Læsetid: 2 min.

Silkedansere i sjælemøde

I ’Monolith’ får Tim Rushton sine egne dansere til at bøje dybt ned i knæene sammen med Beijing Dance Theater – i et dedikeret, humanistisk dansemøde
Tim Rushtons fascination af de kinesiske danseres militariske præcision og totale hengivenhed smittede i forestillingen på Gamle Scene.

Tim Rushtons fascination af de kinesiske danseres militariske præcision og totale hengivenhed smittede i forestillingen på Gamle Scene.

Bjarke Ørsted

16. maj 2012

Dansk Danseteater svæver i disse år på en luftstrøm, der bringer kompagniet højere og højere op i de internationale danseluftlag. Eller rettere: Tim Rushtons dansere sætter af til vildere og vildere spring i fri flugt, hvorefter de lander om et par skuldre.

Kompagniets sommerpremiere på Gamle Scene er en overlegen demonstration af Tim Rushtons dynamiske koreografi – og samtidig en overbevisende, international udveksling mellem Dansk Danseteater og Beijing Dance Theater, hvis to chefkoreografer har skabt nysgerrige danseværker til hinandens dansere.

Indledningsdansen Monolith er det mest helstøbte værk. Rushton skabte det til Rambert Dance Company i England sidste år, og her troner fire høje sølvsøjler mytisk i baggrunden. Ind kommer Dansk Danseteaters dansere dybt nede i knæ - i solopgangslys og med uudgrundelig længsel.

Hvad er det, der driver dem fra stilstand til turbospeed – er det en ekstase eller mod en ro? Vi ved det ikke. Men vi tror dem i deres synkrone indædthed. De slæber hinanden baglæns væk fra usynlige farer, for her er det flokken, det gælder – til Peteris Vasks sørgstemte strygermusik, som Athelas Sinfonietta får til at gnistre, som om musikerne sliber knive på stensøjlerne: Monolith er en nyklassiker i blomst.

Vildt slagtøj

Rushtons værk for Beijing-danserne hedder The End of Loneliness. Dansen er koreograferet til en forførende intens slagtøjsrejse af Mathias Friis-Hansen, (der truer med at dunke sæderne i stykker – skru ned!).

Her viser Rushton sin tilbedelse af de kinesiske danseres soldaterpræcision, hvor hænder griber om fødder i akavede stillinger, uden at ansigtet røber en eneste følelse.

Og silkedansernes tekniske perfektion viser sig at være direkte bevægende. Den største forskel ligger i den musikalske frasering; kineserne lægger alt OVEN på takten, mens Dansk Danseteater leger frit …

Dødshugget

Den kinesiske koreograf Wang Yuanyuan står for værket Dead Fire, der dog virker noget påstået. Scenen er fyldt med hvide fjer, mens en himmelsk lyskegle signalerer evigheden – og koreografen har klart nydt at lade dødshugget kulminere med en danser drevet af vestlig vildskab.

Men ak. Su Congs musik er stillestående klaverklimpren. Alligevel fik pianisten Anne Marie Fjord Abildskov anslagene til at løfte sig, så fjerdøden fik sin finale.

Monolith er et højdepunkt i Dansk Danseteaters repertoire. Og Charlotte Østergaards skønhedskostumer smyger sig rundt om både vestlige og kinesiske dansere, så de optimalt kan udtrykke Rushtons indre drømmebilleder: Muskelbilleder af medmenneskelig skønhed.

 

’Monolith’. Koreografi: Tim Rushton. Musik: Peteris Vasks.

’Dead Fire’. Koreografi: Wang Yuanyuan. Musik: Su Cong.

’The end of Loneliness’. Koreografi: Tim Rushton. Musik: Mathias Friis-Hansen. Dansk Danseteater, Athelas Sinfonietta og Beijing Dance Theater. Gamle Scene. Danses på turné, bl.a. på Louisiana 18., 20. og 26. maj. www.danskdanseteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu