Læsetid: 6 min.

Nu har jeg taget det hele til mig

Pia Juuls samlede digte manifesterer her i anledning af hendes 50-års fødselsdag i morgen magtfuldt hendes rummelighed og elegance
Pia Juul i sit hjem i Præstø.

Pia Juul i sit hjem i Præstø.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

29. maj 2012

Indtil videre må betegnes som en velvalgt og vældig passende overtitel til Pia Juuls samlede digte, som Tiderne Skifter udsender i dag i anledning af, at forfatteren fylder 50 i morgen. Titlen antyder kraftigt, at hun med tiden skal tilvirke nye udgivelses- og tillige genudgivelsesværdige tekster, og den markerer diskret, at hun indtil videre har gjort det ganske godt: udgivet otte digtsamlinger, to romaner, to novellesamlinger, to børnebøger plus dramatik; fået stol i Det Danske Akademi; modtaget Emil Aarestrup-Medaillen; kapret Statens Kunstfonds livsvarige ydelse; fået BGBanks Litteraturpris; snuppet Montanas Litteraturpris.

»Din stemme har delt sig i to,« hedder det karakteristisk i den bog, der skaffede hende sidstnævnte hædersbevisning. Beskrivelsen passer på værket, Radioteateret, fra 2010, med dets mange sammenflettede samtalende røster; men den kan også godt appliceres på hendes digte helt tilbage fra debuten i 1985.

Sprogligt spaltet

Allerede dér, i Levende og lukket, virkede det, som om hun havde mere end én måde at ytre sig på, ja, som om hun simpelt hen sprogligt var spaltet, kløvet indtil roden.

De fleste af de tidlige digte kendetegnedes ved en på det tidspunkt ny, noget mærkværdig og indimellem decideret besynderlig poetisk stemmeføring: en tale, der ramte skævt, men gjorde det med stil, og en skrift, som uafladelig truede med at opløses i ekstatisk jubel, udbryde i ordløs sang.

Hvad bevægelsesformen angår, drages læseren af debuten og af I brand måske (1986) ind i en dans, der på én gang er vuggende yndefuld og dejsende, kejtet, klodset. Det er, som om digtet slet ikke kan holde til hendes lidenskab, men samtidig som om en kølig selvovervågende eftertanke konstant overhaler hendes udtryk, for så alligevel straks at blive distanceret af udtrykskraften.

Åbenhed og grænse

Stofmæssigt og oplevelsesmæssigt kredser Pia Juuls to første bøger om erotikken som grænsesprængende møder, og de udmærker sig ved prægnante udtryk for hengivelse:

bækken løber af gnister

drypper og bruser

 

din bløde spids

imod mit afgrænsede land

tiden

 

hvorfor har jeg aldrig før

lukket dig ind i

dette rum

 

spørger jeget – og drager samtidig en grænse. For hengivelsen rummer risikoen for at blive tilintetgjort og forsvinde, hvilket begrunder digterens brug af voldsomme fysisk betonede billeder. Hos den unge Pia Juul bliver det kvindelige subjekt ikke bare lige sådan ’lukket op’, nej, hun bliver ’krænget ud’. De to elskede forhandler ikke høfligt om deres følelser, for kærligheden er født fatal:

 

ingen ved hvor du ender.

om du vender tilbage.

spid du mig så drukner jeg dig.

 

»Du kan ganske givet ikke bruge det til noget,« står der på første side af Pia Juuls bog nummer to. Men vi kunne faktisk dengang bruge dem til noget, disse magiske strofer med de spøjse standsninger midt på verslinjen og med billedforløbenes krinkelkroge. Vi forstod med det samme, hvad det ville sige at være ’vidende kød’ og salige iføre sig ’kærligheden som en kåbe’, for nu at slå ned på to emblematiske steder fra Forgjort (1990).

Skæbnetyngde

Men så sker der et vigtigt skift med En død mands nys (1993) – over imod at fortælle historier. Der kommer nu scener og figurer og tidslige forløb til, og Pia Juul erhverver i sine digte en særlig sproglig rummelighed. Dagligsproglige vendinger dukker op, og brokker af danske ordsprog og sange. Men samtidig har hendes digte forandret farve – en åbenbart ulægelig sorg synes vokset frem – og har fået en stor tyngde, som næsten må kaldes skæbnebevidsthed.

Tyngden

får mig til

at græde, jeg mener

vægten af knogler og hår

og tændernes gnidsel i

mine ører.

 

Fra at være noget, du bare automatisk får forærende, er tid er blevet noget, du bruger og derigennem mister: »Udnyt dette øjeblik / Mere får du ikke«. Og fra at være en del af en helhed er digtenes jeg blevet hensat i en varig desperation: »Men jeg ville heller ikke det jeg ville / Og det jeg ville vidste jeg ikke hvad var / Jeg ville så gerne ha dig / Så fik jeg minsandten det / jeg ville ha, og hvad gør man så / Så råber man lykken og / græder sig i søvn ved højlys dag«.

Blanding som metode

Det kunne være blevet rigtig sort. Men med det næste skift, som foregår med værket sagde jeg, siger jeg (1999), søger Pia Juul ud af ensomheden og tilbage i en personlig historie, som desuden er slægtens historie. Det vælter ind med navne og steder og ting, nogen har sagt, og der berettes af karsken bælg, tit i datid eller historisk præsens, som markerer, at fortiden stadigvæk er virksom, at da og dér kan blive nu og her. Hvortil i overskud kommer en vidunderlig humor. Pludselig kan man klukle som læser af Pia Juul.

»Nu har jeg taget det hele til mig,« skriver hun et sted, og sådan får man det også som læser af hendes på én gang blide og barske forhandlinger over kærligheden, meningen med livet og dødens uafvendelighed. Sidstnævnte motiv gennemtrænger Helt i skoven (2005) i dens charmerende, men også svært håndterbare blanding af detektivroman og poesi.

Løbende sammen

Men blanding er netop ordet, som bedst betegner, hvorledes Pia Juul arbejder nu. Hun er forblevet tro mod den grænseoverskridende lidenskab og mod sin bevidsthed om, at livet kan mærkes umådelig tungt; men hun har øget sin uforudsigelighed og udfordrer os ved at fragte stadig nye stemmer og stadigt flere former ind i sine udgivelser, sådan som det på vellykket vis skete i Radioteateret.

Her møder læseren (der helst skal føle sig som en tilhører, der selv leverer lydeffekter fra radiomediets storhedstid, bl.a. lyden af tog, nattergalesang og skratten af en fasan) ’Eliza C’ i tre faser af hendes liv, nemlig som 20-årig, 40-årig og melankolsk 60-årig. Andre hovedfigurer er Krysillis (fra Kingos berømte kærlighedsdigt), tyske Hildegard og byen Koblenz, hvis navn måske kan danne nøgle til digterens poetiske metode. For Koblenz ligger, hvor Mosel løber ud i Rhinen, og hed oprindelig Confluentes, løbende sammen.

Det blev siden til Covelenz, der videre blev til Cobelenz. Men det er også princippet i Pia Juuls digtning at lade mere og mere løbe sammen og indgå nye kombinationer, et princip, man ganske givet kan bruge til noget, når det praktiseres med originalitet, stil og erfaringsvægt. Og vel at mærke kombineres med en enkelhed, som kan få enkelte stykker til at ramme hjertet direkte, som når Eliza C gør status over sit liv:

 

Det jeg ville,

det jeg drømte,

det jeg frygtede

det jeg ville blive til

og det jeg ikke blev og

det jeg blev, og intet mindes jeg

ordentligt, kun småbitte glimt

og småbitte underlige ting.

 

Dog, dette tab af fortid og dermed af virkelighed er ikke hele sandheden om Eliza og os. Skreven poesi kan bruges til at fastholde og reaktivere det svundne, og den er selv bestandig, i modsætning til de flygtige medier, der tager mere og mere af vores tid og berøver os fornemmelsen for os selv og hinanden.

»Jeg kan ikke lide at folk ikke hilser på hinanden mere,« siger mormor til Eliza C, der som forklaring giver, at folk »har vænnet sig til at dem man ikke ser ikke kan se én«. Er de da blinde? spørger mormor. »Nej, de er i tv, i computeren, på film, de er ikke til stede«.

Måske kan de komme til stede ved at blive kaldt for mennesker og blive respekteret i deres sammensathed. Det er i det mindste det budskab, som kan udledes af Pia Juuls sammenflettende bog, og som falder udmærket i tråd med den rummelighed, man så massivt bliver mindet om ved læsningen af de samlede digte.

 

 

Pia Juul: Indtil videre. Samlede digte. 372 s. Kr. 299,00. Tiderne Skifter. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu