Det var den gode (og det mener jeg sgu, han var) Henrik Stangerup, som i sin egenskab af lyrikanmelder på Ekstra Bladet gav Sejr Volmer Sørensens tekst til »Dansevise« (1963) følgende skudsmål:
»Teksten er blottet for simpel logik, det virker, som var den stumpet sammen af to helt forskellige viser. Refræn er der intet af. Mangler vinderteksten såvel refræn som den røde tråd, er den til gengæld mættet til bristepunktet med klumpfodede ordsammensætninger og anstrengte billeder …«
Sådan kunne tingene sikkert godt se ud for en hardcore modernist på et tidspunkt, hvor det i de kredse var blevet besluttet, at der sgu ikke var meget at grine af. Medmindre det naturligvis var blevet blåstemplet af PH, der som bekendt sagde at »den hule alvor fortrænger den ægte gøgl«.
Men PH sagde jo så meget, og jeg tør vædde en hund på, at han næppe har kunnet mobilisere den store begejstring for hverken Sejr Volmer Sørensen (som i den periode også fyldte godt i mediebilledet, som både forfatter, programleder, revybagmand og debattør), »Dansevise«, Grethe og Jørgen Ingmann, der fremførte nummeret, eller den begivenhed, sangen var blevet skrevet til, det, der dengang stadig kaldtes det Internationale Melodi Grand Prix, men som nu kendes under den mere mundrette betegnelse Eurovision Song Contest. Jeg fastholder dog retten til at omtale begivenheden som Grand Prix. Bare fordi.
Mindste onde
I samme avis lagde Gregers Dirkinck-Holmfeld i sin kapacitet som avisens musikanmelder ud med at takke dommerne for valget af »Dansevise«, dog med følgende fortsættelse:
»Der var jo ikke rigtig noget valg. Af otte onder, der kunne tænkes at komme til at plage landet i måneder fremover, var Otto Franckers Dansevise så absolut det mindste.«
Derudover nævntes det som noget positivt, at sangen »kunne synges af almindelige mennesker«, men ellers var han mest kritisk optaget af, at fokus i Grand Prix i højere grad lå på det merkantile frem for det kunstneriske. Shocking!
Hvorom alting er (yndlingsudtryk!) er »Dansevise« i dag at betragte som en dansk klassiker, i toppen af ikke bare poppen, men hele den musikalske første division.
Den vandt som bekendt det Internationale Melodi Grand Prix i London i 1963 (dengang deltog 16 lande imod dette års 42!), hvilket udløste en national orgasme af uhørte dimensioner, men denne fjerlette lille jazzvals i Arne Lamberths nordisk klingende arrangement, udført så uanstrengt indtagende af ægteparret Ingmann, havde det, der skulle til. Altså, til på den ene side at vinde Grand Prix, på den anden side at skabe små tre minutters paradisisk pop, der giver resonans hos generation efter generation af de danskere, der forstår at værdsatte den slags.
Musikalsk ørkenvandring
En fejlslutning, man derfor kan forledes til at drage, er, at de danske bidrag til Melodi Grand Prix udgør en guldgrube af potentielle klassikere, som samtiden pisser på, mens det er op til eftertiden at give dem deres rette status deroppe ved siden af de kanoniserede klassikere.
Vel, orker man lægge øre, krop og nerver til de 75 (!) sange på den tredobbelte cd, Dansk Melodi Grand Prix 1957-2012, kan man forsikre sig om at antallet af ’udødelige klassikere’ er til at overse.
Her er vægten lagt på det andet heat, hvor vor nation har deltaget i løjerne, dvs. fra 1978 og frem til nu, thi i årene 1967-1977 var vi ude af konkurrencen, en beslutning, der blev taget i Gyngemosen, sikkert fordi showet var for populært.
Musikalsk er det en ørkenvandring, og var mit oprindelige formål at finde en håndfuld perler, ved jeg efter endt lytning kun med sikkerhed, hvad de har på jukeboksen i Helvede. Kopierne, klicheerne, tyverierne (er jeg den eneste, der synes dette års bidrag, Soluna Samays »Should’ve Known Better«, lyder som om det er planket direkte fra Seals »Crazy«?), den forcerede folkelighed, den laveste fællesnævner, de billige tricks, det hele, faktisk, føles lidt som at blive kvalt med våd hovedpude og min positive indgangsvinkel kunne ikke stå distancen. De få sublime øjeblikke drukner i såvel det banale som det rent ud gruopvækkende!
I jetalderen
Må jeg så bede om tiden med sorthvidt tv og en ornli’ portion naivitet i stedet. For det oprindelige Melodi Grand Prix var præget af samme uskyld, som den vores klasselærerinde frk. Becker besad, når hun fortalte os unger om FN. Ifølge frk. Becker forholdt det sig nemlig sådan, at lige efter Anden Verdenskrig havde alverdens ledere sat hinanden i stævne og sagt ’aldrig igen!’ Derfor var de blevet enige om at oprette et organ, hvor nationer, der kom på kant og måske ligefrem i krig, kunne mødes og tale sig til rette. Som vi forstod det, var det simpelthen fornuftens stemme, der efter århundreders åndsformørkelse endelig havde bemægtiget sig den internationale arena.
Når vi sådan lyttede til frk. Beckers vidunderligt velmodulerede stemme (hun er endvidere den til dato bedste Bibel-pusher, jeg har mødt; måden hun fik historien om Abraham og Isak til at lyde som en ren kærlighedsfortælling har ingen teolog dog overgået!), forstod vi, hvor privilegerede vi var; ikke blot levede vi i jetalderen, som hun kaldte samtiden, vor tidsalder var både oplyst og gennemsyret af næstekærlighed samt ikke mindst fyldt til randen med mellemfolkelig forståelse. Mordet på JFK var kun en ubehagelig reminder om det, frk. Becker med alle tegn på misbilligelse kaldte »barbariet«, thi med USA som tropsfører var menneskeheden på vej ind i en æra, hvor spejderhåndbogen og Biblen (selected hightlights!) ville udgøre den moralske rettesnor. Paradis på Jord. Som vi børn dog glædede os dertil!
Hellere snooker
Uden belæg af nogen art overførte jeg frk. Beckers smukt idealistiske udlægning af såvel FN som Den Fagre Ny Verden til også at inkludere Det Internationale Melodi Grand Prix, som det udfoldede sig i årerne lige efter Ingmænnernes fortjente sejr (Danmark forlod som jeg festen i 1966, symbolsk nok med Ulla Pias »Stop, mens legen er god«!).
Dette skyldtes ikke mindst indledningen, hvor »Marche en rondeau«, den instrumentale indledning til Charpentiers korstykke »Te Deum« med den der sylespidse, nærmest jublende klang af obo og fagot, afspilledes henover en cirkel af stjerner, hvor i mellem hvide bogstaver annoncerede det gysende fænomen, EUROVISION.
Tanken om, at lige i dette højhellige øjeblik samledes millioner af europæere foran deres tv-skærme for i fred og fordragelighed at lade den bedste sang vinde, kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
Sådan har jeg det ikke længere. Desværre. Jeg kan ind i mellem godt savne frk. Becker, men Melodi Grand Prixet, hvad enten vi taler den lokale eller den internationale variant, nej, det tog er kørt. Det må de 125 millioner forventede seere sgu klare uden mig. Så hellere snooker på Eurosport, helt ærligt.
Diverse kunstnere: Dansk Melodi Grand Prix 1957-2012 (Sony Music/DR/Ariola) Er udsendt
Kilde: Henrik Kristoffersen: Grethe & Jørgen Ingmann (Elkjaeroghansen, 2003)
Come on Klaus. Tænk på Abba, Johnny Logan, Herreys og Brødre Olsen, bare for at nævne nogle. Der har da været masser af stjernestunder siden Grethe og Jørgens dansevise (jo den holder stadig). Men du vader lige ned i den store Melodi Grand Prix-fælde, som består i at intellektualisere og blande musikpolitiet ind i billedet og så lyder det altså som om du har misforstået hele konceptet. Melodi Grand Prix skal være klichepræget og der må stjæles med arme og ben. Både sang og performance må gene være "for meget" og vinderen er selvfølgelig en hvor det kun er de kloge (og det er ikke nogen fornærmelse) som dig (og nogle gange også mig) der kan høre hvor de har planket den fra. Kunsten er at stå tilbage med en sang, som er så tilpas renset for udenomsnak at den går lige ind og hvis den kan spilles på en westernguitar er det også et plus. Det kan Solunas sang ( i modsætning til det mulige forlæg) og jeg synes den er skide god, selv om jeg godt kan høre hvor den måske kommer fra (tak for tippet). Men i min verden betyder det ikke en skid. Soluna leverer varen i modsætning til mange af krukkerne fra de perifere lande, som endnu har meget at lære når det kommer til Melodi Grand Prix. Måske er det også derfor de gå så højt op i det. Ligesom vi gjorde engang, hvor vi havde brug for at bygge kulturelle broer. Dem om det. for på den led har jeg det nok ligesom dig: jeg synes også vi har været der. Det var en sjov skole at gå i. Og alt muligt held til Soluna, som har skrevet den helt rigtige sang til lejligheden.
De lyttere og seere, der stemte dansevisen til tops ved det internationale Melodi Grand Prix i 1963, forstod da ikke en hujende fis af "lyrækken", som var Volmer Sørensens klumpfodede bidrag til festen. De hørte kun melodien, som var komponeret af Otto Francker og arrangeret for orkester af Arne Lamberth. Og den var såmænd hverken værre eller bedre end så mange af de popmelodunter, der hittede i tresserne.
Men så var der lige Grethe og Jørgen Ingmanns fortolkning af visen, og den var intet mindre end sublim. Den sad lige i skabet, som det hedder på nudansk.
Der er dem, der ikke kan slå en pind i en noksagt uden at ødelægge begge dele. Og så er der dem, der er så fulde af talent og musikalsk overskud, at de kan få det argeste lort til at skinne som det pureste guld, når de slår sig sammen om at polere det.
Grethe og Jørgen Ingmann hørte til i sidstnævnte kategori, og dem har der aldrig været for mange af.
Og Otto Brandenburg
Dansevise gjorde mig lykkelig længe - den næste - ´Angelique´- havde for mig ikke samme kvalitet, det havde tll gengæld Darios stemme
Indimellem var der pinagtige, uinspirerede ørkenvandringer og så måtte man jo ty til andre musikalske vandhuller og indimellem har vi fået uforglemmelige musikalske oplevelser og sejlet med Gustav og Birthe og skibet ud i natten. ´Tak er kun et fattigt ord´ (Poul Bundgård, Farinelli)
Dansevise er en ´evergreen´
Artiklen er uden forbehold en sandhed. Sorry, but true.
Et eller andet sted må det også være en stor, kunstnerisk udfordring, at komponere en melodi p små tre minutter, der fremført en gang sætter sig så dybt i den menneskelige bevidsthed, at en masse mennesker, der repræsenterer store kulturelle forskelle, synes den fremtræder bedre end de 20 andre.
Og noget nær en umuligehed at forfatte et lyrisk mesterværk, der passer til melodien.
glem nu ikke gustav winklers salami
en helt åndssvag tekst, vanskelig melodi at synge, men altså tåkrummende, kildrende........
..det er heller ikke let,
at være musikanmelder,
når man skal lytte til så meget
flødeskums-lagkage som her.
..enig i at Dansevise er en evergreen,
men det er undtagelsen der bekræfter reglen.
Melodigranprix har ALTID været det rene crap.
Boom boom.....håber ikke at Hr. Lynggaard,
har pådraget sig varige helbredsmæssige
skavanker, efter indtagelsen af de mange tomme
kalorier. :-)
Mvh Th
..det er heller ikke let,
at være musikanmelder,
når man skal lytte til så meget
flødeskums-lagkage som her.
..enig i at Dansevise er en evergreen,
men det er undtagelsen der bekræfter reglen.
Melodigranprix har ALTID været det rene crap.
Boom boom.....håber ikke at Hr. Lynggaard,
har pådraget sig varige helbredsmæssige
skavanker, efter indtagelsen af de mange tomme
kalorier. :-)
Mvh Th
Lyd er en af de korteste veje til en autentisk oplevelse
Fra bogen´Det Aramæiske Mysterium´af Lars Muhl:
´Akasha – Vedisk for Skabelsesprincippet – gennemstrømmer kosmos og alt levende og er derfor menneskets rette element. Men på samme måde, som fisk befinder sig bedst i elementet vand uden at være bevidst om det, lever nutidens menneske i dag uden at være opmærksom på de grundprincipper, der er forudsætningen for dets tilværelse.
Skabelsesprincippet levendegør hele universet. Vores virkelighed er opbygget af Akasha, der gennemtrænger kosmos med sit uendelige net af lys, lyd og bevidsthed. Akasha er en guddommelig energiform, der manifesterer sig i forskellige hastigheder. De langsomste og groveste, udgør de såkaldt synlige former i den materielle verden. Via lyd, transporterer Akasha informationer gennem kosmos, hvor de oplagres i ´Livets Bog´(Akasha-arkivet) og til enhver tid igen kan kontaktes. Alle menneskets tanker, følelser, ord og handlinger er, siden tidernes morgen blevet, og bliver løbende registreret i universet som energi, og er til stadighed tilgængelig som kosmisk information. Tanker er ikke toldfrie, tanker skaber form.´
Jørgen Ingemanns guitar på dansevisen... Giver sgu stadig en gammel punker gåsehud... Men ellers kan melodi grand prix rende mig...