Læsetid: 4 min.

En stærk og ren ild

Den efterhånden 79-årige Willie Nelson udsender studiealbum nr. 67, og det lægger sig absolut i den bedre ende af produktionen, for det er en fornøjelse at høre den gamle ronkedor give den gas – bl.a. i selskab med Snoop Dogg!
Det er ikke mindre end et lille mirakel, at Willie Nelson i en alder af 79 år stadig synger så godt, som tilfældet er. Der er generelt knald på de i alt 14 sange, han denne gang har sammensat til vores glæde og fornøjelse på sit nye album.

Det er ikke mindre end et lille mirakel, at Willie Nelson i en alder af 79 år stadig synger så godt, som tilfældet er. Der er generelt knald på de i alt 14 sange, han denne gang har sammensat til vores glæde og fornøjelse på sit nye album.

Julia Robinson

14. maj 2012

Der findes de, der kun kan mærke, at de lever, når de skyder noget kanoniseret ned. Det er dog efterhånden årtier siden, denne signatur har gidet ’forsvare’ eller på anden måde komme op af stolen for navne som Frank Sinatra, Bob Dylan, The Beatles, Radiohead eller hvem der nu ellers får folks pis i kog. Dog sjældent fx Miles Davis eller Billie Holiday, interessant nok. Men for at sige det rent ud, er jeg ligeglad. Af flere årsager. For det første er de nævnte navne sikret deres plads i historien, med eller uden min hjælp. For det andet er der langt bedre ting at bruge sin energi på. Og for det tredje har jeg selv en del idiosynkrasier, hvor jeg af den ene eller den anden grund ikke bryder mig om en kunstner eller sågar en genre. Og grundlæggende er det langt mere interessant at høre, hvad folk synes er fedt frem for det modsatte, selvom det selvfølgelig tærer på folks hipster-credentials sådan at melde positivt ud.

Og når det 20.århundredes amerikanske musiks ikoner skal gøres op, vil den efterhånden 79-årige Willie Nelson nok være at finde på om ikke Top 20, så i hvert fald Top 100 over de personer, som satte så afgørende præg på deres samtid, at de ikke er til at komme udenom, hvis samtale skal føres herom. Hvad enten De bryder Dem om det eller ej! Til gengæld er jeg så glad for, at det ikke er mig, der skal trawle gennem værket for at udpege de afgørende øjeblikke, thi det tæller p.t. over 60 studiealbums, ti liveskiver, 37 opsamlinger, en håndfuld soundtracks samt en 25-26 plader i samarbejde med andre. Om de er gode alle sammen? Det er tvivlsomt. Selv har jeg vel en 20-25 af slagsen i diverse formater, og nogle er helt sikkert bedre end andre. På den anden side er der ikke nogen rigtig dårlige i mellem. Det er så også muligt, at Nelson i sidste ende vil blev husket som primært sangskriver, for han har trods alt skænket os »Night Life« (som sunget af Ray Price), »Funny How Time Slips Away« (Billy Walker), »Hello Walls« (Faron Young), »Pretty Paper« (Roy Orbison), og nok mest kendt og elsket, »Crazy«, der jo endte som Patsy Clines kendingsmelodi!

En stor stilist

Men det ville være synd, for udover den flodbølge af plader han har begavet os med siden debuten i 1962, er han både som sanger og guitarist en stor stilist, der med en ordentlig portion originalitet, en afslappethed grænsende til det henkastede og en unik virtuos guitarteknik gør en hvilken som helst sang, han kommer i nærheden af, til sin egen. Og så er han altid værd at opleve på en scene, hvor han fremstår som indbegrebet af alt det bedste ved den countrymusik, det trods alt er svært ikke at have et ambivalent forhold til. Så sent som i sommeren 2010 besøgte han landet her og blæste låget af os alle med en vitalitet, mange yngre musikere må misunde ham. Væk var godt nok fletningerne (chok!), til gengæld spillede han stadig som lyn og torden på Trigger, hans trofaste gamle Martin-guitar, der ser ud til at have overlevet adskillige naturkatastrofer.

Så når man sidder med hans 67. studiealbum i hånden, betitlet Heroes, såmænd, forventer man hverken mirakler eller åbenbaringer, for han må siges at have udtjent sin værnepligt. Ikke desto mindre er det lidt af et mirakel, at han i den alder stadig synger så godt, som tilfældet er, og der er generelt knald på over de i alt 14 sange, han denne gang har sammensat til vores glæde og fornøjelse.

Skulle dette (Gud forbyde det) blive hans testamente, ville man ikke kunne sige andet end at ilden brændte stærkt og rent lige til det sidste.

Kvalitetsmæssigt ligger albummet i den bedre ende af hans produktion, med et varieret program, en stribe veloplagte gæstevokalister og suveræn backing. Sønnen Lukas får også lov til at bidrage med tre sange og fylder i det hele taget godt, uden at fjerne fokus fra farmand, der bl.a. morer sig med at synge (endnu) en pro-marihuana sang, »Roll Me Up and Smoke Me When I Die« i selskab med Snoop Dogg (!), Kris Kristofferson og Jamey Johnson.

Noget af det bedste på pladen er en swingende version af 1943-klassikeren »Home in San Antone«, hvor man til sidst kan høre Nelson udbryde »That’s a great track!«

Det kunne man faktisk sige om dem alle, men mest overraskende er måske, hvor meget liv han puster i Pearl Jams »Just Breathe«, der får en ny dybde i Nelsons hænder.

Elsker man Willie Nelson, er det bare om at træde nærmere, thi han demonstrerer endnu engang, hvorfor han burde have sin egen kategori i pladebutikken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer