Læsetid: 4 min.

Hvis provinsen er så røvsyg …

...hvorfor redder vi den så ikke? Tre københavnerpiger vil i DR MAMA’s nye dokumentarserie hjælpe Danmarks grimmeste by, Helsinge, ved at holde en kæmpesyg københavnerfest. Det giver fnisagtigt og fordomsironiserende ungdoms-tv, og bonuslektien er en demonstration af vanskelighederne ved det dilettantiske iværksætteri
Redningshold? Skal man komme provinsen til undsætning, fordi der bare ikke sker en skid? Og er det godt tv? Tre københavnerpiger vil ruske lidt op i Helsinge, som de mener er både den grimmeste og den kedeligste by i Danmark. Det siger måske mere om de tre teenageres kendskab til danske provinsbyer generelt end om Helsinge, men der er kommet en dokumentarserie ud af deres strabadser for at få lidt fest i byen.

Redningshold? Skal man komme provinsen til undsætning, fordi der bare ikke sker en skid? Og er det godt tv? Tre københavnerpiger vil ruske lidt op i Helsinge, som de mener er både den grimmeste og den kedeligste by i Danmark. Det siger måske mere om de tre teenageres kendskab til danske provinsbyer generelt end om Helsinge, men der er kommet en dokumentarserie ud af deres strabadser for at få lidt fest i byen.

DR MAMA

31. maj 2012

Provinsen. Provinsen. Provinsenprovinsenprovinsenprovinsen. Når man siger ’provinsen’ tilstrækkeligt mange gange, mister ’provinsen’ sin betydning. Det er sket for mig på det seneste. Jeg aner ikke længere, hvad ordet dækker. Vi mistænkeliggør, kritiserer, forsvarer, taler fra eller til provinsen, som var denne ikkekøbenhavnske andethed én samlet masse. Denne åbenlyse latterlighed kan være godt at få billedkød på – for eksempel gennem DR’s ungdomskanal MAMA’s seneste dokumentarserie, Syg fest i Helsinge. Her udstilles storbyens selvforblændede arrogance som drømmen om festkolonialisme – tilsat ungdommens halvt alvorlige selvironi.

Helsinge er grim. Og kedelig. Måske er det den grimmeste og kedeligste by i Danmark, mener de tre kønne, københavnske gymnasieelever Penelope, Luna og Jelena:

»Den ser jo rrrrøvsyg ud!« vurderer de efter én gang at have spottet stationsbyen gennem en togrude på vej i sommerhus nordpå. Midt i eksamenslæsningen får de så den impulsive idé at ’redde Helsinge’ og byens unge. Med en fest. Københavnere forstår at feste, og derfor må de udfylde det ufestlige tomrum, som Ikkekøbenhavn udgør, er logikken. De henvender sig til DR’s ungdomskanal MAMA og fremlægger ivrigt sagen for den gadefriske dokumentarredaktør, Rune.

»Jeg tror, at 50 procent af de 7.000 er inden døre hele tiden,« siger Jelena om helsingeboerne. Den fest, de vil holde, skal derfor nærmest ses som »et humanitært projekt«, argumenterer hun.

Så vidt så godt. Højt at flyve, underholdende at falde. Pigerne får deres 5.000 kroner og et tv-crew på nakken. Vi, licensbetalerne, får til gengæld en herlig, firedelt tv-dokumentar som del af det prisværdige dokumentarmagasin I Virkeligheden med øm sans for de charmerende pigers selvironi og kække hovmod, fortalt friskt og kækt med stemningsvideoer og hipstermaticagtige visuelle effekter. Som de unge vil ha’ det.

Københavnersnudeparodi

Først går pigerne til opgaven med en attitude a la selvhjælpsprogrammer som Fra skrot til slot og De fantastiske fem – som skal de skifte ble på et barn: Hvor svært kan det være? Barnet må i det mindste sætte pris på forsøget – med alt det lort, det render rundt med i bleen.

Ambitionerne er store: De vil lave en minifestival, hiphopgruppen Suspekt skal være hovednavn, der skal være sponsorøl, alle venner og venners seje venners venner skal komme foruden, nå ja, de unge fra Helsinge, naturligvis. Og så skal det hele foregå på en eller anden sej mark, forestiller de sig, eller i en autentisk lagerbygning. Selv om de endnu ikke har været i byen.

De har nul erfaring med at arrangere events og derfor tre temperament-variable strategier for, hvordan tingene bør gribes an. Jelena, bandelederen, melder pludseligt melodramatisk fra. De to andre, bevæbnet med øl og iPhones, tager afvisningen på sig som et selvudviklingsprojekt.

Mere end en provinsparodi bliver Syg fest i Helsinge naturligvis snarere en københavnersnude-parodi. Det er pigerne selvbevidste nok til at spille med på.

Deres første besøg til Helsinge falder, længe efter at de har igangsat projektet, og det bliver ramme for ret fantastisk og charmerende situationskomik.

De to blondiner stiger iført høje hæle og umagelige outfits ud af toget på Helsinge Station og ud i provinsgrå regn og blæst på en skidemark. Krumbøjede under sorte affaldssække går de på locationjagt.

De springer og møver sig over alle gærder, buske, krat og hegn i Helsinge – frem for at følge de veje, som man må antage også eksisterer i provinsen. Man har kun det besvær, man skaber for sig selv. Siden snakker de om de mørke skyer, der altid meget præcist omkranser Helsinge. Som et fast tag af provins-tristesse.

Iværksætter-dilettanteri

Da de tropper op med en venskabelig six pack for at møde Helsinges unge fritidsaktive i U-Huset, får de at vide, at »normalt bliver der ikke drukket på matriklen uden aftale med Henning«. Bum. Senere får de at vide, at lokalkommunen vil have, at de skal interagere mere med de lokale unge for at få hjælp. Flere af sådanne møder savner man også lidt som seer: Man hungrer efter konkrete sammenstød mellem de unge, og man bliver oplagt nysgerrig efter, hvad de kvikke (men fornærmede) lokale faktisk laver i Helsinge. Sikkert en hel del jo.

Men dokumentarserien handler aldrig rigtigt om Helsinge, men om københavnersnudens (selvironiske) idé om at ’skifte ble’ på provinsen. Og herfra bevæger serien sig mere og mere fra fordomsunderholdning til inspirerende og sjovt ’iværksætteri for dummies’. Om stædigt og sejt og frygtløst projektarbejde. For festen er et møgbesvær. Alt viser sig at være et logistisk helvede. Især når man som student også skal på druk og til New York og på druk. Især Penelope reflekterer begavet og lærerigt i løbet af den krøllede proces af bookninger, bevillinger og forsikringsbøvl: De skal charme den ’sure dame’ fra kommunen, den tv-kurtiserende borgmester og lokaljournalist ’Karl-Erik’, der har masser af fordomme om deres fordomme. Og så kurtiserer de ’kunstnere’ – blandt andre en skeptisk Per Vers på Bornholms Wonderfestiwall (»Er du fuld?« får en fri bar-basket-Penelope spurgt ham. Upz.) At pigerne tager til Bornholm for at lære om at holde festival har sin egen oplagte pointe: At provinsen ikke er et blebarn, men en legekammerat, der giver masser af modstand.

 

Syg fest i Helsinge. DR HD. Tilrettelæggelse: Kirstine Bjørnskov Eskedal og Sebastian Ottenstein. Tredje afsnit vises 5. juni kl. 19.35 på DR HD. Se tidligere programmer på www.dr.dk/mama/tv/i-virkeligheden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg boede i Helsinge fra 1968 til 75 og kan bekræfte at Helsinge også dengang var dødsyg. Vi var en gruppe unge, som mente vi udgjorde en slags elite, fordi vi var først med hash og den fede musik og vi var faste gæster til de mange fede fester rundt om i de forskellige hippiekollektiver, som havde bemægtiget sig de dengang billige landejendomme i oplandet syd for Tisvilde. Intet af alt dette var tilsyneladende Helsinges fortjeneste, men skyldes stærke bånd til København, hvorfra ikke kun stofferne kom, men også de opvakte keramikere, kunstmalere forretningsfolk, lærere, advokater og hvem der ellers udgjorde forældregruppen, som var large nok til at lade os gå linen ud. Helsinge bad ligesom om det. Det er måske sådan en slags egenskab ved byen, som hænger ved?

Søren Kristensen

Jeg kan huske dengang ungdomsskolen i Helsinge blev en realitet. Den blev etableret i Højbjerg forsamlingshus, nogle kilometer udenfor Helsinge, som dengang var en lille by med en bager, en tøjbutik, en biograf (jo,jo!), en trælast, en radioforhandler, en gardinforretning, et gadekjær, et dommerkontor og nogle andre forretninger, som stadig ikke var ret påvirket af den store Brugsen (danmarks dengang største) som netop var åbnet i en af de nye parcelhusudstykninger, der var under opsejling i udkanten af byen.

Nybyggeri var det overordnede træk i Helsinge og vi unge, fra alle de nye parcelhuse, med deres golde haver, skulle jo have et sted at flippe ud om aftenen og i det i hele taget. Det blev så Forsamlingshuset i Højbjerg, hvor vi kunne mødes lørdag aften, fx. nårThe Walkers, med den spinkle og androgyneTorben Lendager i front satte gang i dansegulvet og flashede de sidste nye trends fra storbyen: svenskerhår og tompetbukser med høj talje.

Om vinteren gik nogle af os tilflyttere til film, i forsamlingshuset i Højbjerg, andre gik til motorlære - det var typiske dem der altid havde boet i Helsinge og omegn, typisk på en gård. Filmklassikere af bl.a. Truffaut og Dreyer var med til at udæske os som de intellektuelle flippere vi så gerne ville være - en slags udvej for en københavnersnude af en teenager, der kæmpede med de vinterdepressioner, der nødvendigvis opstår når man som ung bliver omplantet fra Østerbro til bøhlande og samtidig er ramt af ulykkelig kærlighed til oplandets mest eftertragtede og helt uopnåelige blondine, den skønne Jytte.

De fysiske afstande til alt hvad der var noget ved var enorme om vinteren: sibiriske. Især når ens venner, ligesom jeg selv, var så uheldig at være omplantet til oplandet: Græsted, Valby, Skærød og Annisse. Heldigere var den lille priviligeret gruppe, inklusive Jytte, hvis forældre havde været omsorgsfulde nok til slå sig ned i selve Helsinge. De havde i det mindste gåaftand til skolen og kiosken og biffen og bageren og stationen og tja, livet. For os andre var det ud på knallerten eller cyklen, når vi skulle noget, fx. besøge hinanden. Af selv samme grund blev det til mange overnatninger på hinandens værelse og man lærte på den måde også vennernes familier at kende på godt og ondt.

Fællesnævneren for os, hvis forældre havde bygget deres eget hus, var en ukuelig optimisme og tro på fremskridtet - som ofte lå langt over hvad rimeligt var. Men det hele udspillede sig i de år, lige inden oliekriserne begyndte, hvor amerikanerne gik i land på Månen og endnu ikke helt havde opgivet at implementere kapitalismen i Sydøstasien med magt. Alt kunne lade sig gøre, med den rette indstilling og hvis ens forældre var trætte, tog de bare på en ferie til fx. spanien med Simon Spies og vupti, så kom de hjem friske og solbrændte og fulde af energi, som måske blev omsat til en carport eller en swimmingpool.

Vi unge (det var der faktisk også et ungdomsblad der hed) var lidt mere skeptiske omkring alt det politikske, efterhånden som der kom flere og flere billeder i bladene og i monopolfjernsynet om de faktiske forhold i jernindustrien og i Grækenland og Vietnam osv. Men i det store og hele var nu mest optaget af musikken og selvfølgelig allermest af os selv og hinanden. I den rækkefølge. Vi gik, lige som de unge i dag, rigtig meget op i fester.

I skolen fik vi at vide, at vi kunne blive lige hvad vi ville - hvis bare vi tog en uddannelse - gerne en boglig - og det troede vi på og indrettede os efter og en tid holdt denne "vished" os sammen. Så flyttede vi til København, hvor nogle kom universitetet, nogle kom på stoffer og andre kom i lære eller på studenterkursus. Helt almindeligt arbejde var ikke velset, får så var man jo nærmest gået i stå.

Stille og roligt gled båndene fra hinanden og de af os der overlevede måtte erkende at vi stort set allesammen blev noget der lå ret tæt det vores forældre havde været. Det er så min påstand, at sådan var det også gået, hvis vi var kommet fra enhver anden by end lige netop Helsinge. Men jo, Helsinge var på mange måder rædselsfuld.