Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Og så afsted til Afrika ...

Mænd. Hvis man i al almindelighed ønsker at blive klogere på manden, går man forgæves i Maise Njors debutroman om en mand, der flygter fra det alt for perfekte liv
Ny bog. Maise Njor har i sin nye roman sat sig for at finde ud af, hvordan mænd tænker og reagerer. Desværre lykkes missionen ikke.

Ny bog. Maise Njor har i sin nye roman sat sig for at finde ud af, hvordan mænd tænker og reagerer. Desværre lykkes missionen ikke.

Tine Sletting

Kultur
1. juni 2012

Jeg hører til dem, der godt kan lide Maise Njors stil. Den stil, hun dyrker i klummer og i mailkorrespondance-bøger. Hun er sjov og skriver finurligt. Ofte med en overraskende pointe i ærmet. Hun er klog på en sjov måde. Uhøjtidelig. Og hun har en del at sige om tidens emner, ikke mindst om mænd og kvinder.

Nu har Maise Njor så kastet sig over en ny genre og skrevet sin første roman, og den handler sjovt nok også om mænd og kvinder. I særlig grad om mænd. Der var engang en mand følger reklamemanden Carsten, der en dag får mere end nok af sit alt for perfekte liv med kone og børn, først barrikaderer han sig i sin Range Rover i carporten, lever uhumsk i sin bil, siden stikker han af i den og vil til Afrika for at finde verdens største mudderpøl og svine den til i. Her får han følgeskab af en række mænd, der også på hver deres måde har fået nok af deres liv.

Flugten fra trivialiteten ligner umiddelbart noget, der kunne være taget ud af en Erlend Loe-roman. Maise Njor har nok en række af de spøjse indfald til fælles med den morsomme nordmand, men hun ejer ikke hans konsekvente radikalitet, ligesom hendes bog ikke har den samfundskritiske overbygning og satiriske brod, som gør hans bøger så gode.

Måske er det også for meget forlangt, men Maise Njors roman indbyder selv til denne sammenligning. Ikke mindst fordi hun i romanen, ligesom Erlend Loe, tager sig for at undersøge, hvordan manden tænker og reagerer. Et kriterium for at gide læse er selvfølgelig, at der er en form for identifikation med den mand, hun skriver om; eller at hun rammer plet i forhold til, hvordan manden tænker anno 2012. Som mand i den aldersgruppe, Maise Njor beskriver i romanen, må jeg sige, at jeg ikke genkender ham. Jeg har hverken lyst til at få ondt af ham, grine med ham eller på anden måde identificere mig med ham. Jeg kender ham ganske enkelt ikke.

Segmentroman

Det kan så skyldes, at jeg dybest set er en bonderøv, der ikke er født og opvokset i det nordlige København og ikke tager del i stræben efter den form for perfekt liv, som romanen udstiller. I så fald er det mit problem. Alternativt er det romanens, at den skildrer så snævert et segment af det danske samfund, at den kun vil appellere til læsere i og omkring Hellerup, Gentofte og dele af indre Østerbro.

Som mand er det i udgangspunktet spændende at se en kvinde forsøge at trænge ind under huden på mit køn og få et bud på, hvad kvinder tror, at mænd dybest set tænker på. Men igen, til forskel fra Erlend Loe, der virkelig kender sin mand og kan fremstille ham i overdrivelsens befriende lys, så synes jeg ikke, at Maise Njor beskriver manden som andet end en karikatur, fastholdt i kvindens fordom herom. I hendes skildring er manden i bund og grund et primitivt væsen, som langt hen ad vejen underkaster sig kvindernes pænhedstyranni, indtil de ikke længere kan leve mod deres natur, og derfor må gøre oprør. Men det er ikke andet end klicheen om vores tid. Og ikke noget der udfordrer den, sådan som man kunne forvente det, når klummestof bearbejdes i romanform.

I bogens sidste del er der en tendens til, at karikaturerne kommer i bevægelse, men samtidig mister romanen også fuldstændigt drive. Den er tydeligvis skrevet frem mod en slutning, som virker meget planlagt. Maise Njor har set lyset, og fører sin mandlige og kvindelige hovedpersoner gennem junglen og frem til den indsigt, hun har gjort sig, og som kan formuleres omtrent sådan her: I ægteskabet er der to parter, og begge er på hver deres måde lige blinde. Manden, der er selvoptaget og indebrændt tavs, skal bringes til at indse, at den kvinde han lever sammen med, uden rigtigt at være sammen med hende, heller ikke er lykkelig og sig selv. Ingen af dem er i virkeligheden sande jeger, men kun det som tiden og reklamen har gjort dem til.

Der var engang en mand er i virkeligheden uafklaret i forhold til, om den vil være sjov eller alvorlig. I stedet for at virke sammen, trækker de i hver sin retning i bogen. Maise Njor forsøger at være sjov, men under det hele er der en alvor, som ikke rigtig passer sammen med al den spas, hun laver i romanen; lige fra de infantile børneremser som kapiteloverskrifter til de sære påfund, hun trækker mændene igennem. Påfundene er der bare og bruges alligevel ikke rigtig til noget. Det er lidt som den sjove klovn i cirkus, der græder inden under masken. Men desværre griner publikum ikke forløsende til denne forestilling.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Kongstad

Peter Nielsen kan ikke identificere sig med Maise Njors hovedperson. "Jeg kender ham ganske enkelt ikke,"
Skal man det? Er en bog kun interessant, hvis man kender hovedpersonen? Peter Nielsen angiver selv årsagen til den manglende identifikation. Han er en bonderøv og ikke fra det nordlige København, og andre har det som han, tillader han sig at påstå. Bogen beskriver så snævert et segment, skriver Nielsen, at den kun vil appellere til læsere nord for København (og Indre Østerbro). Dels skal man altså kunne identificerere sig med hovedpersonen for at få noget ud af en bog, dels skal man tilhøre det segment, som bogen beskriver. Nielsen er kulturredaktør og her boganmelder, og han burde været hævet over at bruge sin bondske opvækst som argument i en bedømmelse af en roman. At Nielsen ikke lader sig gribe, kan, efter min mening, skyldes alt det, han forsømmer at belyse: Dialog, handling, situationer, sprog, osv. Eller at han har haft en dårlig dag. At man absolut skal være pot og pande med det segment en bog behandler er en gammel usandhed. Man kan da sagtens se en western uden at være familiær med lassokastning eller hesteejer. Det er et skråplan at bedømme et værk som indforstået. Hvad skal det i øvrigt nytte? Malk de Koijn er tre bonderøve som skriver tekster fra et fuldkommen indforstået og hashtåget univers, og det kommer da fint ud til masserne, ligesom det har interesseret en million danskere at se Klovn, selv om de - seerne - ikke nødvendigvis tilhører den kreative klasse. Nielsen bruger en del plads på at fastslå, at Maise Njor ikke er Erlend Loe. Men hvad er hun? Hvad er hendes bog? Som forfatter er den slags anmeldelser meget frustrerende at få. Intet kan de bruges til. Heller ikke for mig, læseren.