Læsetid: 3 min.

Tiden tæsker folk på plads

Suveræn. Tiden er ikke på folks side i Jennifer Egans originale og vellykkede store amerikanske roman, der henter inspiration fra både ’The Sopranos’ og Marcel Proust
Satirisk. Jennifer Egans nye roman er fokuseret og letlæselig.

Satirisk. Jennifer Egans nye roman er fokuseret og letlæselig.

Jason Bell

11. maj 2012

Jennifer Egans originale, morsomme og suveræne nye roman, Tæskeholdet banker på, starter med en kvinde, der godt kan lide at gå i seng med yngre mænd, men plages af kleptomani. Sarah, som hun hedder, arbejder for Bennie, der engang var punker i San Francisco, men nu er musikproducer i New York.

Han er netop blevet skilt, da vi møder ham, og frygter både for lus i armhulerne, som han derfor sprayer med insektmiddel, og for potensen, som han forsøger at kurere med kaffe og guldstøv (»Han havde påbegyndt denne diæt for to måneder siden efter at have læst i en bog om aztekisk medicin, at guld og kaffe sammen skulle sikre seksuel potens.«).

Disse to karakterer og deres sædvaner introduceres i romanens første kapitler. Herefter spreder handlingen sig over tid og sted i løst sammenhængende fortællinger, hvor vi følger Sarah, Bennie og deres familie, venner og kolleger over 40 år, der bringer os godt rundt i den amerikanske demografi og desuden til både Napolis gyder og et afrikansk diktatur.

Alle, vi møder, har svært ved at kommunikere med både sig selv og hinanden, også selv om midlerne hertil er blevet mere og mere effektive i deres levetid. Eller det er måske netop årsagen – og for den sags skyld givetvis også grunden til, at Egan har valgt at lade sin roman støtte sig til musikbranchens underholdende kulisser: Engang gik folk til koncerter for at være sammen om idérig og følelsesladet musik, i dag handler det om at nå så mange digitale øresnegle som overhovedet muligt uden at støde nogen.

Det kan ikke undre, at en af romanens figurer til slut, da han er til koncert på det nedre Manhattan i en nær fremtid, spørger, om det er »muligt, at to generationer af krig og overvågning havde efterladt folk med et brændende ønske om en personificering af deres egen uro i form af en enlig, usikker mand med en steelguitar«.

Flod af affald

Titlens tæskehold er tiden, der banker folk på plads, så de til sidst hverken kan kende sig selv eller den person, de engang håbede på at blive.

Allerværst – eller bedst – går det en af Sarahs bekendte, du-fortælleren i kapitlet »Ud af kroppen«. Efter en lang og udmattende aften ender han med at tage en svømmetur i East River, hvor han på én gang reddes fra sit livs moralske ragelse og drukner i samfundets flod af affald.

Romanens glimtvis satiriske handling, der også byder på en morsom voldtægt af en berømt skuespillerinde, kunne være hentet fra en amerikansk tv-serie, og Jennifer Egan (født 1962) har da også givet udtryk for, at hun har ladet sig inspirere til romanen af The Sopranos’ lette anslag og farverige persongalleri

Den litterære indflydelse er imidlertid anderledes vægtigt, og romanens bærende pointe og høje litterære ambition slås an allerede indledningsvis, hvor der citeres fyldigt fra Marcel Prousts På sporet af den tabte tid:

»Digterne påstår, at vi et øjeblik kan genfinde den, vi fordum har været, når vi træder ind i et eller andet hus, i en eller anden have, hvor vi har levet som unge,« står der blandt andet, og det er netop hvad personerne oplever gennem de årtier, vi følger dem:

Alle som én er de præget af skuffelser fra ødelagte forhold og bristede illusioner. Kun antydningsvis og gennem romanens cirkulære dramaturgi understreges det, at deres skæbne hænger sammen med, hvad de tidligere har oplevet, og ikke mindst hvem de har oplevet det med.

Det lyder trist, men der er som antydet en lethed og en befriende humor over de 13 kapitler, der hver især afvikles i forskellige sprogtoner alt efter, hvem af personerne, der er i fokus.

Resultatet er en roman, der trods sit umiddelbart kaotiske univers og anslag er forbløffende fokuseret og letlæselig. Det sidste også takket være oversætter Steffen Rayburn-Maarup, der har fanget Egans raffinerede spring mellem satire, spænding, farce og melankoli.

Ja, selv en Powerpointpræsentation er der blevet plads til i et kapitel, der netop understreger, hvor svært vi har ved at kommunikere med hinanden med nymodens teknologi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu