Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tragisk dårlig iscenesat komedie

Keith Warners iscenesættelse af Benjamin Brittens opera ’Albert Herring’ er pinligt dårlig kunstnerisk forvaltning af et fremragende musikalsk værk
Hele ensemblet i skøn stilforvirring med Gert Henning-Jensen i titelrollen som en lidt for gammel yndling i Union Jack-kostume og dronning Elizabeth I i 1500-tals tøj.

Hele ensemblet i skøn stilforvirring med Gert Henning-Jensen i titelrollen som en lidt for gammel yndling i Union Jack-kostume og dronning Elizabeth I i 1500-tals tøj.

Natascha Thiara Rydvald

Kultur
23. maj 2012

Albert Herring er bestemt en opera, der klæder Gamle Scene. Denne kammeropera må gerne pakkes ind i rødt fløjl og bladguld, ligesom en kostumier engang sagde om Dolly Parton, at jo mere tøj, de gav hende på, jo frækkere virkede hun. Operaen er et udbrud af indpakning og et klassisk kammerspil, der netop ved sin ydre dyd kan forløse sin indre.

Operaen som genre var et målrettet projekt for Benjamin Britten, der ønskede at give den britiske kultur en national opera, hvor sprog og musik og drama spillede sammen i et britisk sindelag.

Ganske som Mozart, der ville give den germanske kultur en opera på dens eget sprog. Ikke at Albert Herring minder om en Tryllefløjten, men snarere en Cosí fan tutte, en simpel komedie, der rulles ind i fænomenal musik, så trivialiteterne ophøjes til hjerteskærende dybder og vidunderlige højder. Ligesom Mozart kan Britten jonglere med stemmerne til uvirkeligt skønne ensemblepassager, hvor alle stemmer væver sig ind i hinanden til kollektivt liv, der slår arien i skønhed.

Egnsteater

Ved premieren i søndags stiftede man både bekendtskab med et usædvanligt musikalsk kunstværk, der sad længe under huden, og en fadæse af dilettantisk egnsteater, der kun blev pinligere og pinligere i erindringen. Afgåede operachef Keith Warners iscenesættelse fra 2010 rungede af mangel på sensitivitet over for sine karakterer og det musikalske sprog, og den var i stedet for en stjernerække af dårlige ideer. Titelrollens Albert Herring bliver for sin dydige opførsel og i mangel af dydige kvindelige kandidater kåret til majdronning, en titel, der uddeles årligt til en ung pige, der har holdt sig på måtten, hvilket er blevet sværere og sværere at finde i Suffolk. I Alberts tilfælde bliver titlen altså til maj-konge. Denne udnævnelse får Albert til at gøre oprør mod sin dydige tilværelse som mors dreng, der passer grøntsagsbutikken, og for sin dydspræmie i klingende guld tager han en aften i byen og får svinet sig ordentligt til for første gang. Det er handlingen.

Cykelpumpe og flødeskum

At dramaet, ung mand gør oprør, var alvorligt for Britten er indlysende, hans homoseksuelle baggrund taget i betragtning, og komedien et passende medie for kammerspil og kritik. Men mennesker er komiske nok i sig selv og behøver ingen yderligere klovneteaterinstruktioner. Ved at udstille et samfunds medlemmer nogenlunde realistisk har man allerede komikken. Giver man dem mere klovneri, end hvad de er udstyrede med fra naturens side, falder også sympatien bort, og stykket bliver meningsløst. En sådan forbrydelse er Keith Warners instruktion, hvor cykelpumpen leger tissemand, lærerinden har en gibbernak i tasken, flødeskumskagen lander i ansigtet, og borgmesteren ryger på halen. Forsamlingshuskomik på nationalscenen og spild af alt for gode kræfter.

Musikalsk fremragende

Ylva Kilberg som Lady Billows var måske den, der mestrede komikken bedst, for så vidt at hendes greb om politimesterens stav var mere plausibelt end husholderske Johanne Bocks teaterrygning og lidt hjælpeløse erotiske leg med en pisk, som på ingen måde skal falde tilbage på hende, men på dårlig instruktion, og generelt må man sige, at der blev kæmpet bravt, men mod hårde odds.

Sangerne spillede så godt de kunne og sang til gengæld formidabelt til en voldsom diskrepans mellem det drama, man oplevede i ørerne, og som kunne få tårerne frem, og så den skolekomedie, der foregik på scenen.

Gert Henning-Jensen som Albert syntes noget oppe i alderen for at fremstå som ung mand og det bidrog heller ikke yderligere til figuren at udstille ham med trutmundet barnlig vrede, mens celloen i langt højere grad fik portrætteret en splittet karakter.

Roland Boër var gang på gang forløseren nede fra orkestergraven, der med sit fremragende ensemble af Det Kongelige Kapel fortalte det egentlige drama og pakkede det ind i det guld, det fortjener.

 

’Albert Herring’ af Benjamin Britten på Gamle Scene. Dirigent Roland Böer. Iscenesættelse: Keith Warner. Assisterende iscenesætter: Dorothea Kirschbaum. Scenografi og kostumier: Julia Müer. Lysdesign: Davy Cunnungham. Videodesign og animationer: Jakob Bo Nystrup. Det Kongelige Kapel. Gert Henning-Jensen, Ylva Kihlberg, Johanne Bock, Philip Smith, Elisabeth Jansson, Hanne Fischer, Eric Roberts, Sten Byriel, Bengt-Ola Morgny, Gisela Stille, Ulla Christensen m.fl. Gammel Scene, Kgs Nytorv. Til den 8. juni 2012

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Albert Herring er en komdie.

Esben Maaløe

yep - det hedder 'tragisk dårligt iscenesat'

Denne artikel handler iflg. overskriften om en dårlig tragedie der er blevet iscenesat :)

Esben Maaløe

eh .. jeg mener naturligvis en tragisk og dårlig komedie der er iscenesat :)

Steffen Gliese

Jeg synes, præmisserne for dansk operakritik tit er rystende ringe. Det er ikke museum, det er det levende teater, og Britten ville være den sidste til at benægte dette.

Steffen Gliese

Pears var 37, da han sang premieren på Glyndebourne.