Læsetid: 4 min.

Da sex, penge og brøleaber indtog Centre Court

Tennis: Der var engang, lige efter autoriteternes fald, da tennissporten flød over med fester og stoffer, rebelske baghåndsslag og flamboyante personligheder. Ny bog bringer liv til den ’gyldne æra’
/h4> I ’Spændt op’ er tiden skruet over 30 år tilbage, til dengang tennis blev professionaliseret. Det er egentlig ikke nogen særlig god bog. Den er rodet, men hvert enkelt kapitel er en lille velresearchet, gennemskrevet godbid.

/h4> I ’Spændt op’ er tiden skruet over 30 år tilbage, til dengang tennis blev professionaliseret. Det er egentlig ikke nogen særlig god bog. Den er rodet, men hvert enkelt kapitel er en lille velresearchet, gennemskrevet godbid.

fra bogen

25. maj 2012

På søndag indleder tennisspilleren Li Na sit titelforsvar ved de åbne franske mesterskaber i Paris. Kineseren vandt den prestigefyldte grand slam-turnering i 2011 og er blandt favoritterne til at gøre det igen i år. Hjemme i Beijing, inde i det topmoderne indkøbscenter The Place, er man i gang med at anlægge en tennisbane af rødt grus, sætte storskærme op og bygge små parisiske boder, så de handlende kan følge turneringen i den rette stemning. I Tunesien samler opmærksomheden sig om 17-årige Ons Jabeur, stortalentet, der sidste år vandt juniorturneringen i Paris og som belønning nu er blevet inviteret ind i de voksnes rækker. Intet sted er forventningerne dog højere end i Hviderusland, hvor der heppes på den for tiden suveræne verdensetter, Victoria Azarenka.

Jo, professionel tennis er – ligesom så meget andet – blevet en globaliseret størrelse de senere år. Pludselig er der dukket en mastersturnering op i Shanghai. Pludselig bliver kvindernes sæsonfinale afholdt i Istanbul. Pludselig pumper Kasakhstan enorme mængder penge i deres tennisforbund for at komme op blandt de allerbedste.

Den udvikling skal der nok blive skrevet en bog om en dag. Ventetiden kan så passende bruges på at læse Stephen Tignors Spændt op – Borg, McEnroe og enden på tennissportens gyldne æra. Her er tiden skruet over 30 år tilbage, til dengang en anden stor omvæltning fandt sted: professionaliseringen.

Slipset i skuffen

Tænk sig, helt frem til 1968 var tennis – selv på allerhøjeste, internationale plan – en amatørsport styret af gammelrige klubmedlemmer og ud fra et ideal om, at en rigtig gentleman dyrkede sin kærlighed til sporten uden at tage sig betalt. Hvis en spiller sprang på den professionelle karavane, der som et omrejsende cirkus rejste fra by til by og spillede mod hinanden for ussel mammon, blev han øjeblikkeligt forment adgang til alle de andre traditionsrige turneringer under det internationale tennisforbund. Som for eksempel legendariske Rod Laver, der efter sin Wimbledon-triumf i 1962 vanen tro blev optaget som æresmedlem af The All England Lawn Tennis Club og overdraget det violette og grønne klubslips. Da han året efter blev professionel, annullerede klubben hans medlemskab og bad ham, pr. brev, om ikke at bære slipset.

Men alt det ændrede sig, som så meget andet, i 1968. Der blev åbnet op – for professionelle, for pengepræmier, for sponsorer og for en uregerlig periode i tennishistorien, hvor Storbritanniens gråhårede autoriteter veg for unge, amerikanske agenter, advokater og promotorer, mens banerne blev fyldt med diverse lykkejægere, plattenslagere og verdensstjerner, der alle kæmpede for deres plads uden helt at vide, hvordan man kom frem. Det var tennisverdenens svar på det vilde vestens guldgraverdage, og det var ikke kedeligt, hverken på eller uden for banen.

Hovedpersonerne – i virkeligheden og i Spændt op – kender de fleste til. På den ene side Björn Borg, den stoisk rolige svensker, vikingeguden, der sendte ’borgasmer’ gennem 70’ernes seksuelt løsslupne ungdom og skovlede så mange sponsorpenge ind på sit glatte ansigt og neutrale udtryk, at han blev verdens mest velhavende sportsmand. På den anden side John McEnroe, opkomlingen, der så ud til at opfinde sine helt egne slag og vinkler på banen, hvor han forargede traditionalisterne og begejstrede de unge med sine svovlspyende tirader mod dommere, officials og alt hvad der lugtede af autoritet.

Deres rivalisering løber som en forsøgt rød tråd gennem bogen, der ellers byder på fornøjelige afstikkere med hele kapitler dedikeret til hver af de markante personligheder, der prægede professionel tennis i 70’erne og de tidlige 80’ere: Jimmy Connors, Ilie Nastase, Harry Hopman, Ivan Lendl, Vitas Gerulaitis. Det er en slikbutik for tennisfans af den gamle garde.

En bog fuld af esser

Egentlig er Spændt op ikke nogen særlig god bog. Den er rodet. Hvert enkelt kapitel er en lille velresearchet, gennemskrevet godbid, men selv efter at have læst bogen to gange, først på engelsk og nu på dansk, har jeg svært ved at få øje på den overordnede ramme, den samlede, fremadskridende fortælling, der skal trække mig gennem bogen.

På den måde er det et rammende citat, der pryder forsiden af Spændt op: »En bog fuld af esser.« For dem er der virkelig mange af. Tignor, der er chefredaktør på magasinet Tennis og dagligt blogger veloplagt og vidende på tennis.com, skriver godt (især når han ikke forfalder til: »Som en maler med en pensel eller en fægter med en kårde blev noget vakt til live i McEnroe, når han fik en tennisketsjer i hånden«), og han har virkelig gjort sit forarbejde, læst sine klassikere, interviewet alle og enhver og fundet den ene mere morsomme og rørende anekdote frem efter den anden, om netrullere, lykkebolsjer, udskejelser på Studio 54 og tragiske dødsfald.

Og så lykkes det ham – gennem de 280 lettere strukturløse sider – at beskrive, hvordan professionel tennis har udviklet sig til den strømlinede, hårdtslående, jurist- og managementstyrede sport med computergenererede ranglister og ketsjere af grafit, vi ser i dag.

Tignor selv beskriver det, der skete med ’åbningen’ af professionel tennis som ikke bare en kommercialisering, men også en amerikanisering, både økonomisk og sportsligt. Og amerikanske mænd har da også, som en anden supermagt, vundet hele 51 grand slam-titler siden 1968. På den måde er det måske sigende for den udvikling, der finder sted for tiden, at kineserne jubler over Li Na, mens det snart er ti år siden, en amerikansk mand sidst løftede et af de store trofæer. Men som sagt, det skal der nok blive skrevet en bog om en dag.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu