Læsetid: 5 min.

Det er skønt, skønnere end nogensinde før

Strøm på: Et sprog frataget al perfektion viser sig mere elektrisk end noget andet. Christina Hesselholdt åbner nye muligheder for dansk litteratur, simpelthen
Ny dansk prosa. Sammen med Lars Frosts velfærdstrilogi og Jeppe Brixvolds ’Forbrydelse og fremgang’ udpeger Christina Hesselholdts bøger om Camilla og vennerne konturerne af en hidtil uset form for dansk prosa

Ny dansk prosa. Sammen med Lars Frosts velfærdstrilogi og Jeppe Brixvolds ’Forbrydelse og fremgang’ udpeger Christina Hesselholdts bøger om Camilla og vennerne konturerne af en hidtil uset form for dansk prosa

Robin Skjoldborg

25. maj 2012

Der sker ikke så meget nyt i Selskabet gør op, det tredje bind i Christina Hesselholdts serie af prosabøger om veninderne Camilla og Alma, deres eksmænd og venner. Eller: det nye sker i sproget, i Hesselholdts elektriske, udkoksede, stadigt mere fantastiske prosa. For hun kredser stadig om det samme, om begær og knas i forholdene – denne gang især Camillas skilsmisse fra dén Charles, hun i den første bog elskede så højt – om hverdagen og fortiden, om velbjærgede, snart midaldrende liv, der på en gang er ordentlige og rodede.

Også denne gang har bogen et par længere prosastykker, der aldrig rigtigt bliver til fortællinger, de er snarere oprømte, udskridende erindringsstykker. Bogens første halvdel er simpelthen Camillas erindringer om et par ungdomskærester og så sin mor. Også denne gang er der nogle ret korte stykker, der nærmest virker som scener eller anekdoter fra længere – men altså ikkeeksisterende – historier. Som om livet og skriften var meget større, en stadig strøm. Forfatteren sagde på et tidspunkt bare start og senere stop, og det var så, hvad vi fik.

Alt er fortalt perspektivisk, snart af litteraturforskeren Camilla, snart af forfatteren Alma, snart af deres veninde Alwilda eller af deres forskellige mænd. Men de deler det samme tonefald. Midt i livets fortrædeligheder har de alle en lillebitte, næsten munter distance til verden.

Faktisk har vennegruppen noget konturløst over sig. Jo, de har hver deres særtræk: Camilla har et uendeligt arsenal af anekdoter fra sin ungdom, Edward er optaget af sine døde forældre osv. Men det er, som om de kender hinanden så godt, at de ikke længere står tydeligt for hinanden.

Fantastiske bipersoner

Til gengæld er bogens bipersoner helt utrolige. Den ene fuldstændigt fantastiske karakter træder frem efter den anden, se bare denne Mogens, tidligere kæreste med Camillas mor:

»Han var selv atletisk at skue når han efter et bad sprang fra badeværelse til soveværelse i underbukser. Jeg tænkte på en faun, men en faun frataget enhver poesi, ikke faunen fra En fauns eftermiddag. Han havde et hvidt veltrimmet hageskæg. Der blev anderledes i lejligheden. Der hang en blå tåge af cigarrøg under loftet, der stod altid en åbnet flaske rødvin, Den med tyren, på køkkenboret. Når han lo kom der ikke en lyd, han lænede sig forover og fik et lydløst sammenbrud, rettede sig op og suttede videre på sin cigar.«

Så kom det danske sprog ellers i omdrejninger! Selv de mindste ord bærer på en stor humor her. »Atletisk at skue« kalder i al fald badutforestillinger og sengekantsfilm frem i denne læser, men straks er man videre.

’Denne danserobot’

For selvom denne passage er nogenlunde stabil, så er Hesselholdts pen – som sagt: det er det egentligt nye i Selskabet gør op – simpelthen vildere og mere udkokset end nogensinde før. Prosaen springer rundt som en forvirret bevidsthed, helt retningsløs og uforudsigelig. Skriftens fremdrift afbrydes konstant af parenteser, pludselig optræder et citat fra Hesselholdts tidligere bog Kraniekassen. Knopskuddene synes uendelige og uendeligt rige, glidet fra erindring til erindring er på en gang sørgmodig og perlende let og uforudsigelig og livlig, som jeg ved ikke hvad.

Enkelte steder bryder syntaksen nærmest sammen. Her er Camilla endt på en rideskole:

»Det var nær den lyden kom fra. Fra et udendørs løbebånd. Og på løbebåndet gik en hest. Gik og gik en hest i sin trædemølle, tramp tramp tramp. Over den på ridehallens mur gik dens sorte skygge og trampede i sin egen sorthed.«

Der er strøm på, også i forhold til Hesselholdts tidlige forfatterskab, hvor hver sætning var perfekt og kontrolleret. Og det er skønt, skønnere end nogensinde før. Et eksempel til, for der er hele tiden noget nyt at glæde sig over. Alma tænker på de lektioner hos en danserinde, »tung som en havnearbejder, denne danserobot«, hun tog engang, så hun kunne danse brudevals med Kristian. Dén Kristian, hun nu ikke kan udholde og må skilles fra:

»Mange lektioner senere mente jeg at noget nær fuldendthed var opnået, og jeg ønskede at hun kunne erstatte Kristian, bare i de frygtelige minutter på den store dag det tager valsen at sentimentalisere sig gennem tiden; en melodi fuld af standsninger, som nogen der bærer på et skab og hele tiden må sætte det fra sig, alternativt slæbe det et stykke. Brudevalsen er sørgmunter, et frygteligt ord, og lader forstå at efter bølge kommer dal, men efter dal sørme atter bølge.« Læg mærke til, hvordan prosaens perfekte rytme og det fuldstændigt fantastiske billede af brudevalsens stop-go-bevægelse faktisk kun bliver bedre af det lidt for lange ord »sentimentalisere« og den fine distance, der ligger i mundtlighedens »sørme«. Det her er ikke perfekt, det er den sprødest kæntrende prosa, man kan forestille sig på dansk.

Nå. Jeg ved ikke, hvad Selskabet gør op egentlig vil sin læser, ud over at være anledning til en helt utrolig mængde helt utrolige stykker sprog. Og i øvrigt fortælle løst og fast om en gruppe københavnere nogenlunde midt i livet.

Vildt og lovende

Til gengæld er jeg ret sikker på, at den gør noget ved dansk litteratur. Hesselholdt er del af en generation markante kvindelige forfattere, som slog igennem i starten af halvfemserne, og som de sidste ti år har vredet deres forfatterskaber i nye, overraskende retninger. Der er langt fra Kirsten Hammanns debut til hendes nyeste romaner, der er langt fra Katrine Marie Guldagers kortprosa til det, hun laver nu.

Men ingen af dem har bevæget sig et så vildt og, ja, lovende sted hen, som Hesselholdt nu gør. Sammen med Lars Frosts velfærdstrilogi og Jeppe Brixvold – i Forbrydelse og fremgang – udpeger hendes bøger om Camilla og vennerne konturerne af en hidtil uset form for dansk prosa.

Dens kendetegn er fortællingens og den fortællende stemmes suveræne bevægelighed. Tonefald og genrer og alting forskyder sig ubesværet og pludseligt undervejs i deres bøger, det er, som om man læser forvandlingskugler. Alle niveauer sættes i spil med en hæsblæsende (Brixvold) eller vrængende (Frost) eller diskret (og det er så Christina Hesselholdts måde) suverænitet.

Dens andet kendetegn er en ret stor ligegyldighed over for alle forestillinger om et korrekt dansk, de ordentlige stavemåder, den ordentlige komposition, genrernes stabilitet. Ikke at overskridelsen er et mål i sig selv. Det er mere som om reglerne har ændret status. Man efterlever dem ikke, man skriver med dem. Man sætter dem i spil, man skrider ud fra dem, som det nu passer sig.

Ærindet er et andet. For Hesselholdt er det, tror jeg, at finde frem til et sted, hvor skriftens og livets og erindringens øjeblikke er så åbne og rige som aldrig før. Hvor ville det være lykkeligt, hvis det var et billede på dansk litteraturs fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Det må være hårdt at være anmelder. Det er jo en hel egen verden, eller indre bevidsthed, som prøver at videregive en andens verden, som måske slet ikke aner, at den kan opfattes sådan af en anmelder, som den gør. Man kunne så yderligere beskrive en overbygning af flere anmeldernes opfattelse og fremstilling af en roman, eller anden kunstnerisk frembringelse, så man til sidst stod med en hel analyse af hvad anmeldere mener, kunstneren mener og foretager sig. På den anden side set kan man vel heller ikke bare sige: "at det er en god roman og den skulle du købe." Men ind til S&SF ikke går ind for en lukning af flere biblioteker, så kan man jo vente og låne den der.