Læsetid: 3 min.

For ulækker til love

Homo Faber – nu med hund! Torben Munksgaard har skrevet en galgenhumoristisk, kynisk roman om moderne mandlig identitetskrise.
11. maj 2012

»Han havde nået et nulpunkt i sit liv, og han følte sig alt for gammel til nulpunkter.« Sådan tænker den midaldrende Albert Faber om sig selv, da hans hund bliver stjålet uden for supermarkedet. Tyveriet indleder et styrt, hvor han mister sit job, sit ægteskab – og sig selv.

Albert lever af at bestyre den butik med herrekosmetik, som hans kone ejer. Økonomisk set går det strygende, men livsgnisten mangler. For Alberts kone er tabet af hunden – og Alberts indolente reaktion – dråben, der opløser familien og får hende til at flytte.

Situationens vinder er umiddelbart kontanthjælpsmodtageren Bernhard. Han stjæler ikke blot hunden, som han farver sort og kalder Batman, men efterhånden også Alberts velbeslåede middelklasseliv. Bernhard er, som én af Svend Åge Madsens tidlige personer kunne have sagt det, meget bedre til at være Albert, end Albert selv er. Efter i årevis at have indtaget sin plads på samfundets bund, i stadig kamp med jobcentret og den plagsomme fattigdom, påskønner Bernhard virkelig Alberts fede liv, ikke mindst hans kone, Helena, som Albert ikke længere elsker, men som i Bernhards øjne er skøn.

Også for Albert bliver situationen dog efterhånden lykkelig. Nu, hvor han ikke længere har noget at miste, kan han begynde at leve.

På sin vis er det en klassisk forvekslingshistorie, Torben Munksgaard har skrevet. Drivkraften er en næsten 70’eragtig drøm om social mobilitet, om at blive en anden, som løsning på en mandlig midtvejskrise. Bernhard er en klassisk pjalteproletar, den ordblinde søn af en begavet, besværlig mor, der læste Stig Dagermans essays og historierne om det gamle Rom op for ham. Blot er Bernhard efterhånden for ugidelig eller utilpasset til at tage sig af noget eller nogen, selv sin mor. Han lever i en lille lejlighed og spekulerer mest på, hvordan han skal skaffe sig offentlig støtte til at opretholde sin eksistens.

Albert er en af de moderne frihedselskende drengerøvsmænd, der forsøder deres liv med forbrug, lækkert tøj og hvidvin til frokost og drømmer om frihed fra alt, hvad de kender – uden rigtigt at vide, hvad de så vil: »Det huserede i ham som en naturlov: Hvis bare han kom væk herfra, ville alt kunne lade sig gøre.« Alberts søgen efter den livsgnist, han mangler, rummer ekkoer af Max Frischs berømte og foruroligende ødipushistorie Homo Faber (1957).

Mærkeligt uforløst

Problemet er blot, at man som læser egentlig ikke interesserer sig nok for hverken nasserøven Bernhard eller for den sure Albert – eller bliver overbevist om, at de to mænd virkelig kan udfylde den andens liv på bedste vis. Alt i alt virker romanen mærkeligt uforløst, især fordi Munksgaard mangler Svend Åge Madsens filosofiske vid og de absurde detaljer, som kan få historien til at lyse gennem forfatterens velskrivende distance.

Et klart oplivende moment er ganske vist Alberts pik, der udtrykker sig i gådefuldt opmuntrende eller decideret rystende bibelskriftsteder, men der er en mærkelig kynisme over bogen. Som om Munksgaard heller ikke selv rigtigt tør tro på sin historie eller omfatter sine personer med sympati. Når pikken muntert siger: »Frygt ikke, tro kun!,« er heller ikke den noget sandhedsvidne. Netop Alberts forhold til sin krop er en fælde, der har holdt ham fast i et liv, ingen er tjent med. Han synes nemlig selv, han er for ulækker til love, sammenlignet med hans smukke, men drikfældige bror Viktor: »’Du er en grim lille mand,’ sagde Albert til sit spejlbillede. ’Du er tudegrim. Du er afskyvækkende.’«

Mandlig krise

Interessant er det dog, at så mange nutidige mandlige forfattere – fra Knausgård til Smærup Sørensen, og nu Munksgaard – i denne tid skyder på det mål, man kan kalde mandlig identitetskrise. Mandlig ikke længere kun forstået som »almenmenneskelig«, men som det fænomen, at moderne mænd ikke længere kun føler sig udkonkurreret og distanceret af andre mænd, men sågar af kvinder, som mange mænd tilsyneladende føler er både lykkeligere og mere succesrige end de selv.

Desuden synes selv maskulinitetens urgamle lykkemålere, krop, aggression og seksualitet, hos Munksgaard fulde af snyd og bedrag. Alberts klassiske mandlige ønsker om ubegrænset frihed, sex med unge piger og trygge økonomiske rammer rummer her kun stakket glæde, og kærligheden til kvinder og børn får hos begge hovedpersoner baghjul af den mere ukomplicerede ømhed for en hund, der snuer hyggeligt på gulvet og altid gerne går tur med Farmand.

Siger man ikke, at fornyelse begynder med at se problemerne i øjnene? Det ved jeg ikke helt, om Torben Munksgaards personer faktisk gør. Men forfatteren vover i hvert fald et skud på mandlig ulykkelighed forklædt som galgenhumor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu