Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

The Borgias sæson 1

Kultur
31. maj 2012

Sex, vold og endeløse magtspil er efterhånden blevet faste ingredienser i de mest populære af de historiske tv-serier, som englænderne og amerikanerne producerer. Fra Rome og Spartacus: Blood and Sand til The Tudors og The Borgias, hvis første sæson nu udkommer på dansk dvd og Blu-ray. The Borgias foregår i 1490’ernes Rom, hvor den katolske kirke var en ubestridelig, men også gennemkorrumperet magtfaktor, og familien Borgia klatrede helt til tops i datidens Europa. Den ambitiøse og skruppelløse kardinal Rodrigo Borgia (Jeremy Irons) vil gerne være ny pave, selv om han har både elskerinder og masser af børn, og han holder sig ikke tilbage for at bruge bedrag, bestikkelse og mord for at nå sit mål. Det fører til voldsomme sammenstød med hans mange modstandere, der heller ikke holder sig tilbage, når det kommer til brug af nedrige metoder. Som The Tudors er The Borgias en vældig underholdende og kulørt blanding af historiske fakta og fri fantasi, og der bliver horet og drukket og spist og smedet rænker, så det er en ren fornøjelse. Irske Neil Jordan har skabt serien – og instrueret flere afsnit – der tillige har François Arnaud, Holliday Grainger, Derek Jacobi og Colm Feore på rollelisten.

The Borgias sæson 1. Udsendt på dansk dvd og Blu-ray af Paramount

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her