi François Hollande (Fayard, 2011), der kan bruges. Serge Raffy er chefredaktør på Le Nouvel Observateur, og det siger meget om hans bog. Først og værst er den skrevet i en journalistisk jargon, hvor samtlige kommentatorsegmentets klicheer falder tæt, og den er holdt i en kværnende nuanceløs historisk præsens, der er ved at drive mig til vanvid. For det andet (og knap så graverende) ligger Raffy politisk ikke langt fra Hollande. Det er tydeligt, at han har direkte og daglig adgang til mange af spidserne i socialistpartiet, så det er en uhyre velinformeret bog. For kendere af fransk politik er den en guldgrube af anekdoter og insiderviden om konflikterne og intrigerne i socialistpartiet og Nationalforsamlingen. Vinklen er undersøgende, men ofte sammenfaldende med Hollandes projekt. Det betyder, at de mest interessante politiske analyser i bogen ofte egentlig ikke er forfatterens, men Hollandes egne: Gang på gang står det lysende klart, hvor godt Hollande har forstået Sarkozy både som menneske og politiker, og omvendt hvor lidt Sarkozy aner, hvem hans modstander er.

For det tredje er bogen selvfølgelig enormt aktuel; den første udgave er fra efteråret 2011, men den nye udgave har sågar fået valgsejren den 6. maj med. Det er en nærmest surrealistisk fornemmelse at læse en historisk beretning om begivenheder, der skete for under en uge siden. Men Raffy begyndte at skrive sin bog for tre år siden under helt andre omstændigheder. I kapløbet om præsidentposten i 2007 var Hollande blevet overhalet indenom af Ségolène Royal, hans daværende kæreste og mor til hans fire børn. Han trak sig, støttede Royals kandidatur, da hun tabte til Sarkozy, og det virkede længe, som om han var dømt til at kæmpe om sekundære placeringer i fransk politik. Det var denne politiske has been, som Raffy ville skrive om: et af tandhjulene i den store politiske maskine. Han blev oprigtig overrasket over den genopstandelse, som han var vidne til, mens han skrev. Selv om Raffy gør meget ud af det psykologiske portræt, kommer han aldrig rigtig tæt på personen Hollande. Den, der lever skjult, lever godt, synes at være Hollandes vigtigste leveregel. Til gengæld får man et fascinerende indblik i moderne politik og et glimrende portræt af en af de seneste års mest paradoksale politikerskæbner. Det har til stadighed og til den dag i dag været Hollandes skæbne at blive undervurderet. Han er udpræget karismaforladt, men han har formået at gøre glansløsheden til et trumfkort. Magtfulde socialister som Laurent Fabius, Dominique Strauss-Kahn og Martine Aubry så længe ned på ham, og da de begyndte at frygte ham, allierede de sig mod ham. Uden held. Ved socialistpartiets primærvalg vandt han en overlegen sejr. Da han indledte den egentlige valgkamp med et stort møde i Bourget, blev Sarkozy og hans stab lamslåede over, hvor godt han havde klaret det. Ikke desto mindre var Sarkozy stensikker på, at han ville »smadre ham« i tv-duellen. Den vandt Hollande som bekendt også. »Jeg har vundet over alle dem, der undervurderede mig,« siger han til Raffy, og denne sætning kunne være hans valgsprog. Den er også et varsel til politiske modstandere og forhandlingspartnere, men sagen er – og det er dybest set Raffys pointe – at folk ikke kan lade være med at undervurdere ham, selv om de ved, at de ikke må.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Måske er vi ved at få ny politikertype over hele linjen, til erstatning for de gamle flamboyante, lidt skæve og karismatiske personligheder. En linje som vores egen Helle Thorning Scmidt og hendes socialdemokratiske forgænger passer ganske godt ind i. Jeg ved endnu ikke hvad vi skal kalde denne nye generation, men "de kedelige" er formentlig for billigt sluppet. De færreste komme jo igennem toppolitik uden at pådrage sig personlighedsudviklende erfaringer og hvis ikke klæder skaber folk, så gør politik.

Robert Ørsted-Jensen

frasen om 'klodens mægtisgste mænd' er sådan en typisk fransk selvovervurdering, som det ville have været rart at blive forskånet for. Frrankrig er et lille land blandt andre små lande i Europa og Europa er ikke verdens navle og det er et sundhedstegn at Europæiske nationers indflydelse er faldende.

Jørn Boisen

Det er princicpielt godt at få kommentarer, selvom det i praksis kan være en blandet fornøjelse. Jeg vil bare sige til Robert, at du med din "typisk fransk selvovervurdering" lige præcis flasher en af de fordomme, der virkelig tænder mig af. Hvad ved du egentlig om, hvad der er "typisk fransk"? Bortset fra den stereotype tenderende mod det åndssvage gengivelse af Frankrig, som man altid ser i dansk presse? Bortset fra det. EU er verdens største økonomi. Frankrig er verdens femtestørste økonomi. Militært rangerer landet et eller andet sted mellem nummer 2 og 7 alt efter kriterierne. (Jane's Defense Weekly har Frankrig på andenpladsen). Den franske præsident har personlige beføjelser, der går langt ud, hvad man ellers ser i vesten, fx i USA. Så det er ikke "typisk fransk selvovervurdering" (jeg er for øvrigt ikke fransk), at sige, at den franske præsident er magtfuld; det er en fuldstændig nægtern vurdering.