Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rovdyr i Herning

Et godt råd: Skaf en af de resterende billetter til Jay-Z og Kanye Wests koncert i Malmø i morgen. Hvis det bare bliver halvt så forrygende som lørdagens maratonpræstation i Herning, venter der noget glubsk, skånselsløst og frådende. Hiphopkongerne regerer
I et afsindigt par- og kapløb over to og en halv time overgik hiphopkongerne Jay-Z og Kanye West således hinanden i en endeløs refrænparade.

I et afsindigt par- og kapløb over to og en halv time overgik hiphopkongerne Jay-Z og Kanye West således hinanden i en endeløs refrænparade.

Brian Rasmussen

Kultur
29. maj 2012

»Aj, men seriøst, Phil, jeg har aldrig nogensinde oplevet noget så hjernedødt i hele mit liv!«

Vi befinder os i særtoget mod København. Klokken er halv to natten til søndag, og over mobilen fortæller en 22-årig kvinde sin ven om aftenens koncert med Jay-Z og Kanye West i Boxen i Herning. ’Hjernedødt’ er en behagelig ting. I hvert fald i dette tilfælde, for senere i samtalen gøres det klart, at man også kan blive for hjernedød beruset. Men altså, her er det gode tider:

»Jeg har aldrig svedt så meget før. Jeg tror seriøst, jeg kommer til at have den her dag som den bedste i mit liv i flere år frem.«

Ordene går klart igennem i den tyste togvogn. Omkring pigen og hendes øldrikkende veninde hænger en lang række jævnaldrende gutter med skuffen. Ikke fordi de er triste, men fordi de – også – netop har givet den gas til en af de bedste og længste koncerter i deres foreløbige liv. Der er ganske enkelt ikke mere at komme med.

I et afsindigt par- og kapløb over to og en halv time overgik hiphopkongerne Jay-Z og Kanye West således hinanden i en endeløs refrænparade, der manifesterede sidstnævnte som sin generations fermeste hitsnedker – og førstnævnte som sin generations mægtigste rapper. Ofte, når afroamerikanske stjerner gæster lille Danmark, virker de uengagerede, forsinkede, travle og løncheckfokuserede. Men der var langt mere på spil lørdag aften. Det var overdådigt, overdrevent, overstadigt, overgjort. Uden alligevel at være for overmeget. 12.000 publikummer i den midtjyske sportshal skabte da også fodboldstemning, som var en EM-triumf værdig, i koncertens stædigt udstrakte og døende minutter. I en sådan grad, at duoen, der går under samme navn som det fælles album fra 2011, Watch the Throne, spillede den fænomenale »Niggas In Paris« fem forrygende gange. Uden at miste momentum.

Flyvsk Kanye på knæ

I virkeligheden eksploderede Boxen allerede, inden forretningsmogulen Jay-Z og producergeniet Kanye West på hver sin eleverende kæmpekube tronede over det frådende menneskehav til ouverturen fra »H.A.M.«

Til at akkompagnere de to platinsælgende titaner var der tre keyboardister, som indtog statisternes ydmyge position – hengemt i mørket. Til gengæld havde duoen synligt selskab af otte tilbagevendende stikflammer, minimalistiske laserprojektioner, samt en glubsk rottweiler, en tiger, en tigerhaj, en løve, jagtende leoparder, en puma, en bjørn, en svævende rovfugl og så videre – placeret på en række spektakulært arrangerede storskærme. Budskabet var svært at tage fejl af. Vi var til fest med de største og mest skånselsløse i fødekæden. Niggas in Paris, men rovdyr i Herning.

»Welcome to the Jungle« hedder en af Watch the Throne’s mange velproducerede kakofonier, og Boxen forvandlede sig vitterlig til et vildnis, hvor tusinder af kåde ungersvende mosede ind i hinanden og smed deres T-shirts (»no homo«, som den ikke altid lige elegante Kanye West her ville tilføje), mens temperaturen steg, og kondensvandet dryppede.

Som soloartist er Jay-Z stadig det største navn af de to, men i Danmark har Kanye Wests fænomenale popøre distanceret newyorker-regenten på popularitetsbarometret. Det sås under augusts regnvåde, men hede magtdemonstration på Plænen i Tivoli, og det stod tindrende klart, da duoen havde rappet og sunget sig igennem de første fælles numre, »H.A.M.«, »Who Gon Stop Me«, »Otis« og »Welcome to the Jungle«. Der blev da skrålet med på Jay-Z’s hoodklassiker »Where I’m From« og »Nigga What, Nigga Who (Originator ’99)«, men salen mistede jordforbindelsen sammen med Kanye West og hans efterfølgende »Can’t Tell Me Nothing«. I det på én gang angrende og selvretfærdige massiv af en sing-a-long-sang havde den storsvedende megaloman et af sine klassiske ’jeg har det for vildt over for mig selv’-øjeblikke, der dog blev toppet et par numre senere, da Yeezy med ryggen til publikum gik i knæ til broen (hans suveræne og meget koncert-venlige kompositionsspecialitet) i »Flashing Lights«. Men det var altså også storslået. Derefter måtte manden (i sin selvdesignede og meget lidt perspirationsvenlige læderbluse) helt ned på knæene i »Jesus Walks«, der blandt andet harcelerer over radioernes manglende lyst til at råspille sange om Guds søn. Med linjen »The only thing that I pray is that my feet don’t fail me now,« afsluttede han den episk bragende sag og kom i samme øjeblik på benene igen …

Vogter på hinanden

I det hele taget var showet gennemkoreograferet, så der nærmest ikke var plads til kiksere.

En enkelt af slagsen tittede dog frem, da Kanye West og Jay-Z (der aftenen igennem agerede hinandens luksus-hypeman) satte sig ned på scenekanten og tog sig en herresnak om udsigten til engang at skulle opdrage en søn. »New Day,« som den dæmpede og tindrende sag hedder, afslørede flere ting. For det første, hvor forskellige de to rapperes temperamenter og stemmemateriale er. Mens den utæmmelige Kanye West dårligt kunne sidde stille, og hans stemme fistrede op og ned, leverede Jay-Z det ene skridsikre, dynamiske og dechifrerbare flow efter det andet. Uheldigvis glemte Kanye West også at holde mikrofonen til munden, mens et par af hans digitalt melodimanipulerede fraseringer strømmede ud over Boxen – der er formentlig en smule mere playback i spil, end vi skal være klar over, når enfant terriblen forsøger sig som sanger.

Mens Kanye West svævede videre over vandene, hvis han da ikke lige forsøgte at gå på dem, huskede Jay-Z at takke publikum for den stille stund. »Thank you for that moment,« udbrød han og begav sig ud i endnu en helhjertet omgang hits fra bagkataloget. Det var en magtdemonstration, som endda ikke kunne finde plads til smågeniale kollaborationer som »So Appalled«, »Never Let Me Down« og det smagløse, men blærede »Illest Motherfucker Alive«. Trods knap 40 numre på programmet.

Det mest forunderlige ved denne uforglemmelige hiphopaften var måske, at fødekædens største kødædere stadig synes sultne. Måske fordi de har hinanden at vogte på i denne konkurrencegale machokultur. Det var faktisk helt hjernedødt.

 

Jay-Z & Kanye West, Boxen, Herning, lørdag aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jamen, det lyder da rart. Hvis man ikke kan lide at hiphoppen regerer kan man vel bare flytte?